Efter sigtelse for røveri, hærværk og besiddelse af våben: Nu er to mænd varetægtsfængslet
Foto: Rigspolitiet
(Arkiv- og genrefoto).
I alt blev tre mænd anholdt tirsdag aften, hvoraf to nu er varetægtsfængslet i fire uger. Den tredje mand er løsladt, men politiet opretholder sigtelsen.
Tre unge mænd blev tirsdag aften anholdt i Aalborg, hvor de blev sigtet for flere forhold - herunder hærværk, røveri og overtrædelse af våben- og knivloven.
Onsdag eftermiddag er to af mændene blevet varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør i Retten i Aalborg. Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
De to varetægtsfængslede, en 17- og 18-årig mand, nægter sig skyldige og har begge kæret varetægtsfængslingen til landsretten.
Kædet sammen med to episoder fra samme aften
Ifølge Nordjyllands Politi blev mændene anholdt i forbindelse med en færdselskontrol på Øster Uttrupvej i Aalborg. Her fandt politiet en kniv og en totenschlæger - altså en knippel - i bilen.
Politiet kædede bilen sammen med en episode, der skete tidligere på aftenen ved 23-tiden, hvor der også var set en kniv og en totenschlæger.
Ved denne episode havde de tre mænd ifølge politiet haft en kort meningsudveksling med et ungt par i en anden bil, hvorefter mændene knuste ruderne i parrets bil med slag fra blandt andet totenschlægeren. Herefter kørte mændene fra stedet.
Ved anholdelsen og den videre efterforskning finder politiet også en stjålet mobiltelefon på den ene af mændene. En mobiltelefon, der var blevet frarøvet en mand i Vestbjerg mindre end to timer tidligere på aftenen - omkring klokken 21.49.
Her var parterne mødtes i forbindelse med, at den forurettede mand skulle sælge et par sko til den ene af mændene. I den forbindelse blev den forurettede mand slået flere gange med en totenschlæger. Her så han kun to personer i bilen.
Den ene af de i alt tre mænd, en 18-årig mand, er onsdag eftermiddag blevet løsladt og er således ikke varetægtsfængslet ligesom de to andre mænd.
Dog opretholder Nordjyllands Politi sigtelsen mod den løsladte 18-årige mand.