Foto:
Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fjernvarme for mere end 200 millioner kan komme til Nibe: Alligevel kan det betale sig

Det bliver ikke med et trylleslag billigere for nibenitterne at få fjernvarme fra Aalborg. Men der er penge at spare - særligt hvis man har planer om at blive boende i mange år.

Det kommer til at koste Aalborg Forsyning 226,5 millioner kroner, hvis der skal rulles fjernvarme ud til Nibe af den aalborgbaserede virksomhed. 

I øjeblikket er det Nibe Varmeværk A.m.b.a., der forsyner nibenitterne med varme, men prisen er blevet sat væsentlig op, fordi varmeværket er afhængig af gas 80-85 procent af tiden. Den resterende tid har de en elkedel, som de bruger, når elpriserne er lave. 

I sommeren 2022 kunne TV2 Nord berette, at priserne var steget 170 procent.  

Efter krigen i Ukraine er prisen på varme eksploderet for nibenitterne, fordi gassen er så dyr. Derfor er det selvejede varmeselskab interesseret i at blive overdraget til Aalborg Forsyning, som forsyner aalborgenserne med meget billig fjernvarme, fordi en stor del af varmen er overskudsvarme fra Aalborg Portland. 

Varmepriser

Nibe A.m.b.a.

1.000 kroner per MWh

Aalborg Forsyning

684 kroner per MWh

Men det bliver ikke gratis for nibenitterne. Det viser tal fra Aalborg Forsyning. 

En betydelig ekstra regning 

De dyre installationer skal nemlig betales af de lokale gennem et såkaldt kraftvarmetillæg i 20 år, hvis de får fjernvarme til byen. Efter 20 år frafalder tillægget, så beboerne i Nibe får lige så billig varme som aalborgenserne. 

Tillægget lyder på 33,05 kroner per kvadratmeter per år. Det vil altså sige, at hvis man har et standardhus på 130 kvadratmeter, som bruger 18,1 MWh årligt, vil et kraftvarmetillægget årligt koste husstanden 4300 kroner. Det svarer til omtrent 20 procent, af hvad ejere af en standard bolig skal betale til varme om året. 

Det skal dog ses i lyset af, at størrelsen på de solgte villaer i Nordjylland i gennemsnit var 165 kvadratmeter store i 2022. Derfor vil de fleste boligejere i Nibe højst sandsynligt opleve, at tillægget er større. 

Alligevel viser beregninger, at der er penge at spare. Jo større huset er og des mere varme, der bruges stiger besparelsen ved at lade Aalborg Forsyning overtage varmeværket. 

Se beregningen

Herunder kan du se en udregning af fjernvarmeprisen på et standardhus på 130 kvadratmeter, som bruger 18,1 MWh årligt.

Nibe Varmeværk A.m.b.a.

22.194 kroner årligt

Aalborg Forsyning

19.717 kroner årligt.

Prisen er inklusiv kraftvarmetillægget.

Dermed kan ejere af et standardhus spare 2.478 kroner årligt, hvis den aalborgensiske fjernvarme kommer til byen.

Forbrugerne får også mulighed for at betale hele kraftvarmetillægget på en gang i stedet for over 20 år. Det opnår man en besparelse ved. For en standardbolig på 130 kvadratmeter vil engangsbeløbet være omtrent 75.000 kroner. 

Det er til generalforsamling på Nibe Varmeværk den 3. april klokken 19.00, at der skal træffes beslutning om hvorvidt Aalborg Forsyning skal overtage værket. 

Hvis man takker vælger, at overdrage varmeværket, skal en transmissionsledning bygges fra Nibe til Aalborg, og det vil være klar til drift i 2027-2028. 


Foto:

Rikke vendte udviklingshæmmede datters liv på hovedet – nu går idéen verden rundt

Rikke Nielsen var ved at tabe kæben, da hun besøgte en tysk hal i Bielefeld.

Syv og et halvt år er gået, og projektet er stadigvæk i rivende udvikling.

Fredag drog Rikke Nielsen, der stiftede håndboldfællesskabet LykkeLiga, til Bielefeld i Tyskland.

- Det er stukket helt af

Rikke Nielsen, stifter, LykkeLiga

Turen til byen, der er beliggende i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen, gjorde indtryk på den tidligere håndboldlandsholdsspiller, der har datteren Magda, som har Downs -syndrom. Undervejs stod Rikke Nielsen ovenikøbet med grædende forældre i armene.

Der var et væld af aktiviteter til stævnet. Børnene kunne blandt andet også hoppe i hoppeborg og prøve kræfter med ansigtsmaling.

Efterhånden worldwide

Lykkeliga blev til, fordi den tidligere Aalborg DH-spiller savnede, at der var et foreningsliv for børn, som døjede med noget - eksempelvis et handicap. Helt ligesom datteren Magda. Fra begyndelsen blev det en succes, og i dag er Lykkeilga nået ud til hele 85 klubber i Danmark.

Gradvist er klubberne også begyndt at poppe op i udlandet. Det erfarede Rikke Nielsen på nærmeste hold i weekenden.

- Det er stukket helt af. I Tyskland kom de for tre år siden og bad om noget sparring i forhold til, hvordan de kunne starte noget op, og nu her i weekenden afholdt de så et stævne, hvor 250 børn og en masse familier deltog, lyder det fra Rikke Nielsen.

Selv er hun ufatteligt glad for, at konceptet spreder sig ud i den store verden. Der er kommet et hold på Grønland, tre på Færøerne, et i Sydkorea, og nu er der cirka 30 klubber i Tyskland.

Stævnet i Bielefeld skuffede på ingen måde den kreative stifter.

- Jeg havde forventet, at det ville foregå i en lille hal, så jeg var ved at tabe kæben, da jeg kom ind i en kæmpe hal med plads til flere tusinde mennesker. Det var fedt at se, at de havde ladt sig inspirere af os. Jeg tror endda, de havde mere konfetti, end vi plejer at have. Det gør lidt ondt, så det skal jeg have lavet om på, siger Rikke Nielsen med et smil.

I Tyskland hedder den Glücksliga.

Klubhus på vej

Og som hun siger 'mange af forældrene til børnene og medierne hernede er helt på røven over at få de her børn ind i foreningslivet'. I Tyskland har de skam heller ikke glemt, hvem der banede vej for projektet.

Deraf de tårevædede forældre. Rikke Nielsen oplevede nemlig stor taknemmelighed fra flere kanter undervejs på turen, og sådan fortsætter det formentligt. For forventningen er, at der kommer flere og flere hold til i Tyskland.

I Danmark er der også fuld gang i udviklingen. Snart er håbet, at der kan etableres et såkaldt Lykkelab, nærmere bestemt et klubhus i Aalborg. Med en donation på 2,5 millioner kroner fra AN-TV er Lykkeliga tæt på at kunne realisere den længerevarende drøm. Nemlig at få Danmarks lykkeligste klubhus.

Ambitionen er, at klubhuset skal danne rammen for arrangementer og oplevelser for Lykkeligas børn med fokus på boldspil og holdånd.

- Vi vil gerne kunne invitere klubber og specialklasser ind på besøg og få en oplevelse, hvor de altid vinder, siger Rikke Nielsen.

Lige nu arbejdes der på at finde den rette lokation til klubhuset.


MV Ruby blev forvist fra havnen i Breivika i Tromsø, efter at norsk politi blev opmærksom på den farlige last. Foto: Stian Saur/TT/Ritzau Scanpix

Skib med sprængfarlig last skabte drama - her er status

Fragtskibet MV Ruby skulle have passeret Skagen, men rederiet leder efter godkendte faciliteter til farlig last. Det har nu ligget stille i over to døgn.

Der er nok mangen myndighedsperson i både Norge, Sverige og Danmark, der de seneste dage er blevet en smule nervøse ved tanken om fragtskibet MV Ruby, der lørdag skulle have passeret Skagen og sejle gennem dansk farvand.

For skibet er lastet med 20.000 ton sprængfarlig ammoniumnitrat fra Rusland, der er hovedingrediensen i gødning og sprængstof.

