Aalborg Løve Apotek går all in på julepynt
Nordjyllands største apotek går all in på julepynten i år og det er ikke Hr. Hvemsomhelst, som her i weekenden har forvandlet apoteket i Aalborg
Nordjyllands største apotek henter hjælp til julepynten udefra i år, og det er ikke Hr. Hvemsomhelst, som her i weekenden har forvandlet apoteket i Aalborg.
Fredag aften tændte Salling for julelysene på deres enorme facade. På den anden side af vejen ligger Aalborg Løve Apotek, og de har valgt at tage julepyntskampen op med det store center.
De har derfor hentet blomsterkunstner Bjarne Als ind. Han er kongelig hofleverandør, og han brugte lørdag omkring seks timer på at pynte op. For første gang nogensinde på et apotek.
- Det er jo selvfølgelig noget andet, jeg skal forholde mig til i forhold til mine andre opgaver. Det er jo nogle små æsker, og det er måske ikke altid den mest spændende eller romantiske indpakning, tingene i et apotek har. Derfor giver jeg den fuld gas med farver, store kugler og store stjerner, så det er det, der får fokus, fortæller Bjarne Als.
Aalborg Løve Apotek er nu blevet pyntet med mere end 1000 julekugler, flamingoer, lyskæder og en guirlande, der er 150 meter lang.
- Bagtanken var sådan set at give Aalborg og Nordjyllands borgere den oplevelse at komme ind og se noget, der er virkelig smukt. Og så er det jo anderledes at et apotek er pyntet så gevaldigt, som tilfældet er, så det, håber vi, bliver taget godt i mod, fortæller Finn Ossian, der er indehaver af Aalborg Løve Apotek.
Finn Ossian vil ikke røbe, hvor meget han har betalt for den megen julepynt, men han forventer ikke, at udsmykniningen øger omsætningen, så julepynten bliver tjent ind.