Ekskærester til 22-årig drabstiltalt var bange
To ekskærester til den 22-årige drabstiltalte indtog vidneskranken fredag. Den ene frygtede den 22-årige, og den anden frygtede den 36-årige.
Fredagen bød på i alt fem vidneafhøringer. To politiassistenter, en kriminaltekniker og to ekskærester til den 22-årige drabstiltalte kom til orde.
Den ene ekskæreste tegnede et noget andet billede af den 22-årige, end vi hidtil har fået på de to andre retsdage. Vidnet var kærester med hende (den 22-årige, red.) i 2018, dengang hun stadig var en mand. Han fortalte, at det var et meget turbulent forhold, de to havde haft.
Han fortalte også, at den 22-årige havde psykiske problemer, og at hun (dengang han) ved flere lejligheder havde forsøgt at tage sit eget liv.
Jeg var bange for ham
Ekskæreste til den 22-årige
I retten forklarede han, hvordan han i perioder var bange for den 22-årige, som angiveligt skulle have været voldelig ved at slå og tage kvælertag på ham. Dette skulle være sket, i forbindelse med at han havde prøvet at ende forholdet til den 22-årige.
Ved samme lejlighed skulle den 22-årige have sagt til ham, 'hvis du går ud ad den dør, så slår jeg dig ihjel'.
Indtil i dag har det kun været den 36-årige, der er blevet beskrevet som en person, der har hang til at blive temperamentsfuld og udadreagerende, men ifølge vidneudsagnet gælder det også for den 22-årige.
36-årig drabstiltalt forlader salen
Den anden ekskæreste, der vidnede fredag, anmodede om at få den 36-årige ført ud af retssalen, mens han afgav forklaring.
Han forklarede anklageren, at han ikke følte sig tryg ved den 36-åriges tilstedeværelse, eftersom han tidligere havde modtaget trusler fra ham.
Ekskæresten er nemlig én af de mænd, som den 36-årige ikke ville have, at den 22-årige skulle have kontakt med.
I april 2021 havde den 36-årige skrevet følgende til vidnet 'jeg er to sekunder fra at komme over og klippe alle dine fingre af med en hækkesaks og hænge dig nøgen op i et træ.'
Den besked havde den 36-årige dog senere samme dag fortrudt at have sendt. Derfor skrev han en besked mere, hvori han fortalte, at han havde ændret mening om ham. Den 36-årige skrev også, at han godt kunne se, at vidnet var en fin fyr, og at han var en god og hjælpsom ven for hans 22-årige kæreste.
Giver hinanden skylden
De to er tiltalt for 30. april sidste år at have pint og dræbt en 45-årig mand i en lejlighed på Ørstedsvej i Aalborg.
Inden drabet fandt sted var offeret blevet mishandlet i lejligheden i timevis med adskillige stik og snit med en kniv. Han var desuden blevet gennemtæsket med en jernstang, og fem til syv gange havde han fået indsprøjtninger indeholdende wc-rens. Til sidst blev han kvalt med et bælte, og det var også det, der tog livet af ham.
Der er nogenlunde klarhed over, hvem der foretog sig de forskellige dele af mishandlingen, men hvem der er skyld i, at han døde, kan de ikke blive enige om.
Den 36-årige påstår, at det var den 22-årige, der kvalte ham med bæltet, og den 22-årige påstår det modsatte.
De to danner ikke længere par.
Retssagen genoptages mandag morgen, og der falder dom i sagen torsdag.