Men skibet, der har fået afslag på at opholde sig i den norske havneby Tromsø, ligger nu på tredje døgn stille vest for Skagerrak. Årsagen er, at rederiet, der ejer skibet, leder efter godkendte faciliteter, hvor MV Ruby kan losse sin last et sted med godkendte faciliteter.

Skibet skulle have opholdt sig i den norske havneby Tromsø, hvor det havde søgt om havneplads for at udbedre skader på skruen og sprækker i skroget.

Danwatch og Information har i løbet af sidste uge beskrevet, hvordan fragtskibet ved navn MV Ruby 2. september fik afslag på at opholde sig i den norske havneby Tromsø, hvor det havde søgt om havneplads for at udbedre skader på skruen og sprækker i skroget.

Ifølge den norske myndighed Direktoratet for Civilbeskyttelse og Beredskab (DSB) består skibets last af 20.000 tons ammoniumnitrat, som er det samme stof, der eksploderede på havnen i den libanesiske hovedstad Beirut i 2020, hvor omkring 200 mennesker blev dræbt.

Svært at sprænge

MV Rubys last er dog over syv gange så stor som den mængde, der eksploderede i Beirut, skriver flere medier.

Men der er ingen overhængende fare forbundet med skibet.

Sådan siger Peter Hald, der er ekspert i sprængstof og sikkerhedsleder på institut for kemi ved Aarhus Universitet, til DR.

- Det er det gode ved ammoniumnitrat. Det er faktisk ret svært at starte. Det er ikke sådan, at hvis skibet støder ind i et eller andet, eller nogen taber noget ned i lasten, at det så eksploderer.

Her befinder skibet sig mandag formiddag. Foto: VesselFinder.com

Han fortæller videre til mediet, at ammoniumnitrat kan eksplodere, hvis man varmer det nok op.

Hvis det eksploderer, sker det med den halve kraft af trotyl, altså TNT. Det betyder, at MV Ruby sejler rundt med nok ammoniumnitrat i lasten til at forårsage en sprængkraft som en førstegenerations atombombe.

Flere eksperter udtrykte fredag overfor TV2 bekymring for, at skibet med dets farlige last er sendt på søen for at teste Nordens beredskab.

- Er det her bevidst hybridkrig fra russisk side, eller er det bare uheldige omstændigheder? siger Jens Wenzel Kristoffersen, der er søofficer ved Nordic Defense Analysis og tidliegre søofficer til TV 2.

Krigshandling

Forsvarets Efterretningstjeneste og PET har i et interview med Ritzau i maj vurderet, at truslen om russisk hybridkrig i Danmark er stigende. Og medier som Danwatch og DR har afdækket, hvordan en såkaldt russisk "skyggeflåde" i stigende grad sejler i NATO-farvande.

- Når der så kommer et højeksplosivt skib, der er skadet i forvejen, hvor destinationen og formålet er ukendt, giver det mig lidt bekymring, siger Jens Wenzel Kristoffersen.

Men man skal dok ikke være bange for, at Rusland vil bringe skibets last til sprængning i Storebælt.

- Det ville være en decideret krigshandling, siger Jakob Kaarsbo til TV 2 og fortsætter:

- Der er et underligt sejlemønster. Det kommer omkring en norsk militærbase og oliebaser. Det kan meget vel være, at russerne vil se, hvordan vi reagerer, når de sejler tæt på militærbaser og vigtig infrastruktur – hvad gør myndighederne? Er de forberedt eller reagerer de lidt tvivlende og amatøragtigt?

Tidslinje over Rubys sejlads

  • 22. august: MV Ruby støder på grund kort efter at det havde forladt havnen i Kandalaksja i Rusland. Ifølge skibets egen opgørelse var det under afsejlingen fra havnen i Kandalaksja, at skaden på skrog, propel og ror sker, skriver NRK. Besætningen fortsætter dog rejsen vestover.

  • 25. august: Skibet når norsk farvand og anmoder om at komme i nødhavn på grund af en storm, skriver NRK.

  • 1. september: Efter nogle dage i havn i Vannvåg sejler skibet til Tromsø.

  • 2. september: MV Ruby bliver forvist fra havnen i Breivika i Tromsø, efter at norsk politi blev opmærksom på den farlige last, skriver NRK.

