Girl power på grønsværen: AaB sigter mod stjernerne
High fives over hele linjen for spillerne i AaB Women. Foto: Mogens Jørgensen
AaBs kvindehold spiller i denne sæson i den bedste række. Holdets rivende udvikling kan gøre det til et af de bedste herhjemme.
Mens AaBs bedste herrehold rykkede ud af Superligaen, så ser det betydeligt lysere ud for klubbens kvindehold.
AaB Women formåede at rykke op i Danmarks stærkeste fodboldrække Gjensidige Kvindeliga. Og det er bare begyndelsen.
Står det til sportschef Morten Fals, er der masser af potentiale til endnu større resultater - i et endnu højere luftlag.
- Nu har der jo været kæmpe World Cup med 80.000 tilskuere til finalen, så det er jo helt klart blevet et boom med kvindefodbolden. Og man kan måske føre de penge ud i klubberne, så man kan blive semiprofessionelle, siger han.
Spiller op mod de bedste
Søndag snørede AaB Women støvlerne til en kamp mod netop et fuldtidsprofessionelt hold - rivalerne fra FC Nordsjælland.
Det skete på et vaskeægte Superliga-stadion. Spiller havde nemlig fået lov at spille deres hjemmekampe på Aalborg Portland Park.
- Det er en fed kulisse, så det sætter vi rigtigt meget pris på. Der er mange, der gør et godt stykke arbejde for at få det til at lykkes, så det er dejligt for os som fodboldspillere, siger anfører Cille Holst.
En svær kamp, men vi kom herfra med rigtigt mange positive ting
Cille Holst, anfører, AaB Women
Sportschefen er helt enig i, hvor fed kulissen er:
- Det er et gennembrud - tak til kommunen, gartnerne og AaB A/S. Vi skal selvfølgelig nok betale for det. Det er et gennembrud, at vi kan få lov at spille her på Aalborg Portland Park, siger Morten Fals.
Knap 800 tilskuere var mødt op for at heppe på spillerne. De kunne nyde godt af en DJ og præmiegevinster til de heldige i pauserne.
Gæsterne løb med sejren
Selv om den kendte grønsvær gav vinger, så var AaB Women ikke flyvende nok til at vinde kampen. Heller ikke selv om målmand Maja Baun havde flere gode indgreb og redninger.
FC Nordsjælland var markant stærkere og tog en 2-0 sejr med sig over Storebælt.
Et resultat, der ærgrer cheftræner Claus Bech Jørgensen, der selv har spillet 300 kampe som professionel fodboldspiller, blandt andet i England.
- Vi er skuffede over, vi ikke får noget med os herfra (...) Vi er jo de nye i klassen, og vi laver nogle fejl, som kostede mål. Men alligevel hang spillerne ikke med hovederne, så de blev ved med at køre på i anden halvleg, og det er noget, vi tager med herfra, siger han.
Professionelle amatører
Uden for banen har sportschef Morten Fals haft travlt med at få skaffet en masse sponsorater, og det er lykkedes rigtigt godt.
Kvindeholdet har nemlig stor opbakning fra erhvervslivet i og omkring Aalborg - med det klare formål at få kvindefodbolden op at køre.
Indtil kontrakterne bliver endnu større, og springet op til en fuldtidsprofessionel karriere er taget, så har sportschefen planen klar:
- Vi skal i hvert fald være professionelle amatører, som vi er nu, siger han med et smil.
Den næste store opgave for AaB Women bliver, når de forsvarende mestre fra HB Køge kommer til Aalborg 15. oktober.
VIDEO: Oplev stemningen med DJ, høj musik og gaveregn til kvindekamp: