Foto:

Clara dater Aalborg: Efter fire uger er dommen klar

Svenske, tyske, norske, spanske og danske stemmer samlet over en morgenmadsbuffet, mens nogle kiggede i guidebøger over Jylland gjorde udslaget.

Kan man forelske sig i en by?

Det har jeg i fire uger forsøgt at finde ud af. Og selvom forelskelse er et stort ord, vil jeg sige, at jeg godt forstår, når kunstnere, poeter og forfattere taler om en romance med en by. At man kan få en snert af forelskelsens glæde, nysgerrighed og varme i kroppen ved at bevæge sig rundt i et bybillede og gå på opdagelse i det.

Om serien:

Over fire uger dater TV2 Nords nye bylivsreporter Aalborg. Eksperimentet skal undersøge, om hun gennem klassiske date-aktiviteter kan forelske sig i byen. Serien er en opstart til nyt, spændende og inspirerende indhold om Aalborgs restauranter, butikker, cafeer og oplevelser.

For efter fire ugers intens opdagelsesrejse i Aalborg er det præcis sådan, jeg har det. Jeg glæder mig til at gå på dens gader, betragte de mange forskellige mennesker g lade mig opsluge af byens stemning. En stemning fuld af liv, men med det nordjyske tvist, som trækker det hele lidt ned på Jorden.

Og udover, at jeg har fået en stor kærlighed og værdsættelse for byen, har eksperimentet også åbnet mine øjne for de muligheder, det giver, hvis man har et godt forhold til det sted, man bor.

Inferno af forventning

Til min sidste date tjekkede jeg ind på Hotel Phønix på Vesterbro. Et hotel, der har eksisteret i mere end 100 år, og som huser gæster fra mange dele af verden. Spanien, Sverige, Norge, Tyskland, Danmark. Gæster, som kommer igen gang på gang, fordi de aktivt opsøger det, som Aalborg har at byde på.

Kultur, skønhed, gastronomi, musik, byliv, natteliv.

Over morgenmadsbuffeten samlede de mange sprog og dialekter sig til et positivt inferno af forventning og begejstring over dagen, der lå foran dem. På flere borde lå guidebøger over Jylland side om side med tallerknerne med æg og bacon, og der blev hyppigt slået op på udvalgte sider og snakket om seværdigheder.

Jeg sad alene, men stemningen smittede af på mig, og jeg kunne mærke, hvordan jeg så frem til at bevæge mig ud i byen og finde ud af, hvad den ville byde mig af opdagelser og indtryk.

Og det er nok netop min største åbenbaring ved det her eksperiment. Glæden ved byen helt uden at det kræver andre menneskers selskab, for at jeg kan nyde den.

Ensom eller alene?

Flere og flere danskere bor alene. Og selv hvis man bor med en partner, kan man ikke være sikker på, at de altid har tid til at gå ud at spise. I biografen. Gå en tur ved vandet. Drikke et glas vin i solen.

Hvis ikke man har nogen at gå ud med, kan man nemt droppe det. Blive hjemme og sidde i sin egen boble. For det kan virke akavet og grænseoverskridende at gå ud alene. Men det behøver det slet ikke at være. Hvis man har et godt forhold til sin by og kan slappe af i dens selskab, så føles det ikke ensomt at være ene i den.

Over de seneste fire uger har jeg kunnet læne mig mere og mere tilbage i byens puls og jeg glæder mig til at opleve meget mere med den. Der er mange flere restauranter, jeg vil besøge, kultur jeg vil se, drinks jeg vil drikke, og det gør mig ikke så meget, om der ikke lige er andre, der kan gå ud. For jeg kan sagtens nyde byen og tænke Aalborg som min date for en aften. Og det er faktisk en rigtig god date.


Foto: StoryPark Media

Det betyder sundhedsudspillet for Nordjylland

Det er ikke småting, der kommer til at ske i Region Nordjylland, som dog får lov til at bestå.

Med SVM-regeringens længe ventede sundhedsudspil lægges der op til store forandringer - både på nationalt niveau og i Nordjylland.

Nogle af nyhederne - hvis vi ser på det med nordjyske øjne - er, at der kommer 70 flere pladser på lægeuddannelsen i Aalborg, og at landsdelen skal have to nye såkaldte sundhedsråd, som skal sikre bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Region Nordjylland består som administrativ og politisk enhed. Den skal i fremtiden styres af et regionsråd på 25 medlemmer. I øjeblikket er der 41, så de nordjyske vælgere skal til november næste år vælge betydeligt færre regionspolitikere end hidtil. 