  • 4. september: Ifølge skibsovervågningstjenesten MaritimeTraffic forlader skibet Tromsø.

  • 20. september: På dette tidspunkt befinder MV Ruby sig uden for dansk farvand. Søfartsstyrelsen udsender en generel navigationsadvarsel. "Skibene (MV Ruby og slæbebåden Amber II, red.) skal passeres med stor forsigtighed og størst mulig afstand", lyder det.

Det fik også flere medier til at spekulere i, om det var bevidst, at inspektionsskibet HMS Vædderen tidligt søndag morgen passerede fragtskibet Ruby med en afstand på fem sømil svarende til lige knap ti kilometer.

Men Forsvaret fortæller til TV 2, det var tilfældigt, at HMS Vædderen søndag morgen sejlede forbi på sin vej tilbage til Grønland.

Hvor skal du hen?

For at passere dansk farvand skal der en lods ombord MV Ruby. Men indtil videre har ingen af de bugseringsselskaber, der står for at lodse skibe i Danmark, modtaget en bestilling fra rederiet bag skibet på en såkaldt gennemsejlingslodsning.

Det gælder Pilot Tango, Danish Pilot Service og DanPilot, skriver Ritzau.

Ifølge lodsloven skal en såkaldt gennemsejlingslodsning, som der er tale om i det her tilfælde, bestilles med 18 timers varsel, oplyser DanPilot til nyhedsbureauet.

Søfartsstyrelsen fortæller dog til TV 2, at styrelsen er i kontakt med rederiet bag. De forventer en afklaring på situationen i begyndelsen af denne uge.


Er du den eftersøgte millionær? Foto: Kristian Brasen / Ritzau Scanpix

Kommende millionær søges: Lotto-vinder stadig på fri fod

En kupon købt i Frederikshavn har vist sig at være mange penge værd. Den nye millionær har dog endnu ikke meldt sig.

Tænk hvis du blev en million kroner rigere - men ikke vidste det.

Det er muligvis tilfældet for en heldig person heroppe nordpå.

I Føtex i Frederikshavn er der nemlig blevet købt en Lotto-kupon med de helt rigtige tal på.

Da vindertallene til lørdag den 21. september blev offentliggjort, stod én ting klart: Jylland er blevet to millionærer rigere. Den ene fra Randers, og den anden er altså muligvis en nordjyde. Vinderkuponen er i hvert fald købt i havnebyen Frederikshavn.

Begge vindere af Millionærchancen spillede i sidste uge og vil modtage 1.000.000 kroner skattefrit.

Vinderen fra Randers er på plads, men den anden er endnu ikke dukket op.

Danske Spil har forsøgt at få kontakt til den kommende millionær, men stadig uden held.

Så hvis du, eller en du kender, sidste uge kiggede forbi Føtex i den nordjyske by og forlod den med en kupon, så kan det potentielt være mange penge værd at tage et ekstra kig på den.


Pas på i trafikken - usædvanligt tæt og udbredt tåge

De dårligste sigtbarheder kulminerer samtidig med morgentrafikken

Mange steder er tågen så tæt, at den vil give forsinkelser i trafikken og øge risikoen for sammenstød. Det er derfor en god idé at indregne ekstra rejsetid i morgentrafikken og køre ekstra varsomt.

Målinger af sigtbarhed mandag morgen klokken 6.20. Sigtbarhed under 100 meter er tæt tåge. Foto: GRAFIK / TV 2 Vejret

Meteorologisk set er tæt tåge defineret ved en sigtbarhed under 100 meter, og mange steder er der mandag morgen målt sigtbarhed under 50 meter. Mange vil sige, at de næsten ingenting kan se, når de kører i en sigtbarhed på 50 meter.

Der er meldinger om tæt tåge på Falster, Vestsjælland, Fyn og mange steder i Jylland.

Foto fra morgentrafikken omkring Randers tirsdag den 17. september 2024. Foto: Bo Amstrup / Bo Amstrup / Ritzau Scanpix

Tåge kulminerer i morgentrafikken

Tåge ventes at være mest udbredt mellem klokken 8 og 9, og herefter vil tågen begynde at opløses.

