Fravalgt AaB-ikon vil tilbage på banen
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
Aalborg Portland Park er udsolgt til søndagens kamp mod Brøndby, og med fansenes støtte in mente kan Nicklas Helenius kun glæde sig.
Nicklas Helenius peger ind på Aalborg Portland Parks indbydende græstæppe, da han får spørgsmålet, om han er, hvor han gerne vil være.
- Jamen, jeg vil gerne være derinde, lyder det fra Nicklas Helenius med et smil.
- Og jeg er klar, hvis chancen kommer, lyder det fra angriberen, der blev skiftet ind efter 78 minutter i mandagens sejr på 3-2 i Viborg.
Nicklas Helenius’ tidligere topscorer i 3F Superligaen så ud til at føle sig godt tilpas til træningen, der var henlagt til Aalborg Portland Park. Han startede fredagens træning med at smide kuglen helt op i det ene målhjørne, og han scorede flere mål til dagens træning.
- Jeg er i god form, scorer masser af mål til træning, tror på mig selv, ved, hvad jeg kan, og jeg vil gøre alt for at levere det, hvis jeg får chancen, siger en selvsikker Nicklas Helenius.
Se interview med Nicklas Helenius herunder:
Ellers fortæller Nicklas Helenius, at han bruger en masse tid på at dele ud af hans store erfaring til de unge spillere og vise dem støtte, som han selv fik, da han var en ung og uerfaren spiller.
Og netop kampene mod Brøndby er det, Nicklas Helenius husker allerbedst fra sin tid, da han startede i AaB. Han siger samtidig, at han håber, at han og holdkammeraterne kan give de mange trofaste fans tilbage som tak for alt den støtte, fansene giver både på hjemmebane og til udekampene.
- Det er jo nærmest som en halv hjemmebane, slutter Nicklas Helenius om den støtte, AaB-spillerne har fået i de tre kampe, de allerede har spillet på udebane i denne sæson.
Kampen mod Brøndby fløjtes op klokken 18.00 søndag, og den kan ses direkte på Viaplay og TV3+. Her på TV2 Nord vil der være højdepunkter og interviews efter slutfløjtet.