Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Han gik konkurs - pengene endte nemlig i lommerne på kopister

Aalborg-virksomheden kommet stærkt igen efter konkurs, og nu bruger virksomheden en hel del kræfter på at holde kopisterne fra døren.

I disse dage bruger danskerne flittigt penge til trods for, at der er en økonomisk krise. Julegaverne skal jo købes. 

Men det kan være en god idé at være opmærksom, mener patent- og varemærkestyrelsen. 

For danske brands er de mest kopierede i verden, og det betyder, at vi kan komme til at give pengene til kopister.

Icebreaker har patent på at lave isteringer i en lukket beholder mellem to isteringebakker, så de kan poppes ud sådan her. Foto: Icebreaker

Det skete for Kim Jensen fra Aalborg, der har virksomheden Icebreaker Nordic. Virksomheden har udviklet et produkt, som er en ny måde at producere isterninger på. 

Men da forretningen blev en succes på eksportmarkeder, begyndte dårlige kopier til en billig penge at komme rullende i en hast, han ikke havde forestillet sig, og han endte med at gå konkurs.

- Det er super ærgerligt. Dem, der bruger ressourcer på at udvikle nye og ordentlige produkter, de bliver kørt over ende af kopister, fordi de har så let ved at kopiere, siger han og uddyber: 

Her kan du se en masse kopier, der sælges på bl.a. eBay og AliExpress. Foto: Screendump fra Icebreaker

-  Vi var begyndt at gå efter kopisterne, fordi vi havde gjort alt vores forarbejde rigtigt og havde styr på vores rettigheder, men vi havde ikke helt gjort os klart, hvor farligt og hvor stor en trussel kopister er for en forretning. 

FAKTA

Kun 9 procent af små danske virksomheder har fået registreret deres varemærke, og derfor kan de ikke uden videre dokumentere, at de ejer retten til det, de gerne vil sælge.

Kun 13 procent af små danske virksomheder har beskyttet deres forretning mod kopiering.

Kopister koster virksomheder på det danske marked knap 7. mia. kroner i tabt salg hvert eneste år. 

Ressourcekrævende arbejde

I 2021 åbnede Kim Jensen en virksomhed igen, og denne gang har han sat sig for ikke at blive rendt over ende af kopisterne. 

Derfor har han opkøbt alle varemærke-, design- og patentrettigheder og har ansatte til hver dag at være efter kopisterne. 

Det er ressourcekrævende, men indtil videre ser det ud til at have betalt sig. 

Om varemærker

  • Et registreret varemærke er en eneret til de elementer, der kendetegner en virksomhed. Det er typisk en virksomheds navn, logo eller produktnavne.

  • Med et registreret varemærke kan virksomheder dokumentere, at de ejer retten til det, de gerne vil sælge.

  • En varemærkeregistrering gælder i princippet, så længe virksomheden ønsker det, så længe det fornys hvert 10 år.

  • Virksomheder kan ansøge om et varemærke hos Patent- og Varemærkestyrelsen.

Kilde: Patent- og Varemærkestyrelsen.

Indsatsen har nemlig betydet, at virksomheden siden 2021 har fået lukket mere end 15.000 sites med salgsannoncer af kopier af Kim Jensens isterningebakke.

- Der er mange kinesere der er beskæftiget med vores opfindelse. Det burde være danskere, der var beskæftiget med det i stedet, siger han. 


Biler i frontalt sammenstød: To kvinder kørt til hospitalet

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Nordjyllands Politi kørte klokken 17.13 til et alvorligt færdselsuheld, som skete på Hjørringvej mellem Serritslev og Årup.

TV2 Nord kunne som de første fortælle om uheldet, og på daværende tidspunkt oplyste vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup, at det var to biler, som var kørt frontalt sammen, og at en kvinde var fastklemt.

Klokken 18.30 oplyser vagtchefen, at det var en 88-årig kvinde og en kvinde, som man endnu ikke kender alderen på, der var involveret i ulykken.

De to kvinder er kørt til tjek på sygehuset. De var begge vågne og ved bevidsthed ifølge vagtchefen, men deres tilskadekomst er foreløbig ukendt.

- De er begge til behandling, men det er dog ikke livstruende, oplyser vagtchefen.

Ifølge vagtchefen er det formegentlig den 88-årig kvinde, der af endnu uvisse årsager var kørt over i den modsatte vejbane. Her forsøgte den anden kvinde at undvige, men de to endte med at køre sammen.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Under middel til AaB-spillerne: En gjorde det dog lidt bedre end de andre

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Morten Bruun uddeler karakterer efter kampen mellem AaB og Viborg FF. S

Karakterer

AaB

Vincent Müller: 7

Kasper Jørgensen: 6

Lars Kramer: 6

Bjarne Pudel: 5

Andreas Bruus: 3

Mylan Jiménez: 5

Kasper Davidsen: 5

Andres Jasson: 5

Mathias Jørgensen: 3

Oliver Ross: 4

John Iredale: 2

Indskiftere:

Sebastian Otoa: 5

Mads Bomholt: 5

Diego Caballo: UB

Jubril Adedeji: UB

Kelvin John: UB

Viborg FF

Oscar Hedvall: 5

Jean-Manuel Mbom: 5

Daniel Anyembe: 6

Ivan Näsberg: 6

Oliver Bundgaard: 7

Thomas Jørgensen: 6

Magnus Westergaard: 5

Jeppe Grønning: 5

Isak Steiner Jensen: 4

Renato Junior: 4

Ibrahim Said: 7

Indskiftere

Anosike Ementa: 4

Justin Lonwijk: 4

Charly Nouck: UB

Jakob Vester: UB

Sofus Berger: UB

AaB

Efter en times spil skulle AaB prise sig lykkelige for stillingen 0-0, men i den sidste halve time var hjemmeholdet ikke for alvor i problemer. Til gengæld blev AaB aldrig farlige selv, og helt generelt har holdet enorme problemer med at skabe chancer mod et etableret forsvar. En spiller som Mathias Jørgensen blev jo nærmest udsultet. Ny flot kamp af målmand Vincent Müller.

