Efter økonomisk kaos og skærpet tilsyn: Region låner hundrede af millioner til at færdiggøre skandaleramt sygehus
Foto: Grafik: TV2 Nord
Region Nordjylland gør nu brug af den låneramme, som staten har stillet til rådighed.
Regionen optager lån for 400 millioner i 2024, 600 millioner i 2025 og 493 millioner i 2026.
Regionsrådet i Region Nordjylland har nu godkendt planerne om at bruge penge af den låneramme, som staten har stillet til rådighed, så Nyt Aalborg Universitetshospital kan stå færdigt i 2026.
Regionen regner med at gøre brug af hele lånerammen på knap 1,5 milliarder kroner.
- Vi er kommet dertil, hvor den oprindelige ramme er opbrugt. Det betyder, at for at få det bygget færdigt så tager vi hul det lån på op til halvanden milliard, som vi fik stillet til rådighed efter forhandlinger med social- og indenrigsministeriet, siger regionsrådsformand Mads Duedahl (V).
Supersygehuset har været ramt af den ene ulyke efter den anden i byggeriet. I september 2022 kom det frem, at der i tre år havde været stillestående vand i rørene på gigabyggeriet.
Det betød, at der var bakterier i rørene, og at 36 kilometer rør derfor skal udskiftes.
Og 9. marts blev byggeriet ramt af endnu en stor fejl. En rapport viste nemlig, at der trængte fugt ind i sygehusets facade.
Optagelse af lån
I 2024 regner regionen med at bruge 400 millioner kroner af lånet
I 2025 regner regionen med at bruge 600 millioner kroner af lånet
I 2026 regner regionen med at bruge 493 milliner kroner af lånet
Sager skal få låne-penge tilbage i kassen
Fælles for de to forhold er, at det kan have indvirkning på, hvor mange penge Regionen ender med at låne af staten til at bygge sygehuset færdigt.
- Vi har varslet voldgiftsager og taget fat i forsikringen, og vi arbejder i flere spor frem mod sommerferien. Vi skal lægge ud for de fejl og mangler, der er blevet beskrevet, men vi regner med at vinde nogle af de varslede sager, siger Mads Duedahl, der dermed regner med at få nogle af de lånte penge tilbage i form af erstatninger.
Og ifølge regionsrådsformanden var der - lidt ligesom i sagen med Frederikshavns Havns økonomiske kaos - ingen anden udvej end at låne pengene.
- Det er efter planen. Da vi fandt ud af, der manglede midler, kunne vi ikke bremse byggeriet, siger regionsrådsformanden, der er optimistisk omkring, at supersygehuset står klar til 2026.
- Hvis man da kan tillade sig at være optimistisk, når man har lånt halvanden milliard. Vi kan se lyset for enden af tunnellen.