Final 4: Rungsted udspiller Aalborg Pirates
Julian Jakobsen og de andre pirater må nøjes med at se med fra tilskuerpladserne, når White Hawks lørdag spiller finale ved Final 4-stævnet i Gigantium mod Rungsted Seier Capital.
Aalborg Pirates kollapser i pokalsemifinale mod Rungsted, der fortsætter det flotte spil fra ligaen.
Drømmen om en ren nordjyske final ved Final 4-stævnet i Gigantium forblev en drøm. Piraterne kunne slet ikke hamle op med ligaens tophold, der kvalificerede sig sikkert til finalen med en solid sejr på 5-2.
Dermed er det op til Frederikshavn White Hawks at holde liv i håbet om nordjysk guld, efter høgene tidligere på aftenen vandt 2-1 over SønderjyskE.
Efter en målløs første periode med 18 skud på mål og lige så mange redninger kom Rungsted på isen i anden periode og lagde pres på fra start.
Efter knap fire minutter bragte Tim Daly Rungsted foran med assist fra Tyler Fiddler og Simon Fredriksson, og bare to et halvt minut senere var det Joachim Holten-Møller, der øgede føringen til 2-0.
Selvom Aalborg Pirates fik muligheden, lykkedes det ikke at score i det efterfølgende powerplay, mens Simon Frederiksson sad på udvisningsbænken, men i det 33. minut reducerede Mikkel Højbjerg til 2-1.
Et par udvisninger fulgte efter, inden der blev fløjtet til pause. Kort inde i tredje periode var det igen Tyler Fiddler, der var på spil, og han fik scoret til 3-1, inden det grove spil blev fundet frem.
Med 11 minutter tilbage af kampen fik Simon Frederiksson to minutter i boksen for tripping, inden det for alvor gik løs med udvisninger. Spencer Humphries fra Pirates fik 2+2 for roughing og slashing i sammenstød med Tyler Fiddler, der også fik to minutters solopause. Bare et minut senere fik Tim Daly 2+2 for unsportsmanlike conduct og hooking.
Med syv minutter tilbage reducerer Pirates' Kelin Ainsworth til 3-2, men tættere på kommer nordjyderne ikke.
Nikolaj Krag Christensen og Mattias Persson står for Rungsted to sidste mål.
Dermed hedder finalen Frederikshavn White Hawks mod Rungsted Seier Capital, når der lørdag 14.30 fløjtes til kampstart.
Julian Jakobsen: - Vi mangler kadence
Efter kampen var det en skuffet Julian Jakobsen, der måtte erkende, at spillet slet ikke hang sammen.
- Vi må bare erkende, at der er nogle ting, der mangler i vores spil. Vi taber kadencen, siger han.