Derfor "forlænges" lukningen af rockerhus gang-på-gang
Foto: Stefan Kjærgaard / TV2 Nord
Der er konflikt i rockermiljøet, og det kan få konsekvenser i Nordjylland.
Frygten for at en bandekonflikt i København kan sprede sig, er blandt årsagerne til de mange forlængelser af lukningen af Hells Angels rockerklubhus i Nørresundby.
Klubhuset blev lukket første gang d. 22. september 2023, og siden er det blevet forlænget - nærmest på klokkeslættet - hver fjortendes dag på grund af en betydelig risiko for et angreb, lyder det fra Nordjyllands Politi.
Men hvorfor er det, at det sker hele tiden - og ikke i stedet er en permanent lukning, i hvert fald indtil trusselsniveauet er faldet?
Politiet, oplyser pressechef ved Nordjyllands Politi, Christian Brinck, kan kun forbyde adgangen til en ejendom, hvis konflikten antages at foregå mellem en gruppe personer, som kan ty til brug af våben, eksplosivstoffer eller brandstiftelse.
Det har Nordjyllands Politi vurderet, at der er chance for i klubhuset i Nørresundby.
På national plan er der for ganske nylig lavet et notat af Rigspolitiet om konflikten mellem HA og Loyal to Familia, gadebanden, der opstod af tidligere Blågårds Plads-bandemedlemmer, men som ganske opsigtsvækkende blev gjort ulovlig i 2018.
Det har dog ikke dræbt konflikten mellem HA og LTF.
Tværtimod.
Ikke kun København
Og det er frygten for at sammenstødene i København spredes til resten i landet, Nordjyllands Politi deler, oplyser Christian Brinck i et skriftligt svar, ligesom politiet fortsat har skærpet patruljering i området.
"I den konkrete situation er det politiets opfattelse, at der aktuelt består en sådan konflikt mellem LTF og Hells Angels MC, samt at eventuelle fremtidige hændelser ikke vil være afgrænset til et konkret geografisk område, men vil kunne blive udført på de lokaliteter, hvor konfliktens parter kan træffes."
Den nyeste forlængelse varer indtil d. 8. februar 2024.
Christian Brinck oplyser at arbejdsgangen hver gang følger "lmindelige forvaltningsretlige regler, hvorfor der forud for hver truffet afgørelse sker partshøring af den eller dem, som indgrebet retter sig mod."
Det vil sige at politiet hver gang forud for forlængelsen taler med HA-medlemmerne.
Vi forlænger lukningen af rockerklubhuset i Nørresundby, så opholdsforbuddet nu foreløbigt gælder frem til 08. februar 2024, kl. 14.00. #politidk #anklager
— Nordjyllands Politi (@NjylPoliti) January 25, 2024
Skulle man modsætte sig opholdsforbuddet og opholde sig ulovligt på adressen, kan det give op til to års fængsel.