Bekræfter vilde planer: Nyt stadion til 30.000 tilskuere og en kæmpe sportshal på tegnebrættet
Både DBU, kommune og erhvervsfolk er med i planerne.
På et pressemøde i Aalborg Kongres- og Kulturcenter - anført af erhvervslivet og de største sportsklubber i Aalborg - bekræfter man nu historiske planer for kultur- og sportsfaciliteterne i Aalborg.
En gruppe erhvervsfolk og sportsinstitutioner vil nemlig bygge et nyt fodboldstadion med op til 30.000 tilskuerpladser. Det nye kæmpe stadion skal enten ligge der, hvor Aalborg Væddeløbsbane i dag ligger - ellers skal den ligge der, hvor Aalborg Portland Park ligger i dag.
- Udgangspunktet for visionen er, at Aalborg som regional hovedstad skal kunne løfte værtskabet for internationale sportsbegivenheder inden for alle store sportsgrene, ligesom Aalborg skal kunne afvikle koncerter og messer i stor skala, siger formand Rasmus Haugaard, Erhverv Norddanmark.
Samtidig skal der bygges en kæmpe sportshal - en såkaldt multiareana - med plads til mindst 12.000 tilskuere. Her er begge de to førnævnte placeringer i spil.
- Vi har de seneste år manifesteret os blandt Europas absolutte top inden for håndbold, og for os vil det være en drøm, der bliver til virkelighed, når vi vil kunne afvikle vores hjemmekampe i en arena med topmoderne faciliteter, der som minimum svarer til det, vi møder hos vores modstandere, siger Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold
Hvis planerne bliver til virkelighed, vil AaB, Aalborg Håndbold og Aalborg Pirates potentielt få ny hjemmebane.
TV2 Nord var de første til at fortælle om de vilde planer om nye stadion- og sportshalsplaner i Aalborg i sidste uge.
Spørgsmålene har været mange om det storstilede projekt, der skal katapultere Aalborg helt i top på både sports- og kulturfaciliteter i hele Skandinavien.
Nye byggegrunde skal finasiere projektet
For at få økonomien til at passe på det store projekt, skal der sælges byggegrunde omkring Aalborg Væddeløbsbane.
Samtidig er det de største kultur- og sportsinstitutioner i Aalborg, der står bag projektet som initiativtagere og investorer.
- Der skal ikke nye penge ind i planerne. De er kommunens udgangspunkt, siger Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen (S).
Det vil sige, at salg af byggegrunde ude ved væddeløbsbanen bliver den bærende økonomiske muskel i planerne.
Som TV2 Nord afdækkede i sidste uge, så er Aalborg Væddeløbsbane er klar til at flytte fra adressen i Aalborg Vestby.
Også selvom væddeløbsbanen har kontrakt med Aalborg Kommune indtil 2042.
Det kræver dog, at der findes en ny placering for væddeløbsbanen længere uden for byen.
Der er dog et stykke fra den flotte fremlæggelse på pressemødet, til at sportarenaerne står færdig.
- At forestille sig at alt det her falder på plads på samme tid, er nok optimistisk. Men det er musketereden blandt initiativtagerne, at man arbejder for et samlet projekt, siger Lasse Frimand Jensen på pressemødet.
Han kan heller ikke svare på tidshorisonten.
- Noget af det vil måske være klar om 10 år, noget andet om 15 år. Men det er for tidligt at lægge sig fast på en tidshorisont, siger borgmesteren.
Initiativgruppen består af AaB, Aalborg Håndbold, Aalborg Pirates, SIFA, Erhverv Norddanmark, DBU, Spar Nord Areana, Aalborg Væddeløbsbane og Aalborg Kongres & Kultur Center.
TV2 Nord sender live fra pressemødet.
Se det øverst.