Henriettes bil blev totalskadet i bussluse: - Det er helt ude af proportioner
En ny bussluse i det vestlige Aalborg har bragt sindene i kog blandt bilister. Mindst 15 gange siden den åbnede kort før jul, er bilister kørt galt i den nye bussluse på Kastetvej. I et enkelt tilfælde betød det en totalskadet bil.
2. juledag om aftenen blev Henriette Jensen fra Gug en bil fattigere. Hendes datter, som til daglig bor i København, var på vej gennem Aalborgs vestby, da hun ved et uheld forsøgte at passere den nye bussluse på Kastetvej.
- Og så kører de direkte ned i busgraven, fortæller hun og uddyber:
- Begge airbags bliver udløst, og hun fortæller selv, at det hele går utrolig stærkt. Det er ret voldsomt.
Henriette Jensens datter er blot én af op mod 20 bilister, der siden busslusen blev sat i drift kort før jul, er endt med at køre i den grusgrav i midten af slusen, som gør at den ikke kan passeres af personbiler.
For Henriette Jensen resulterede hendes datters møde med busslusen i en totalskadet bil.
- Ret hurtigt siger forsikringsselskabet, at de er i gang med at gøre skader op – og da de når til 305.000 kroner for skader på bilen, holder de op med at tælle, fordi så kan det ikke længere betale sig at reparere den, fortæller hun.
Op mod 20 uheld siden jul
At Henriette Jensens datter langtfra er den eneste bilist, hvis møde med den nye bussluse er endt galt, kan Morten Lisberg bevidne. Han bor lige ovenfor busslusen og hørte også braget, den aften Henriette Jensens datter kørte galt. I alt har han indtil videre været vidne til 15 uheld i busslusen.
- Det siger jo sig selv, at det er alt for mange. Godt nok er der skiltning på begge sider af slusen, men lige ved slusen er der ikke noget, der indikerer det store hul i vejen, siger han.
Ifølge Aalborg Kommune er der skiltet på begge sider af busslusen efter alle gældende regler – ligesom der også er opsat ekstra informationstavler, som gør opmærksom på den. Derfor overrasker antallet af uheld den ansvarlige rådmand hos By og Land i Aalborg Kommune, Jan Nymark Rose Thaysen (V).
- Det kommer noget bag på mig, at det står så grelt til. Erfaringsmæssigt ved vi jo godt, at der ryger en bil i en gang imellem – lidt ligesom når der kommer en ny rundkørsel på en lige landevej og folk så stadig fortsætter lige over den. Men det plejer at være et fåtal og så kommer der rimelig hurtigt styr på det, siger han.
Bussluser bør justeres
Efter at have mistet sin bil til en bussluse, mener Henriette Jensen, at der bør justeres kraftigt på, hvor meget skade en bussluse kan gøre på en personbil.
- Konsekvensen skal være der, hvis man overser skilte, ja. Men den der konsekvens (busgraven, red.) er bare helt ude af proportioner, mener hun.
Men har man ikke som bilist et ansvar for at være opmærksom på, hvor man kører?
- Jo, og det var også det første vores datter gjorde. Hun vendte blikket indad og sagde ’hold da op!’ og ’hvad kunne jeg selv have gjort?’ Hun har aldrig været udsat for en ulykke før. Og det er jo klart, at kommer hun til at køre her igen, så kommer hun til at køre her med en ekstra opmærksomhed – det er helt sikkert, at hun har lært lektien, siger Henriette Jensen.
Det er i øvrigt ikke kun materielle skader, som bilister risikerer, hvis de kører galt i en bussluse.
Bliver politiet tilkaldt, koster det som minimum 1000 kroner i bøde.