Det kan betyde, at ikke så mange dele af regionen som hidtil repræsenteres i regionsrådet. Omvendt har det været en offentlig hemmelighed, at ikke alle 41 folkevalgte i regionens hidtidige historie har ment, at der var meningsfulde opgaver til alle.

Råd i stedet for klynger

I nogle år har der i Nordjylland været fire såkaldte sundhedsklynger, der skulle koordinere indsatsen. De har, erkender man nu i regeringen, ikke fungeret. I stedet får Nordjylland to såkaldte sundhedsråd, angiveligt med flere muskler, mere ansvar - og med penge. 

Sundhedsrådene skal, som det blev sagt på dagens pressemøde, “presse behandlingerne mere ud fra sygehusene og tættere på borgerne”.

Det ene sundhedsråd, Sundhedsråd Vendsyssel, skal dække Hjørring, Frederikshavn, Læsø og Brønderslev kommuner med 160.000 indbyggere. Dette råd får ni medlemmer - politikere fra dels byråd, dels regionsråd. Rådet får udover at koordinere også til opgave at etablere “fysiske rammer for lokale sundhedsindsatser”. Til det kan man i de nordligste kommuner ifølge udspillet få 180 mio. kr. 

Det svarer til 1150 kr. pr. borger - det højeste beløb pr. borger, som noget sundhedsråd i landet får.

Hvilket er i pagt med en af udspillets grundtanker: At man skal fordele pengene skævt ud over landet.

De resterende nordjyske kommuner med 432.000 indbyggere får også et sundhedsråd, Sundhedsråd Limfjorden. Her skal der sidde 16 folkevalgte, som får 260 mio. kr. at forvalte, svarende til 600 kr. pr. Indbygger.

TV2 Nords politiske analytiker udlægger det seneste udspil.

Opgaver flyttes rundt

For hele landet gælder, at der også flyttes rundt på opgaver. Fordelingen af ydernumre for læger, som i dag foretages af regionen, skal i fremtiden ske i statsligt regi. Sagt med Moderaternes Lars Løkke Rasmussens ord: “Nationen tager større ansvar”.

Samme Lars Løkke Rasmussen lagde på pressemødet ikke skjul på, at han gerne havde set, at Region Nordjylland ikke var fortsat som selvstændig region. De to andre regeringspartier ville det anderledes - og fik deres vilje.

Men der flyttes rundt på opgaverne. Akutsygepleje, som i dag ligger i kommunerne, overføres sammen med flere andre opgaver til regionen. I praksis vil en stor kommune som Aalborg nok også fremover kunne løse nogle af disse opgaver, men i fremtiden på regionens vegne. I andre, mindre kommuner er man måske ikke udadtil begejstret over at miste opgaver, men uofficielt har garvede borgmestre i flere år erkendt, at nogle af disse kommuner er for små til at løfte en række af disse opgaver fagligt godt nok.

Til gengæld må regionen sige farvel til nogle af de nuværende opgaver. It og innovation på sundhedsområdet skal primært styres på nationalt niveau. En af de mindre regionale opgaver - kultur - flyttes til kommunerne.

Og så forsvinder en enkelt regional opgave helt, hvis udspillet bliver til virkelighed. Regionerne har, siden de blev født for knap 20 år siden, i hver valgperiode skullet udarbejde en såkaldt regional udviklingsplan. Den og “aktiviteter knyttet hertil bortfalder,” hedder det i udspillet, der begrunder det med, at midlerne, som har været brugt på dette, skal bruges på andre og vigtigere opgaver.


Greenpeace Foto: Greenpeace Danmark

Greenpeace anker 'grotesk' stor bøde efter aktion ud for Frederikshavn

Aldrig er Greenpeace i Danmark blevet idømt så stor en bøde.

Greenpeace giver ikke så let op.

Onsdag oplyser klima- og miljøorganisationen, at de har valgt at anke den historisk store bøde, som Retten i Svendborg tildelte dem 3. september. En bøde, de selv mener, er grotesk stor.

I en pressemeddelelse kalder Greenpeace sagen 'uhyre principiel', og de forudser, at den i fremtiden kan få stor indflydelse på, hvordan man i fremtiden kan udføre fredelige protester.

