Handler det om mig?! Pludselig sprang konfetti omkring Rikke
Rikke Nielsen troede, hun var inviteret til Aabybro for at løbe for velgørenhed sammen med Stine Rex. Men der var en skjult bagtanke med det hele.
Da Stine Rex satte verdensrekorder og løb penge ind til Smilfonden i seks hele dage i august, kom folk fra nær og fjern for at løbe med hende.
Rikke Nielsen fra LykkeLiga var også inviteret med, og fredag aften var hun klar til at løbe for at støtte ultraløberen.
Helt tilfældigt (næsten) var lokale LykkeLiga-spillere fra Aabybro også mødt op for at heppe på løberne.
Hvad Rikke Nielsen ikke vidste var, at kollegaer, håndboldholdet fra Aabybro og ikke mindst TV2 Nord havde lagt en helt anden plan for hendes løbetur.
Nu skal det handle om Rikke Nielsen
Rikke Nielsen mødte op klar til at løbe.
Men inden hun kunne løbe med Stine Rex, så måtte hun lige en tur rundt om søen sammen med Smilfondens bestyrelsesformand Sisse Fisker for at blive interviewet af TV2 Nords reporter.
Spørgsmålene handlede bare meget mere om Rikke Nielsen og LykkeLiga end arrangementet i Aabybro.
- Hvad er Rikke for et ansigt ud ad til for Nordjylland? Det er jo i virkeligheden det, det handler om? Blev der spurgt.
Men Rikke Nielsen anede ikke uråd til trods de små hints i spørgsmålene.
- Jeg kan bare huske, jeg tænkte, det var da utroligt, at LykkeLiga var der og en masse gode mennesker. De tog fuldstændigt fusen på mig, husker Rikke Nielsen om det hele.
Med Rikke Nielsen behændigt af vejen på sin løbetur stillede det lokale LykkeLiga-hold op med konfetti og flag, klar til at fejre hende.
Så faldt femøren
Endelig nåede Rikke Nielsen tilbage til festpladsen. Golfvognen, hun løb bag, kørte ind foran publikum, og så sprang det hele ellers i luften.
Konfettirør sprang, jublen brød løs, børnene råbte tillykke og endelig kunne Sisse Fisker løfte sløret for hemmeligheden:
- Vi har jo ikke kun lokket dig herop for at løbe. Det er fordi, du er kåret til Årets Nordjyske Ambassadør!
Og her gik det op for Rikke Nielsen, hvorfor al snakken handlede om LykkeLiga.
- Jeg tænkte, så hold da op med at snakke om mig, siger Rikke Nielsen.
Årets Nordjyske Ambassadør 2024
Rikke Nielsen får prisen som Årets Nordjyske Ambassadør for sit utrættelige arbejde for LykkeLiga, hvor hun har gjort børn og unge fra specialområdet til håndboldstjerner.
Udgangspunktet for LykkeLiga findes i Rikke Nielsens egen familie. Hun oplevede nemlig, at datteren Magda, der er født med Downs syndrom, ikke kunne starte i en idrætsforening ligesom mange andre børn.
Dommerne ved Årets Nordjyde begrunder valget af Rikke Nielsen sådan her:
- Der er mange måder at være en god ambassadør for Nordjylland på. Rikke Nielsen er det altid med et smil og en lune. Hun har kæmpet for at børn, der traditionelt ikke har haft plads i foreningslivet, nu kan være med gennem LykkeLiga. Alle er stjerner og alle skal have muligheden. Det har nu bredt sig fra Nordjylland til resten af landet og videre udenfor grænserne til for eksempel Tyskland, Færøerne og Grønland. Derfor vinder hun prisen som Årets Nordjyske Ambassadør.
Og det er en berørt Rikke Nielsen, der tager imod prisen som Årets Nordjyske Ambassadør i forbindelse med awardshowet Årets Nordjyde.
- Det er så overvældende at få sat alle de fantastiske gloser på en. Det er faktisk lidt svært at rumme, for det er jo det, jeg gør hver eneste dag selv til vores cheftrænere. Siger ”I gør det så godt, og sammen kan vi det her!” og så er det lige pludselig rettet mod mig, siger Rikke Nielsen i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Du kan se hele Årets Nordjyde her: