AAU-professor i spidsen for stort projekt: Energisystemet skal nytænkes
Foto: Aalborg Universitet
Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet skal stå i spidsen for et stort internationalt projekt, der skal retænke fremtidens energiløsninger.
El, varme og transport skal smelte sammen, når fremtidens vedvarende og bæredygtige energisystem skal designes.
Når Danmark i 2050 har som mål at være 100 procent uafhængig af fossile brændstoffer, kommer sol- og vindenergi til at spille en stor rolle. Men det er ikke nok bare at investere i flere vindmøller og solceller, lyder det fra en professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.
Det er det samlede energisystem med el, varme og transport, der skal nytænkes og ikke mindst tænkes sammen for at udnytte de bæredygtige energikilder optimalt.
I projektet RE-Invest arbejder Aalborg Universitet sammen med Aarhus Universtiet og 15 centrale energiaktører fra ind- og udland om at redesigne hele energisystemet i en mere bæredygtig retning. Det er nemlig vigtigt at finde den helt rigtige investeringsstrategi, der kan gøre overgangen til vedvarende energi så effektiv og billig som muligt for at spare samfundet for en stor ekstraregning.
- Visionen er at anbefale robuste, omkostningseffektive investeringer, der skaber job og vækst for Danmarks energiindustri og ikke pålægger befolkningen og samfundet unødigt høje udgifter, forklarer Brian Vad Mathiesen, der er professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet og leder af RE-Invest-projektet.
Det handler blandt andet om at finde løsninger på tværs af landegrænser og på tværs af teknologier. For vindkraftens vedkommende kan den producerede strøm eksempelvis kombineres med elektrolyse eller storskala-varmepumper, som kan komme fjernvarmenettet til gode og erstatte fossile brændsler i transportsektoren med varme- og gaslagring. Ved at kombinere dette med energibesparelser kan produktionskapaciteten for el og varme nedsættes betydeligt.
- De fleste forskere og beslutningstagere har indtil nu set på hver energisektor individuelt, men det, vi gør her, er at se på omstillingen som et komplet redesign af hele energisystemet. På den måde kan vi se, hvordan vi kan udnytte synergierne i det samlede energisystem, siger Brian Vad Mathiesen.
Det integrerede energisystem er en unik dansk tilgang, som har tiltrukket de store internationale universitetspartnere i projektet.
- På Stanford har vi en specifik viden om modellering af vedvarende energi i elnettet, som kan komme projektet til gavn, og samtidig kan vi lære meget af Aalborg Universitets holistiske tilgang til energisystemet. RE-Invest er særdeles relevant for Stanford, fordi projektet vil skabe samarbejde og udveksling af data og informationer med europæiske partnere, og dette vil muliggøre mere præcise og relevante studier for både USA og Europa, siger professor Mark Z. Jacobson fra Stanford Universitet.
Partnerne i projektet er Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Østfoldforskning, Stanford Universitet, Frankfurt Institute for Advanced Studies, Danfoss, Dansk Fjernvarme, DONG Energy, EMD International, Energinet.dk, Energistyrelsen, Haldor Topsøe, HMN Naturgas, Kamstrup, MP Pension, Statkraft og Aalborg CSP.
Innovationsfonden investerer 17 millioner kroner i projektet.