Aalborg Kommune vil hjælpe pårørende til langtidssyge
Foto: Johnni Isaksen (Arkivfoto)
Aalborg Kommune vil snart udbyde et kursus, der skal hjælpe pårørende til langtidssyge, med at takle de øgede udfordringer i hverdagen, så de ikke selv bliver syge.
Har du en mor, der er ramt af demens? Eller en bror, der har fået kræft? Så kan det godt være, at det kursus, som Aalborg Kommune snart udbyder, vil være et godt tilbud for dig.
Aalborg Kommune arbejder for at udbyde LÆR AT TACKLE hverdagen som pårørende; et kursus målrettet voksne pårørende til mennesker med langvarig sygdom eller funktionsnedsættelse.
Kurset skal hjælpe pårørende til at forblive raske, så de kan passe på sig selv og varetage jobbet, mens de hjælper deres syge bekendte.
- Det tærer på kræfterne at være pårørende til et menneske med sygdom, og det er egentligt ganske logisk, at du er nødt til at passe på dig selv for at have overskud til at være noget for andre, siger Helle Kristensen, Koordinator for LÆR AT TACKLE kurserne i Aalborg Kommune.
Kurset skal være med til at forebygge stress, depression og mistrivsel som følge af de ekstra udfordringer, de møder. På kurset får de redskaber til at passe på sig selv, bede om hjælp og bevare sociale relationer. Desuden møder de andre pårørende, som er i samme situation som dem selv.
750.000 danskere er pårørende til en ældre med alvorlige helbredsproblemer. Hvis alle pårørende uanset alder medregnes, er antallet formodentlig langt højere. En undersøgelse viser, at næsten hver anden pårørende føler sig deprimeret, mens en ud af tre føler sig stresset. Hver 5. oplever ligefrem, at de er blevet kronisk syge af belastningen.
En evaluering af de foreløbige kurser har vist at:
- 71% har opnået bedre trivsel
- 30% flytter sig fra høj risiko for at få stress eller depression til at være uden for risiko efter kurset
- 85% er blevet bedre til at passe på sig selv
- 78% har fået redskaber til at tackle symptomer som fx træthed, stress eller tristhed
- 93% er blevet bedre til at bruge deres netværk
- 93% er tilfredse eller meget tilfredse med kurset.