Chok! Sebastiaan betaler naboens vameregning
Sebastiaans varmeregning er steget med 60 procent på grund af boligforeningens nye løsning.
Det er i disse tider, at varmeregninger for mange brager afsted, og det havde Sebastiaan Schlappi fra Aalborg ellers forsøgt at imødekomme.
- Jeg har investeret i sådan nogle termostater. Hvis jeg skruer op for varmen, så er der en timer på, så den automatisk skruer ned, når temperaturen er, som den skal være, siger Sebastiaan Schlappi.
Men den løsning har vist sig at være penge lige ud ad vinduet.
For det boligselskab, som hans lejlighed tilhører, Plusbolig, har valgt at koble opgangen, som han bor i, sammen med naboejendommen, som Plusbolig også ejer. Det betyder, at han nu er med til at betale naboernes regning.
- Jeg føler mig dum, fordi jeg har gjort mig så umage med at prøve at gøre noget ved det her. Det er jo meningen, vi skal omstille os og blive grønnere. Alt det jeg har sparet, bliver udvisket med én varmeopgørelse, fortæller han.
Ifølge hans egne beregninger har det betydet en merudgift på varmeregningen på hele 2500 kroner det seneste år.
Se indslaget her:
En dyr omgang
Det er knap 75 øre mere per enhed, som beboere i Sebastiaan Schlappis opgang nu skal betale, men praksissen med at lave et fælles varmeregnskab for en boligafdeling, er ikke ulovlig.
'Det er helt almindelig procedure at lave et samlet forbrugsregnskab for en boligafdeling, og så giver det samtidig en administrationsmæssig tidsbesparelse', lyder det i et skriftligt svar fra PlusBoligs direktør, Mette Bach Kjær.
Stigningen svarer til knap 60 procent af den vante regning for Sebastian Schlappi, men for naboblokken sparer de rent faktisk penge ved Plusboligs nye ordning - og det burde være ulovligt, mener Sebastiaan Schlappi.
- Man mister gennemsigtigheden i, hvad ens eget forbrug har været, fordi man er med til at betale for andre, der bruger mere. Så enhver gevinst, man måtte have lavet ved selv at tage en ekstra trøje på, kan være ligegyldigt, slutter han.