Citychef efter forlænget nedlukning: - Vi skal tænke kreativt
Foto: Ib William Christensen
Butikkerne på landets gågader stod til at kunne åbne igen i næste uge, men forlængede restriktioner gør, at de må holde lukket i yderligere to uger.
- Jeg bliver rigtig ked af det på et stort erhvervs vegne. Det er en mavepuster, at vi nu må se frem til den 17. januar før vi kan komme i gang igen med handlen.
Sådan lyder ordene fra direktøren i Aalborg City efter han havde hørt budskabet fra statsminister, Mette Frederiksens (S), pressemøde tirsdag aften.
En presset branche
På pressemødet annoncerede statsministeren, at de restriktioner, der blev indført i midten af december, og som var sat til at ophøre den 3. januar, nu bliver forlænget med to uger frem til den 17. januar.
- Det koster rigtig mange penge hver eneste dag, der er lukket. Hjælpepakker eller ej, så bliver der ikke tjent de penge, som der skal til. Så det kan få fatale konsekvenser for butikkerne. Men jeg kan også godt forstå, at vi er nødt til det, når man kigger på antallet af indlagte og døde, siger Flemming Thingbak.
Restriktionerne gælder ligeledes for restauranter og barer, som i løbet af 2020 har måttet ændre kurs adskillige gange i takt med at regeringen indførte nye regler for at bremse coronasmitten.
- Det er da en lussing. Endnu en gang. Både til os og til hele branchen, siger Pernilla Andreasen, der er barchef på Café Vi.2 i Aalborg.
Café Vi.2 har eksisteret i 12 år og barchefen frygter ikke at den forlængede nedlukning betyder, hun må dreje nøglen om.
- Vi lukker ikke lige foreløbig. Men jeg frygter desværre, at der er nogle af vores venner i branchen, der har det hårdere, end vi har det, siger hun.
Kunderne har ændret adfærd
I Aalborg Cityforening står de klar til at hjælpe butikker og restaurationer i det omfang, de kan.
- Vi skal forsøge på alle måder at tænke kreativt. Det er særligt på de digitale kanaler, at vi skal sørge for at hjælpe vores medlemmer i Aalborg City med at få leveret nogle varer ud til kunderne, siger Flemming Thingbak, som håber, at der også vil være hjælpepakker til at hjælpe de fysiske butikker i gang igen, når de får lov at åbne.
- Det vi får brug for, når vi får lov at lukke rigtigt op igen, det er en hjælpepakke til at iværksætte initiativer og markedsføring, der gør, at vi kan få vores kunder tilbage i byen. Vi ved, at mange har ændret købsadfærd. Vi køber mere på nettet. Så vi trænger til at få kunderne tilbage og det er ikke sikkert, at det kommer af sig selv, siger Flemming Thingbak.