- Helt overordnet savner dommen proportionalitet. Der var tale om en fredelig protest med nogle få kajakker, svømmere og et lille sejlskib, der i demonstration mod russisk olie var årsag til, at nogle olietankere kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. Det er skudt helt forbi målet, når retten straffer den handling med så abnormt stor en bøde, siger kampagnechef i Greenpeace Danmark, Sune Scheller.

Greenpeace udførte en række demonstrationer i marts 2022, og efterfølgende blev de dømt for at bringe sø-sikkerheden i fare. Aktivister, der sejlede i gummibåde og kajakker, demonstrerede mod omlastning af russisk olie i farvandet ud for Frederikshavn.

Fortryder ikke

Aktivisterne lykkedes med at blokere for omlastningen i mere end 24 timer. De sørgede nemlig for, at det græske tankskib Seaoath og supertankeren fra Indonesien, Pertamine Prime, ikke kunne komme tæt nok på hinanden.

Det gjorde aktivisterne blandt andet ved at hoppe i vandet med bannere og svømme tæt på den 300 meter lange supertanker.

- Vi står ved vores handlinger, og vi benægter ikke, at aktivisterne lagde sig i vejen, så olietankerne kortvarigt måtte ændre kurs på åbent vand. At byretten finder, at vi i den forbindelse har overtrådt vores vigepligt og svømmet et sted, man ikke må svømme, tager vi derfor på os, siger Sune Scheller og tilføjer:

- Ankesagen handler derfor ikke om, hvorvidt søfartsreglerne blev overtrådt eller ej, men derimod om hvad der er en rimelig straf for fredelig civil ulydighed, når den er rettet mod dansk og anden europæisk import af olie, der finansierer en ulovlig krig mod civilbefolkningen i Ukraine, siger han.

Får Greenpeace ikke omstødt dommen, skal de grave ualmindeligt dybt i muldvarpeskindet. Bøden lyder lige nu på 360.000 kroner.


Uheldig debut uden kørekort: 17-årig kvinde kører ind i politibil

En forespørgsel fik konskvenser for billisterne

En komisk historie.

Sådan beskriver politikommissær hos lokalpolitiet ved Himmerlands Politi, Lars Rosenvinge, episoden tirsdag nat.

Kort efter midnat fik de en melding om et mindre færdselsuheld ved Enghavevej i Farsø.

En 17-årig ung kvinde fik overtalt en personerne i bilen, til at hun måtte prøve at køre en tur, selvom hun ikke har kørekort.

Men, hvad der for mange er en uskyldig manøvre, fik konsekvenser.

Da den 17-årige kvinde skulle bakke, kom hun nemlig til at bakke ind i en anden bil med nogle passagerer, man nødigt vil møde, når man laver en bule.

- Det er en af vores patruljebiler, hun kommer til at køre ind i, med politifolk i, oplyser Lars Rosenvinge.

Betjentene fik fat i kvinden, og der blev lavet en færdselsuheldsrapport

Hun bliver sigtet for ikke at have førerret, og vedkommende, der har lånt hende bilen, bliver sigtet for at have overladt føringen til én, der ikke har kørekort.

- Det var, hvad man kalder en uheldig debut på landevejene, afslutter politikommissæren.


Foto: Michael Schmidt Thomsen / TV2 Nord

Michelle er lige fyldt 33 år: Nu begynder hun på uddannelsen

Interessen for at søge ind på merituddannelsen til pædagog er steget markant. Sidste år søgte for få ind til, at UCN kunne oprette et hold. I år har UCN oprettet to hold med i alt 53 studerende.

Det er ikke fordi, at 33-årige Michelle Valentin Engsted ikke ved, hvad hun har med at gøre med på sit arbejde. Men med otte års erfaring som pædagogmedhjælper og handicaphjælper, har hun nu besluttet sig for at få papir på sine færdigheder og kundskaber. De næste tre år læser hun til pædagog på merituddannelsen på UCN i Aalborg.

- Der kom lige tre børn i vejen, og så har jeg altid været glad for at gå på arbejde, fortæller Michelle Valentin Engsted fra Nørhalne i en pause fra undervisningen på UCN på Mylius Erichsens Vej i Aalborg.

