Forskere kalder Limfjorden for en losseplads
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST
Ny rapport viser, at iltsvindet i det danske farvand er på sit største siden 2002
Undersøgelserne er foretaget fra 2020 til 2024, og de viser, at mikroplastforureningen er hobet op i fjordens sedimenter.
- Limfjorden er blevet en losseplads for ophobet mikroplast, som er en alvorlig forureningskilde, der truer både dyreliv og menneskers sundhed. Det er derfor nødvendigt med yderligere forskning og handling for at afbøde disse skader.
Sådan markant er meldingen fra forskningsleder og professor Jes Vollertsen fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet.
Forskere fra instituttet BUILD på Aalborg Universitet (AAU) har nemlig fundet høje niveauer af mikroplast i Limfjorden.
Langsigtede konsekvenser
Der er ifølge forskerne især fundet store mængder mikroplastforurening i nærheden af Aalborg og de steder, hvor der er udløb fra spildevandsanlæg.
Forureningen kan have langsigtede konsekvenser for både havmiljøer og de mennesker, der er afhængige af dem til føde og indkomst. Det nye fund i Limfjorden er derfor bekymrende ifølge Jes Vollertsen.
- Hvis vi ikke forstår omfanget af forurening med mikroplast, kan vi ikke vurdere de potentielle risici, der er for natur og mennesker. Den nye viden om mikroplast i Limfjorden er derfor afgørende for, at vi kan træffe de rigtige beslutninger om, hvor vi skal sætte ind, og hvordan vi skal løse problemet, konstaterer han.
Musling på menuen kan betyde mikroplast i kroppen
Undersøgelserne er foretaget fra 2020 til 2024, og de viser, at mikroplastforureningen er hobet op i fjordens sedimenter. Sedimenter er partikler aflejret på bunden af fjorden, og de kan bestå af en række forskellige materialer som for eksempel mineraler, organisk materiale og rester af marine organismer.
Dyr og organismer, der lever her, risikerer at blive ramt af kemisk forurening, fysiske skader og underernæring, hvis de indtager mikroplast. Mennesker kan blive eksponeret for mikroplast gennem fødevarer som for eksempel muslinger og via drikkevand, hvilket kan føre til sundhedsproblemer, som forskningen endnu ikke kender de fulde konsekvenser af.
- Vi har med vores tekniske udstyr fundet partikler, der er mindre end diameteren på et menneskehår. Denne detaljegrad er afgørende, fordi forskellige plasttyper har unikke kemiske sammensætninger, som påvirker forskelligt både miljømæssigt og sundhedsmæssigt, understreger Jes Vollertsen.
Set i lyset af den store mængde mikroplast i Limfjorden mener forskerne fra AAU, at mikroplastforureningen kræver øget opmærksomhed og handling for at beskytte både økosystemer og folkesundhed.