Viborg FF

Muligheden for top-6 fortoner sig. 0-0 var to tabte point for Viborg, der i en time fremstod som klart det bedste hold. Men da kræfterne slap op hos Thomas Jørgensen og Ibrahim Said var Viborg færdige med at være farlige. Hvis indskiftningerne skulle ses som et forsøg på at sætte ekstra skub i tingene, så lykkedes det ikke for alvor. Forsvaret ser virkelig stabilt ud.

Kampens spiller: Ibrahim Said, Viborg (7)

Ibrahim Said. Det var godt set af Jakob Poulsen at satse på Ibrahim Said, for den lille dribler var kampen igennem den, der var tættest ved at bryde dødvandet i Aalborg. Han var udfordrende og selvsikker i sit spil og millimeter fra at blive matchvinder med sit spark på indersiden af stolpen efter et elegant sololøb.


Ingen forløsning i AaB's sidste hjemmekamp i Superligaen

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

I årets sidste kampe møder AaB Brøndby på udebane.

Der var lagt op til det helt store, da AaB tog imod Viborg FF hjemme i årets sidste hjemmekamp i Superligaen. Dog fik AaB og de mange tilskuere ikke den forløsning, man havde håbet på.

Det var nemlig gæsterne, der dominerede nærmest hele kampen, og både mål og de store chancer udeblev.

Det var først i de døende minutter, at gæsterne kom frem til store chancer, og var tæt på at tage sejren til sidst.

Heldigvis for AaB manglede både held og den sidste kvalitet, og derfor kunne AaB tage det ene point, da slutfløjtet lød, og kampen endte 0-0.

Hør, hvad målmand Vincent Muller havde at sige om kampen i dag herunder:

En AaB-sejr ville ellers bringe klubben tættere på netop Viborg FF, der inden kampen lå lige over aalborgenserne i tabellen med fire points forskel.

I stedet måtte nordjyderne nøjes med endnu en uafgjort kamp i bagagen - den femte af de seneste seks Superligakampe.

I årets sidste Superligakamp møder AaB Brøndby på udebane.

Hør, hvad anfører Mathias Jørgensen havde at sige efter søndagens kamp:


To kørt som traumepatient efter grim ulykke: Her er seneste status

Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Arkivbillede

Den ene kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt forud for uheldet.

Lørdag eftermiddag blev to kvinder på henholdsvis 33 og 58 år kørt som traumepatienter, efter de var involveret i et grimt uheld i krydset ved Essendrupvej og Gunnerupvej.

De to kvinder var alvorligt tilskadekomne og blev behandlet på Aalborg Universitetshospital.

Søndag er der dog nyt omkring kvinderne, der begge er uden for livsfare.

- De har begge nogle alvorlige skader, som jeg ikke kan komme nærmere ind på, men de er uden for livsfare, og begge er ved bevidsthed, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

En kvinde sigtet

Lørdag betragtede politiet uheldet som et vigepligtsuheld, og det viser sig fortsat at være gældende.

- Den 58-årige kvinde er sigtet for ikke at overholde sin vigepligt, fortæller vagtchefen og tilføjer.

- Hun kom kørende af Essendrupvej, hvor hun ikke overholder sin vigepligt, inden hun fortsætter på Gunnerupvej.


Vild biljagt, hunde og droner: Sådan fangede politiet tre tyve

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

Der blev fundet tyvkoster i bilen.

Lørdag aften klokken 21.45 modtog Nordjyllands Politi en anmeldelse omkring et indbrud i et sommerhus i Tversted, der var i gang i samme øjeblik.

Derfor blev både hundepatrulje og beredskabspatrulje sendt afsted med det samme mod adressen.

Dog nåede politiet ikke helt frem til sommerhuset, før en bil med tre personer kom flyvende forbi dem.

- Derfor forsøger patruljen at få bragt bilen til standsning, men den fortsætter i fuld fart, og vi sætter efter dem, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Jagtet i bil og til fods

De tre mænd kaster undervejs ting efter patruljebilen, og det er først, da mændene ender ved havneområdet i Hirtshals, at det lykkedes politiet at få standset bilen.

- De endte med at køre fast i et grønt område, så vi fik anholdt de to af dem der, forklarer vagtchefen.

Den tredje gerningsmand valgte dog at fortsætte jagten til fods.

- Vi sender en hundepatrulje efter ham, og så kom vores indsatsleder med en drone med termiske kamera, så det lykkedes dem hurtigt at finde man liggende i noget krat, oplyser vagtchefen.

Politiet får anholdt den sidste gerningsmand, mens man også beslaglægger bilen, da der i forbindelse med biljagten har været kørt vanvidskørsel. I bilen fandt politiet fem y-stole.

De tre mænd er henholdsvis 25, 35 og 37 år og har bopæl i Hjørring. De har alle været forbi politigården i Aalborg, men blev senere løsladt, da man ikke fandt juridisk grundlag for at fremstille dem i et grundlovforhør.