Fodbold på tomt stadion: AaB mister millioner af kroner
Når der ikke kommer tilskuere til hjemmekampene hos AaB, er det noget, der kan mærkes i pengepungen.
Coronavirussen har siden i fredags resulteret i gabende tomme sale både til Melodi Grand Prix, X-factor, fodboldkampe og mange andre arrangementer.
Kompensation til sportsklubber
- Vi kigger på, hvordan man også inden for sportens verden kan være med til at hjælpe folk igennem den her ekstraordinære svære situation. Jeg tror godt, alle ved, der nok ikke er nogen, der kommer igennem uden at kunne mærke et tab i en eller anden størrelsesorden.
- Vi vil gerne være med til at kompensere det, og vi ser på helt konkret, hvordan man laver en model til dem, der har omkostninger, slår erhvervsminister Simon Kollerup fast.
Sådan siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) til TV 2 SPORT.
AaB-spillerne har nu prøvet at spille for et absolut tomt stadion. Det er sket, efter regeringen har anbefalet at aflyse eller udskyde arrangementer med mere end 1.000 deltagere for at mindste risikoen for smitte med coronavirus.
- Når alt kommer til alt, så er det her fodbold, og der er noget meget større i gang i forhold til at inddæmme den her sygdom, der er på vej. Så det bakker vi op om, siger administrerende direktør i AaB, Thomas Bælum.
Men han lægger ikke skjul på, at det er dyrt for klubben, at spille for et tomt stadion.
- Jeg kan ikke sige helt nøjagtigt, hvor meget vi snakker om, men det er millioner på både på bodsalg, entréindtægter, sponsorer og så videre, siger han og uddyber:
- Det er noget, der kommer til at kunne mærkes. Og det er nok ikke noget, vi klarer uden hjælp fra regeringen. Det er utroligt mange penge, klubberne går glip af, og det er ikke bare os. Det er også biografer, teatre, musikspillesteder, ishockey, håndbold og så videre – så jeg vil tro, der skal en håndsrækning til fra regeringen, for at det ikke er noget, der kommer til at sætte sig rigtig hårdt på de her events.
Kunne man ikke have valgt at åbne stadion for 500-600 tilskuere?
- Hvem skulle det så være? Alle vil gerne ind og se det her momentum, mens vi har medvind på cykelstien. Vi spiller noget fantastisk fodbold. Så det var simpelthen ikke en udvælgelse, vi kunne lave med ro i maven over alle dem, der så ikke ville komme ind, siger den administrerende direktør.