Nordjyllands Beredskab har siden 2.30 natten til tirsdag pumpet vand væk fra Elling Å, og det lader ikke til, at de er færdige lige foreløbigt.
Tirsdag aften var meldingen, at man regnede med at kunne genåbne Skagensvej klokken 14 onsdag, men nu forventer beredskabet tidligst at kunne genåbne vejen torsdag klokken 12.
Og det er noget af en opgave, Nordjyllands Beredskab er på. De pumper 43.000 liter vand væk i minuttet i forsøget for at skåne byen Elling fra oversvømmelse.
- Så længe vejrguderne vil have, at der skal regne, og så længe smeltevandet og drænvand med videre løber ned til vandløbet, så er vi her. Vandstanden er helt oppe under broen, selvom vi pumper på livet løs, og så længe vandstanden er så høj, så bliver vi her, siger indsatsleder Thomas Dybro til TV2 Nord tirsdag aften.
Og der er ingen hjælp at hente i vejrudsigten.
'De seneste dages smeltevand og nedbør har flere steder hævet vandstanden i åerne, og har givet lokale oversvømmelser. Da der også i dag kommer en del byger, især i Jylland, vil der fortsat stedvis komme oversvømmelser,' skriver DMI.