Aalborg Kulturskole ser frem til genåbning i sidste øjeblik
Foto: Katja Schlaikier / TV2 Nord
Aalborg Kulturskoles souschef Palle Vang glæder sig over muligheden for at genoptage undervisningen.
Eleverne er begyndt at miste gnisten efter flere måneder med skærmundervisning, så en kortvarig genåbning før sommerferien er en rigtig god ting, lyder det fra Aalborg Kulturskoles souschef Palle Vang.
Souschef i Aalborg Kulturskole palle Vang glæder sig over, det nu bliver muligt at genåbne for holdundervisning af skolens mange elever.
Mange elever har fået hjemmeundervisning via skærmen, men det er slet ikke det samme som at sidde over for en lærer, lyder det fra Palle Vang, der også peger på skærmtræthed som et problem.
- De har måske fået skærmundervisning hele dagen, og så skal de til en ny runde med kulturskolen. Jeg kan godt forstå, de bliver lidt svære at motivere i den situation, lyder det fra souschefen.
- Hvis de lige får lov til at snuse til det og mærke, hvor dejligt det er at gå til musikundervisning, så er jeg sikker på, vi godt kan vinde dem tilbage igen, siger Palle Vang.
Færre tilmeldinger til næst sæson
Aalborg Kulturskole har kunnet se den faldende motivation i antallet af gentilmeldinger fra skolens elever.
- Det ligger på et lavere niveau, end det plejer. Vi håber, vi lige kan nå at fange dem igen her i sidste øjeblik inden ferien, siger Palle Vang.
Kulturskolens mange skolekor når også at komme i gang. Palle Vang regner med, de første kan begynde på tirsdag i næste uge.
- Vi har næsten 600 skolekor-elever, der næsten ikke har sunget i det her skoleår. Både lærere og elever glæder sig til at komme i gang. Vi venter selvfølgelig lige på at få de præcise retningslinjer, og de dukker nok op i slutningen af denne uge. Men vi regner helt sikkert med at starte fra i næste uge, siger han.
Se hele interviewet med Palle Vang