I begyndelsen af september begyndte hun på sit nye studie. Hun skal i de kommende år gå i skole torsdag og fredag samtidig med, at hun passer sit arbejde på fuldtid på et botilbud.

- Jeg trænger til at få noget faglig viden om det, som jeg hver dag går og gør. Jeg føler mig sommetider lidt bagud i forhold til mine uddannede kolleger, siger hun.

UCN fik sidste år for få ansøgninger til at kunne oprette et hold for meritstuderende til pædagog. I år er der oprettet to hold for i alt 53 studerende.

Se hele indslaget herunder:

Michelle har store forventninger til meritpædagoguddannelsen.

Chancen opstod

- Jeg har hele tiden haft en aftale med min arbejdsgiver, om at jeg gerne ville videre med mit fag. Nu opstod chancen så, og nu er jeg i gang, siger Michelle Valentin Engsted.

Det bliver et puslespil for den nye studerende. Hun skal i de næste tre år både passe sit nuværende fuldtidsjob, sin familie og sin nye uddannelse.

- Der bliver noget at koordinere. Jeg skal jo have fri fra arbejde til at gå i skole torsdag og fredag, og så må jeg tage vagter i weekender, hvor jeg ikke har mine børn. Så må jeg lave lektier, når børnene er hos min eks-kone, og når jeg kan finde huller til det, siger Michelle Valentin Engsted med et stort smil.

Foreløbig vil hun bruge den nye viden på sit nuværende arbejde.

- Men det er også en fremtidssikring. Der er rift om pædagogmedhjælpere men der er endnu mere brug for uddannede pædagoger. Så jeg tror, at det er fornugtigt at tage uddannelsen nu, siger Michelle Valentin Engsted.


Foto:

ADHD, autisme, ordblindhed og anoreksi: Mellanie føler sig svigtet af Danmark

Der er ikke ret meget, der har været let, almindeligt eller normalt i Mellanie Villefrances liv indtil videre.

Det kan næsten være svært at begribe, at så mange udfordringer skulle ramme det samme menneske på én gang. Men ikke desto mindre er det virkeligheden for 27-årige Mellanie Villefrance fra Støvring.

Hun er født med autisme og ADHD, ligesom hun har kæmpet med anoreksi det meste af sit liv. Og så er hun tilmed ordblind.

Hun har fortalt sin historie til en såkaldt ghost writer, der har omdannet hendes tanker og ord til en bog.

Og titlen – 'Fjenden i mig selv' – er ikke tilfældig.

- Den handler om, at jeg er min største fjende. Som jeg siger til folk: Den, jeg er allermest bange for i hele verden, det er mig selv. Jeg har været så syg, at jeg har været ved at dø et par gange. Og jeg har været så syg, at man ikke kunne nå ind til mig, fortæller hun og uddyber:

- Så derfor syntes jeg, at jeg skulle skrive det ned for at få det ud af mit hoved.

Det fortæller hun i denne uges udgave af Indblik.

Barsk fortælling

'Fjenden i mig selv' udkom i begyndelsen af 2024 og beskriver et liv, som har været præget af psykisk sygdom, indlæggelser og institutionsophold.

Det er barsk læsning. Så barsk, at det ikke er alle i Mellanies familie, der har læst bogen.

- Min mormor har for eksempel et eksemplar. Hun nåede kun at læse den første side, før hun stortudede. Så hun har sagt til min morfar, at han ikke skal læse den, da han har pacemaker, fortæller hun.

Se hele episoden her.

Skarp kritik af ’systemet’

Mellanie Villefrance lægger ikke skjul på, at hun med bogen gerne vil forsøge at hjælpe andre, der måtte stå i samme situation som hende – eller er pårørende til personer i lignende situationer.

Samtidig er det en fortælling om et system, som Mellanie føler, i den grad har svigtet hende.

- Er der noget, jeg er sur på, så er det systemet vi har i Danmark!

- De har ikke lyttet. De har ikke taget hånd om tingene. Og de tænker simpelthen ikke over, hvordan det for eksempel påvirker dem, der har diagnoser, siger hun og retter dermed en indirekte kritik af både psykologer, læger og pædagogisk personale, hun har mødt i løbet af sit liv.

Du kan møde Mellanie Villefrance og blive klogere på tankerne bag hendes bog i denne uges udgave af magasinet Indblik. Find alle afsnit af Indblik på tv2nord.dk/indblik.