Har netop udvidet til det dobbelte: Nu er butikken lukket
Foto: Tor Løkken
Efter stor succes udvidede takeNOW i Aalborg efter kun tre måneder. Nu er butikken på mystisk vis lukket, og en masse kunder har ikke fået udbetalt deres penge, og de kan ikke få adgang til de varer, de har til salg.
En ubehagelig mail tikkede tirsdag ind hos Stine Jensen.
takeNOW er en landsdækkende butikskæde, hvor man kan leje en reol, glasmontre, tøjstativ eller andet, hvorfra man kan sælge ting. Standlejere betaler et fast beløb om måneden for leje, og derudover et gebyr på 10 procent, hver gang noget sælges.
Både Stine Jensen og hendes svigermor har stande hos takeNOW Aalborg.
I fredags var jeg ude og oprette to nye stande, som kostede 780 kroner, og der kunne man overhovedet ikke mærke noget. Alt var som det plejer.
Stine Jensen.
- I fredags var jeg ude og oprette to nye stande, som kostede 780 kroner, og der kunne man overhovedet ikke mærke noget. Alt var som det plejer, siger Stine Jensen til TV2 Nord.
D. 15. i hver måned er der afregning for den foregående måned. Men ingen af takeNOW’s kunder i Aalborg har fået deres penge udbetalt.
- Min svigermor skulle have udbetalt 1.000 kroner for december, og jeg skulle have udbetalt 500 kroner. Men det er altså penge vi ikke har set, fortæller Stine Jensen.
Kunderne ved ikke om de får deres penge, og lige nu er butikken lukket, så de kan heller ikke få deres ting.
Så sent som i november var TV2 Nord magasin "Nordliv" på besøg hos takeNOW i Aalborg.
Her blev der blandt andet snakket en del om den udvidelse, som takeNOW stod overfor.
TakeNow har lige nu seks butikker på landsplan, og efter planen åbner tre nye til februar. Heriblandt en i Hjørring.
Torsdag eftermiddag har de berørte standlejere modtaget følgende mail fra takeNOW.
Mail fra takeNOW til standlejere
Kære Standlejere i takeNOW Aalborg,
Til jeres orientering indgiver takeNOW Franchise i dag konkursbegæring mod takeNOW Aalborg, samt politianmelder ejeren af selskabet bag takeNOW Aalborg.
Forhåbentlig vil dette betyde, at der hurtigst muligt kan bliver indsat en kurator, som giver mulighed for, at I som standlejerne kan komme og hente jeres ting i butikken.
Ejerne af takeNOW Aalborg har desværre ikke givet takeNOW Franchise mulighed for at hjælpe standlejerne med at få de penge, der skulle have været udbetalt den 15. januar. De har heller ikke ønsket at indgå i en dialog om at hjælpe med at holde butikken åben, så standlejerne kunne hente deres ting. Derfor ser vi ingen anden udvej, end at indgive konkursbegæring og politianmeldelse.
Vi afventer nu at takeNOW Aalborg bliver erklæret konkurs og der bliver indsat en kurator, som efterfølgende vil kontakte standlejerne.
Med venlig hilsen
takeNOW Franchise
Det har ikke været muligt at komme i kontakt med indehaverne fra Aalborg, og ledelsen i takeNOW vil ikke udtale sig til TV2 Nord.