Tågedannelsen har haft gunstige vilkår i nat og har det fortsat. Luften over Danmark er fugtig, og når der hverken er skyer eller ret meget vind, falder lufttemperaturen. Jo lavere temperaturen er, desto mindre fugtighed kan luften indeholde, og derfor dannes tågen.


Foto:

Ny banebrydende opfindelse kan forlænge dit liv

Det er en lille boks, der sættes på brystkassen, og som ved hjælp af vibrationssensorer registrerer hjertets bevægelser.

Vi hører tit historier om, hvor presset vores sundhedssystem er. Endeløse køer og lange ventetider til undersøgelser og behandlinger.

Sandheden er, at der er lande, hvor det står langt værre til, end det gør i Danmark.

Men hvad hvis, der fandtes en teknologi, der kunne afhjælpe det store pres på sundhedsvæsenet?

Det mener forskere fra Aalborg Universitet, at der gør. De har nemlig selv udviklet den, og de kalder den Seismofit.

Stærkeste indikator for sygelighed og dødelighed

Seismofit er en lille boks, der sættes på brystkassen, og som ved hjælp af vibrationssensorer registrerer hjertets bevægelser. Målingerne sendes til en smartphone, hvor en app omsætter optagelsen til en værdi for maksimal iltoptagelse, VO2max, – eller på godt dansk, konditallet.

På tværs af køn, alder og race er VO2 max den største predictor for dødelighed og sygdomsforløb

Peter Søgaard, Overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital

Forskerne bag opfindelsen er ikke i tvivl om dens duelighed. De mener selv, Seismofit har potentiale til at revolutionere sundhedsvæsenet og endda sundhedsøkonomien, og det hele handler om VO2 max - bedre kendt som kondital.

Det er helt oplagt at måle konditallet regelmæssigt. Ifølge American Heart Association, som er den amerikanske pendant til Hjerteforeningen, er VO2max sandsynligvis den stærkeste indikator for en persons sygelighed og dødelighed.

Med Seismofit kan målingen ske på et par minutter – mens personen ligger stille på en briks. Og det åbner mulighed for, at langt flere kan få målt deres kondital, for eksempel i forbindelse med et årligt sundhedstjek hos den praktiserende læge.

Forebyggelse fremfor behandling

Man har længe vidst, hvor meget en persons Vo2 max siger om en persons sundhed, men frem til nu har det været meget besværligt at arbejde med, fordi det har været besværligt at måle.

Det har typisk foregået i et laboratorium og er meget fysisk krævende for personen, idet man for eksempel skal cykle med fuld kraft i 15-20 minutter, mens man iført maske og slanger har en computer til at måle luftindtag, iltoptag og CO2-produktion.

- Det er både upraktisk og dyrt, og for svage patienter er det ikke uden risiko, fortæller Peter Søgaard, overlæge ved Hjertemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og fortsætter:

Undersøgelser viser, at hvis man ligger i den gruppe af mennesker, der har det dårligste VO2 max, så har man fem gange øget risiko for at opleve et fatalt event indenfor otte år. Men hvis man så forbedrer sit fitnessniveau over en seks måneders periode og dermed forbedrer sit VO2 max med 10 procent, så vil man opleve en markant reduktion i sygelighed, dødelighed og hospitalisering, siger overlægen.

En dyster fremtid

Verden over oplever man et stadigt stigende problem med overvægt. På samme tid lever folk i længere tid, end de gjorde før.

- Lige nu ser vi ind i en fremtid, hvor vi forventer en øget forekomst af hjertekar- og stofskiftesygdomme, siger Peter Søgaard.

Han understreger, at det er vigtigt, at vi er gode til at behandle sygdommene, men at det ville være endnu bedre, hvis man kan forebygge dem.

- Med det her udstyr vil vi være i stand til at identificere problemerne tidligere og på den måde undgå, at folk bliver syge i samme omfang, som vi ser det i dag, siger han.

- På tværs af køn, alder og race er VO2 max den største predictor for dødelighed og sygdomsforløb.