Anklages for voldtægt og skyderier: Nu begynder retssagen mod nordjysk bandeleder
Foto: Claus Bech, Scanpix
Danny Abdalla i 2008. Arkivfoto.
I dag begynder den nye retssag mod den tidligere leder af Den Internationale Klub i Aalborg, Danny Abdalla. Han er anklaget for blandt andet voldtægter og skyderier begået i Nordjylland.
Tirsdag klokken 9.00 tager retten i Holstebro hul på sagen mod den tidligere bandeleder fra Aalborg, Danny Abdalla.
Danny Abdalla er tiltalt for stribevis af nye forbrydelser, begået imens han har været på tålt ophold i Danmark. Hele 40 forhold har anklagemyndigheden rejst tiltale for.
I det store hele nægter han sig skyldig. Han erkender to forhold, hvor han har haft mobiltelefoner i arresten, og så et forhold om kørsel uden at have kørekort
Rasmus Amandusson, forsvarsadvokat
Danny Abdalla er flere gange tidligere blevet udvist af Danmark, og altså lever på tålt ophold.
Det er grove lovsovertrædelser, herunder skyderier, narkokriminalitet, afpresning og voldtægter, som Abdalla er tiltalt for. Forbrydelserne er ifølge anklageskriftet sket i en række nordjyske byer: Halvrimmen, Hjørring, Hjallerup, Løgstør, Nykøbing og Hurup.
Danny Abdalla selv nægter sig skyldig i alle de grove forhold.
- I det store hele nægter han sig skyldig. Han erkender to forhold, hvor han har haft mobiltelefoner i arresten, og så et forhold om kørsel uden at have kørekort, siger Rasmus Amandusson, der er Abdallas forsvarsadvokat.
Der er afsat 15 dage til sagen, hvor der er indkaldt 30 vidner, som skal afgive forklaringer om episoder fra anklageskriftet.
- Der kommer rigtig mange vidneforklaringer. Nogle af forholdene ligger helt tilbage i 2015, fortæller forsvarsadvokaten og understreger, at de går efter frifindelse til Abdalla.
Danny Abdalla var leder af banden Den Internationale Klub i Aalborg, og er tidligere blevet udvist fra Danmark to gange. Først i 2003, da han fik otte års fængsel for grov narkokriminalitet. Så igen i 2012, da han blev idømt et år og otte måneders fængsel for røveri. Ifølge sin egen forklaring er Danny Abdalla dødsdømt i Libanon, som han er udvist til, og derfor kan udvisningen ikke effektueres. Han er derfor blevet i Danmark på tålt ophold.
I 2015 blev han pålagt dagligt at melde sig på udrejsecenteret i Sandholm, også kendt som Sandholmlejren. Men i 505 dage i træk, fra juni 2015 til oktober 2016, dukkede han ikke op.
Han færdes i stedet frit, blandt andet i Nordjylland, indtil han blev anholdt på en færge på havnen i Århus i 2016.
En anden mand er også tiltalt i sagen. Sidste retssag er den 30. november.