De troede, de købte drømmehjemmet - det endte med at blive et sandt mareridt
I snart et år har en familie i Nibe ikke kunnet bo i deres nyindkøbte hjem, fordi det er inficeret af skimmelsvamp. Forsikringselskabet afviser at hjælpe.
Fra skurvognen i haven har Mie Lindskou udsigt til, hvad hun troede var hende og familiens drømmehus.
Da de overtog huset for snart et år siden, var de lykkeligt uvidende om, hvad der ventede dem. De troede, de havde købt et sundt 70'er hus, som husets tilstandsrapport også gav udtryk for.
Men huset skulle vise sig at være alt andet end sundt. Da de havde boet der i kort tid, begyndte Mie Lindskou og hendes lille datter at udvise symptomer.
- Min vejrtrækning blev besværet, og mine øjne hævede helt op, siger Mie Lindskou.
Det var, når hun vågnede om morgenen, at Mie Lindskou havde det værst, og derfor besluttede parret sig for at undersøge soveværelset nærmere.
I hjørnet stod et indbygget skab, og da de fik det skilt ad, opdagede de, at der voksede skimmelsvamp bag ved skabet og op mod loftet.
- Først tænkte vi egentlig, at det ikke var så slemt. Det så ikke ud af så meget, så vi ville bare fjerne det, og i mellemtiden ville vi så sove i stuen, fortæller Mie Lindskou.
Men fra det øjeblik de flyttede ud i stuen, fik hun det markant værre og hendes lille datter på tre år begyndte også at udvise symptomer.
Vi skal bare ud af det her hus, tænkte jeg
Mie Lindskou
Med tanke på, at der formentlig var mere skimmelsvamp i huset, end de kunne se med det blotte øje, fik de fat på en skurvogn, de flyttede ud i.
Panden mod muren
Overbevist om, at deres ejerskifteforsikring ville hjælpe dem, tog de kontakt til forsikringsselskabet Frida, hvor de i forbindelse med huskøbet havde købt en udvidet ejerskifteforsikring.
Men henvendelsen skulle blive den første af en lang række forsøg på at få forsikringsselskabet i tale.
- Det var enormt svært, at komme i kontakt med dem. Ofte lovede de at vende tilbage, men det gjorde de aldrig, og så blev man nødt til at ringe igen og igen, fortæller Mie Lindskou.
Efter lang tids tovtrækkeri lykkes det endelig for parret at få en taksator ud for at besigtige huset.
Til deres store skuffelse foretog den pågældende taksator ikke nogen tests, og konklusionen efter besøget var nedslående. Der var ikke noget at bemærke, lød det.
- Jeg kunne simpelthen ikke tro det, siger Mie Lindskou, der fortsat var overbevist om, at noget i huset ikke var, som det skulle være.
Derfor besluttede parret sig for at tage sagen i egen hånd.
20 forskellige svampevækster
Velvidende at det ville blive en beskostelig affære tog familien kontakt til en advokat. Advokaten rådede Mie Lindskou til at opsøge sin læge for at klarlægge, hvad det var, hun reagerede på.
Derudover rådede han dem til at få foretaget en uvildig vurdering af situationen i huset. De tog kontakt til virksomheden Dansk Skimmel, og nogle uger efter besøget modtog de en fyldestgørende rapport, og konklusionen var ikke til at tage fejl af.
Det var en ambivalent følelse der ramte parret, da de modtog rapporten. der konkluderede, at forekomsten af skimmelmateriale var meget høj i størstedelen af huset.
- Det var ret skræmmende at læse, hvor galt det stod til, men på en måde var det også en lettelse at blive bekræftet i, at det ikke bare var os, den var gal med, siger Mie Lindskou.
Rapporten fandt tyve forskellige svampvækster, og tests hos Mie Lindskous praktiserende læge fastslog, at det med overvejende sansynlighed var en af disse, der gjorde hende syg.
Med rapporten i hånden forsøgte de endnu en gang at komme igennem til forsikringsselskabet, men det skulle blive til endnu en slem skuffelse.
Ord mod ord
I forbindelse med de forskellige tests, der var blevet lavet i huset, var der blevet lavet to små huller. Et i en væg og et i loftet.
Da forsikringsselskabet endnu engang afviser at hjæpe familien, kommer disse to huller til at spille en helt central rolle.
- En sådan indeklimamåling skulle være foretaget inden, man havde lavet destruktive indgreb/åbninger, for at kunne give et billede af indeklimaets belastning ved overtagelsestidspunktet. Grundet de, af jer allerede etablerede åbninger ind i konstruktionerne, har det ikke været muligt at lave en repræsentativ luftmåling. Det må forventes, at spredningen af skimmel til beboelsen er steget markant netop på grund af de åbninger, der er blevet lavet, skriver Frida blandt andet i afslaget.
I et halvt år havde de kæmpet for at få forsikringsselskabet til at tage deres henvendelser seriøst. Nu hvor de havde flere rapporter, der sort på hvidt kortlægger, at huset var inficeret med skimmelsvamp, så fik de at vide, at de selv var skyld i problemerne.
Da familien læste afgørelsen, kunne de nærmest ikke tro, hvad der stod.
- For at vær ærlig, så begyndte vi faktisk at grine. Det er jo bare så latterligt, siger Mie Lindskou.
Rapporterne kommer endda med vurderingerne af, hvorfor skimlen er opstået.
Blandt andet er udtrækket fra emhætten ikke blevet tilsluttet korrekt efter, huset fik skiftet tag i 2019. Det betyder, at al damp fra emhætten, er blevet udledt direkte op på loftet og ud i isoleringen.
Anker afgørelsen
Familien har anket forsikringsselskabets afgørelse men sådan en sag tager tid, og efter at have boet til leje i 10 måneder, har familien ikke mere tid.
- Vi kan ikke blive ved med at leve sådan her, siger Mie Lindskou, og kigger rundt i den lille skurvogn. Vi har heller ikke råd. Hvem har egentlig råd til at købe et hus for så at have ekstra udgifter på 8000-9000 kroner om måneden til ekstra husleje?
Derfor er de nu gået i gang med at renovere huset - til en start bliver det for egen regning. De har forsøgt at indgå et forlig med forsikringsselskabet, men også det, har de afvist.
Tilbage står de frustrerede og med ubesvarede spørgsmål.
- Hvorfor skal man overhovedet tegne en efjerskifteforsikring, hvis de alligevel ikke dækker? Det sidste år har været så uendelig hårdt. Vi havde ikke stået på benene endnu, hvis det ikke var for vores gode venner, kollegaer og familie, slutter Mie Lindskou.
Forsikringsselskabet Frida har ikke ønsket at medvirke i TV2 Nords indslag, men i et skriftligt svar skriver de:
- Vi har naturligvis forståelse for, at det er en ærgerlig situation for vores kunde, men sagen er fra vores side færdigbehandlet efter gældende vilkår og praksis. Som også oplyst til vores kunde kan vores afgørelse påklages til Ankenævnet for Forsikring, hvis afgørelser vi følger.