Hun har været nabo til rockerborg i 24 år: - Det er fint at få dem ud
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Naboer til rockerborg har i det store hele ikke været utrygge, men det er fint at få dem ud af de bynære områder, lyder det.
Siden år 2000 har Hells Angels haft klublokaler på Østergade i Nørresundby.
Og i alle årene har Helle Asmussen været nabo til rockerborgen - i hvert fald i professionel forstand. Hun startede nemlig med at arbejde i børnehaven Ane Dam i 1999.
- Vi har ikke mærket noget særligt til det. Når det bliver sommer og forår, så tager man motorcyklerne ud og gør dem klar, og der har vi hørt lydene fra dem, og vi har fornemmet, at de har været der, men faktisk ikke særlig meget, siger hun.
Men naboskabet kan snart være slut. For i går annoncerede Aalborg Kommune, at de har udstedt et et såkaldt samlingsstedsforbud mod klubben, der betyder, at klubbens rockere ikke må opholde sig i lokalerne.
Det er blandt andet sket med henvisning til den generelle tryghed i området. Men der har ikke været megen utryghed at spore hos børnehaven.
- I starten var vi nysgerrige på, hvordan det ville blive, og vi overvejede også; jamen, skal vi gå forbi, eller skal vi gå udenom? Men det valgte vi at lade være med, og vi har ikke haft nogle vanskeligheder eller problemer ud af det. Da de havde været her et stykke tid, kom de og spurgte, om de måtte få lov til at lave et hegn, fordi det hegn, der var der i forvejen, var meget lavt. Der røg nogle gange gange en sten over, og så kom de en tre stykker og spurgte, om de måtte få lov til det. Der vil jeg da nok sige, vi sank ekstra en gang, men mere har vi ikke mærket til det, siger Helle Bugge.
Men det er længe siden, at der har været nogen, der brugte klubhuset. Klublokalerne i Nørresundby har nemlig været lukkede i et godt et år, siden Nordjyllands Politi i september 2023 nedlagde et forbud mod at opholde sig i klublokalerne med henvisning til den verserende bandekonflikt.
Baggrund for samlingsstedsforbuddet
Efter Planklagenævnet i juni 2024 gav Odense Kommune lov til at lukke Hells Angels klubhus i Odense, har Aalborg Kommune arbejdet på at få Hells Angels klubhus i Nørresundby lukket. Frem mod samlingsstedsforbuddet trådte i kraft, har det påtænkte forbud mod at anvende ejendommen som samlingssted for Hells Angles, været i partshøring hos ejeren af ejendommen. Der indkom ingen bemærkninger i høringsperioden.
Konflikt skaber utryghed
Selvom klubhuset og dets indbyggere i sig selv ikke har givet anledning til bekymringer hos Helle Bugge, er det noget andet med bandekonflikten.
- Jeg ved jo, at der er en gang i noget krig. Og hvis der er en ufred mellem deres gruppe og nogle andre grupper, så er det ikke altid behageligt, for man kan selvfølgelig godt komme til at tænke, om der kommer til at ske et eller andet, eller om der er nogen, der går til angreb på Hells Angels, og det på den måde kan gå ud over os. Jeg synes, det er fint at få dem ud af det bynære område, siger hun.
Samlingsstedsforbuddet er lavet efter Odenseansk forbillede. Planklagenævnet gav nemlig i juni 2024 Odense Kommune lov til at lukke Hells Angels klubhus i Odense, og lige siden har Aalborg Kommune arbejdet på, at lave et lignenede.
Klublokalerne i Nørresundby har været lukkede i et godt et år, siden Nordjyllands Politi i september 2023 nedlagde et forbud mod at opholde sig i klublokalerne med henvisning til den verserende bandekonflikt.
Siden er opholdsforbuddet blevet forlænget hver 14. dag, og nu følger Aalborg Kommune altså op med et samlingsstedsforbud.
- Det er ikke nogen, man skal lege med
Men det er ikke alle Sundbynitter, der mener det er en god ide, at forbyde Hells Angels klubmedlemmer i at bruge lokalerne.
- Jeg har ikke været generet. Rockerne skal være, som de har lyst. Jeg føler mig ikke utryg overhovedet. Rockerne skal være her, hvis det er det de vil, siger Rene Gregersen.
Og selvom Leo Jørgensen efter 76 år i området ikke har mærket det store til Hells Angels, kan han godt forstå folks bekymringer.
- Jeg kan godt forstå, at man kan være bekymret, men jeg kan ikke genkende det. De har jo slåsset et par gange ude på gaden dernede, og det går jo vildt for sig, når de slåsser. Jeg kan ikke sige noget negativt om dem, men det er ikke nogen, man skal lege med.
Forbuddet blev udsendt 23. september og gælder tre måneder frem.