Isnende oplevelse: - Fuldstændig frygteligt og ret fantastisk
Flere og flere danskere kaster sig glædeligt ud i et koldt gys. TV2 Nords gå-i-byen reporter har afprøvet oplevelsen, og det gik ikke stille for sig.
Tidligere på året åbnede Aalborg Heat op på Pieren 9, og her i vinterhalvåret er det et oplagt sted at prøve kræfter med et koldt gys.
For med sin skønne placering med udsigt til fjorden på begge sider og de juleoplyste bygninger, er det nemt at svømme væk i stemningen, som man kan nyde i ro og mag fra de varme vildmarksbade eller i ly fra vintervinden i de mange saunaer.
Vildmarksbadene er omkring 40 grader, og det er en fantastisk følelse at lade sin krop glide ned i det varme vand, mens den kolde luft rammer en mildt i ansigtet. Og selvom luften på denne decemberdag ikke er mere end et par grader, så gør det absolut ingenting. Tværtimod.
For mange af dem, der allerede har lagt vejen forbi Aalborg Heat, er de varme bade og de opvarmede saunaer kun en del af oplevelsen. Vinterbadning er også et vigtigt komponent - i hvert fald i de kolde måneder.
- Det, som folk fortæller, er, at kombinationen af kulde og varme er afstressende for dem. De sover bedre bagefter, fortæller Nicki Larsen, der ejer Aalborg Heat.
Pingvinens jul
I december afholder Aalborg Heat i samarbejde med restaurant Pingvin "Pingvinens jul". Her kan man for 300 kroner få en formiddag med frivillig vinterbadning og adgang til vildmarksbade og saunaer efterfulgt af brunch i badekkåber på restaurant Pingvin.
Arrangementerne finder sted 14. december og 21. december.
Han vil ikke spekulere i, om vinterbadningen har reelle sundhedsmæssige fordele, og forskningen på området er heller ikke entydig. For mens noget forskning peger på, at det brune fedt opfører sig anderledes hos vinterbadere, og studier har peget på, at vinterbadere har en god sundhed, er det svært at sige, om det er vinterbadningen i sig selv, der gør forskellen.
Men for Nicki Larsen og hans gæster lader det heller ikke til at være afgørende.
- Jeg tror på, at det betyder noget. I hvert fald for den mentale sundhed, og det er jo også det, folk mærker, siger han.
Og sundhed eller ej - danskerne har i den grad taget vinterbadning til sig. Opgørelser viser, at omkring 25.000 danskere er en del af en vinterbaderklub, og derudover hopper mange i det kolde vand udenfor de etablerede klubber, som mange steder er svære at få medlemsskab til.
Er du en af dem, der forgæves har forsøgt at få en fod indenfor i en klub, eller bare vil prøve kræfter med vinterbadning på et mindre forpligtende plan, så er der flere muligheder hos et sted som Aalborg Heat.
Det er tydeligt at mærke, hvordan varmen fra både vildmarksbade og saunaer trænger dybt ind i kroppen. Så dybt, at den kolde vinterluft ikke rammer med samme styrke, som den gjorde inden. Det er faktisk tåleligt at stå stille. Og så er det tid til et fjorddyp.
Det er en oplevelse, som intet andet. På den ene side er det fuldstændig frygteligt, men det er samtidig vildt at mærke, hvordan hele kroppen vågner af de bare få sekunder i fjorden. Og tilbage i saunaens trygge favn er det ret fantastisk. Faktisk så fantastisk, at jeg tager en tur til.
Har du lyst til at give dig i kast med vinterbadning, men mangler en anledning, en makker eller et arrangement til at få dig ud af fjerdene, så er "Pingvinens jul" en oplagt mulighed.