Aalborg Håndbold sejrede efter vild afslutning
Med kun tre sekunder tilbage sikrede Buster Juul Aalborg Håndbold sejren over KIF Kolding
Håndboldligaens førerhold Aalborg Håndbold fastholdt deres føring med en flot sejr over KIF Kolding København.
Med kun tre sekunder tilbage af kampen sikrede Buster Juul lørdag Aalborg Håndbold sejren i kampen mod KIF Kolding København.
Buster Juuls scoring til resultatet 30-31 til Aalborg Håndbold var kulminationen på en intens kamp, der bølgede frem og tilbage og hvor KIF Kolding København med rette kan være skuffet over resultatet. Fusionsholdet spillede flot, og Aalborg-keeper Mikael Aggefors stod bestemt ingen pragtkamp. Samtidig var Aalborg Håndbold ineffektive, men med mange flere skud på mål endte kampen lykkeligt, set med nordjyske briller.
Da der var ni minutter tilbage af kampen var KIF Kolding København foran med to og træner Carlos Ortega havde fuldt fokus på at lukke Aalborg Håndbolds skarpskytte Sander Sagosen ned. Det lykkedes til dels, men Aalborg Håndbold havde mange flere tangenter at spille på og tre minutter senere havde Martin Larsen og Simon Hald vendt et truende nederlag til en føring - 28-29 til Aalborg Håndbold.
KIF Kolding København fik udlignet, men netop Sander Sagosen fik med fire minutter tilbage af kampen, bragt Aalborg foran igen. Stillingen 29-30 holdt i de næste 3 minutter og 41 sekunder - til der var 10 sekunder tilbage. KIF fik igen udlignet, og så fik det stærkt. Sander Sagosen fik sendt en bold afsted mod Buster Juul, der med sekunderne imod sig stormede mod KIF Kolding-målet og fik sat bolden ind til resultatet 30-31 til Aalborg Håndbold.
Dagens helt blev omgående overfaldet af holdkammeraterne, og få øjeblikke senere udtalte en udmattet Buster Juul sig til TV 2 Sport:
- Jeg er pissetræt. Hvad fanden er det der sker, spurgte den glade og overraskede matchvinder retorisk hvorefter han forsøgte at svare på, hvad der gik gennem hovedet i sekunderne inden bolden slap hans fingre og endte i KIF Kolding-målet.
- Jeg får bolden og så.. Luk øjnene og pløk.
Aalborg Håndbold fører herreligaen med 20 point - to point mere end Bjerringbro-Silkeborg på andenpladsen. KIF Kolding København har med dagens nederlag tabt flere kampe end de har vundet og ligger på ligaens niendeplads.