El, naturgas og nu brint: Grønne busser indtager Nordjylland
Foto: Line Bloch Klostergaard Region Nordjylland
Torsdag var der officiel indvielse for de tre brintbusser, der er indkøbt af Region Nordjylland og Aalborg Kommune.
Busser, der kører på el.
Busser, der kører på naturgas.
Selvkørende busser.
Og nu: Brintbusser.
Aalborg har fyldt posen med blandede busser, og siden april altså også brintbusser. Torsdag var der officiel indvielse. Indvielsen har været udskudt på grund af coronapandemien.
- Det er en festdag for Aalborg og regionen, at vi kan være med i så stort et projekt her sammen med fem andre europæiske byer og prøve brintbusser af. Det er en kæmpestor investering på over 11 mio. kr., der er gjort for at indkøbe de her tre brintbusser og være med i det her projekt over de næste tre år, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).
Transportministeren deltog også i indvielsen af brintbusserne. De tre brintbusser er sat i drift i Nordjylland. Aalborg Kommune ejer den ene, og Region Nordjylland ejer to.
- Det er rigtigt spændende, at Aalborg her er på forkant med tingene. Jeg har også være har med åbningen af de første selvkørende busser i Danmark, og nu er det de første brintbusser. Det er altså rigtig spændende at komme til Nordjylland, som er sådan et innovativt område på transport, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).
Busserne kan køre mindst 350 kilometer, når brint-beholderne, der ligger under taget, er fyldt.
Brintbusserne i Nordjylland
- Der indsættes i alt tre brintbusser i den kollektive trafik i Nordjylland, hvoraf to bliver kørt af Region Nordjylland og en af Aalborg Kommune.
- Brintbusserne er bygget af den belgiske busfabrikant Van Hool, og de er alle udstyret med brændselsceller fra virksomheden Ballard i Hobro.
- Busserne kan minimum køre 350 kilometer på én tankfuld brint.
- Der er 35 siddepladser i bussen og 39 ståpladser.
- Region Nordjyllands to brintbusser kører på rute 72 fra Aalborg Busterminal til Hjørring Station, og de bliver serviceret af Arriva.
- Aalborg Kommunes brintbus kører på rute 17 fra Saltumvej til Strubjerg, og den bliver serviceret af Keolis.
Den 20. april 2020 var TV2 Nord med ombord på Danmarks første brintbus: