Aalborg Teater forbinder kunst og forskning
Et nyt teaterstykke inddrager brugerne i forskellige handlingsforløb samtidig med, at brugerne indgår i et forskningsprojekt.
Lørdag aften kører teaterforestillingen ”The Robot Project” over skærmene i tusindvis af hjem.
Verdenspremieren på forestillingen streames nemlig fra Aalborg Teaters hjemmeside, så publikum kan sidde hjemme og se stykket, der handler om en mand, der forsøger at genskabe sin afdøde bror ved hjælp af robotter og kunstig intelligens.
Men publikum kan ikke bare se med. De kan også deltage i et forskningsprojekt på samme tid.
- Publikum skal svare på en række spørgsmål for forestillingen starter. Herefter ser det stykket og så kommer der et oplæg om emnet, inden de igen skal svare på en række spørgsmål, forklarer forskningsleder Kristian Martiny fra virksomheden EnactLab, der blandt andet forsker i menneskers forhold til kunstig intelligens.
At bruge teater som led i forskning er ikke nyt. Faktisk har Kristian Martiny fire gange tidligere samarbejdet med teatre for at bruge publikum som ”forsøgskaniner”:
- Teateret er netop perfekt til at skabe de her fordybelsesrum og forestillingerne taler til både hjernen og hjertet. Derfor er folks reaktioner på forskellige stykker en ren guldgrube for en forsker som mig, lyder det fra forskeren.
Digital forestilling forstærker fornemmelsen af emnet
Og teateret har intet imod at deltage i forskningsprojektet. Kunstnerisk leder Thomas Corneliussen har også tidligere haft stor glæde af samarbejdet:
- Vi har tidligere lavet forestillinger om f.eks podcasts og folks forhold til fysiske handicaps, hvor publikum har siddet nede i salen og med en ”klikker” afgivet deres stemme til forskellige spørgsmål. Det er super spændende, når man kan involvere publikum og de foreløbige tilbagemeldinger viser, at den detalje, at publikum til denne forestilling ser det digitalt, faktisk forstærker fornemmelsen af emnet omkring kunstig intelligens, forklarer han.
Forestillingen spilles fysisk på Aalborg Teater, men ikke foran et publikum. I stedet er publikumspladserne fyldt op af et tv-produktionsselskab der med syv kameraer livestreamer både forestilling og Kristian Martinys debatoplæg til publikum hjemme i stuerne.
- Jeg er meget spændt på resultatet. Det kan faktisk godt påvirke dataene, at publikum ikke sidder i salen, men jeg tror faktisk godt, at teater kan nå ”ud igennem skærmen” til publikum, så jeg er sikker på, at vi får fine forskningsdata med hjem, siger Kristian Martiny.
Alle de data som indsamles i løbet af forestillingen er anonyme og behandles i øvrigt efter de officielle GDPR-regler.