Der sprænges! Airbags lader livet hos autoophugger
Tusindvis af biler skrottes hvert år og inden vragene sendes videre til udlandet, sprænger man bilernes airbags i i stykker, da der er stor risiko for at sprængladningerne som udløser airbaggen eksploderer og derved skader medarbejdere i andre skrotningsselskaber.
For sikkerhedens skyld detonerer Nordjysk Autoophug intakte airbags. Det knalder og brager, og på en uge kan 10 biler "sprænges i luften" på denne måde.
Med et 9-volts batteri i den ene hånd og en skruetrækker i den anden gør Rasmus Simonsen fra Nordjysk Autoophug klar. Klar til at udløse en airbag i et bilsæde, der skal skrottes.
Det knalder og brager og på en normal uge kan Rasmus Simonsen og kollegerne detonere airbags i 10 biler. Men kun hvis ikke airbaggen kan tages ud og bruges som reservedel i en anden bil.
- Det er typisk biler under fem år, der bliver genopbygget. Og på de dyrere biler genopbygger man mere imodsætning til de billige biler, der ikke skal have så stor en skade, før de bliver skrottet, forklarer Karsten Holst Jensen, direktør i Nordjysk Autoophug.
En airbag indeholder en lille sprængladning, og det er for sikkerhedens skyld at Rasmus Simonsen "skyder" dem af.
- De skal helst sprænges under kontrollerede forhold. Det skal ikke være i hånden på en medarbejder i et skrotningsselskab et andet sted i verden, fortæller han.
Det er kun i bilsæder, der er adskilt fra resten af bilen, airbaggen bliver udløst med et 9-volts batteri. I nyere biler hvor alle airbags stadig sidder i, bruger man i stedet en computer, der kobles på bilen. På den måde spares en masse tid.
- Den finder selv ud af, hvad der er airbags og hvad der er andre computermoduler i bilen, fortæller Rasmus Simonsen.
Se hele indslaget fra Nordjysk Autoophug herover.