Aalborg Håndbold vinder grundspillet og tilkæmper sig to uvurderlige fordele
Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix
Aalborgs Håndbolds direktør, Jan Larsen har grund til at være rigtig glad efter aftenens sejr.
Aalborg Håndbold tog sejren med hiv og sving.
Aalborg Håndbold slutter som etter i grundspillet. Det står klart, efter de her til aften besejrede KIF Kolding i en neglebidende tæt kamp.
Det nordjyske hold mandskab vandt med 24-22 og sikrer sig dermed hjemmebanefordelen i en eventuel tredje DM-finale. Desuden kan de som vindere af grundspillet nu søge om et wildcard til Champions League, hvis det ikke lykkes at hjemtage DM-guldet.
På forhånd var der lagt op til den helt store håndboldfest i Sparekassen Danmark Arena. Der var totalt udsolgt og en euforisk stemning mødte spillerne, da de løb på banen til grundspillets sidste kamp.
En meget, meget vigtig kamp for Aalborg Håndbold, der som bekendt med en hjemmesejr ville slutte på førstepladsen og dermed få gavn af de to ovennævnte ting.
Bumlet vej til sejr
Men håndboldfest blev der ikke noget af i 1. halvleg. Aalborg Håndbold kunne slet ikke få spillet til at fungere. Gæsterne fra Kolding spillede bedst og satte for alvor grus i det normalt sprudlende Aalborg Håndbold-maskineri. Aalborg kom dog tilbage mod halvlegens slutning og kunne gå til pause foran med et enkelt mål.
11-10 var stillingen ved halvleg til stor skuffelse for de 5000 fremmødte Aalborg-fans. Så skulle man tro, at træner Stefan Madsen havde givet spillerne en ordentlig skideballe i pausen, og at Aalborg ville komme blæsende ud til de sidste 30 minutter. Sådan gik det dog langt fra. Intet fungerede, og Aalborgs normalt så stærke defensiv var hullet som en si, samtidigt med at de brændte store chancer i den anden ende.
Det betød, at et stækket Aalborg-hold kom bagud 12-16. Mandskabet formåede imidlertid at vende rundt på kampen. Mads Hoxer tog for alvor ansvar og blev meget symptomatisk spilleren, der sendte den sidste afslutning i kassen kort før tid. Højrebacken blev med sine otte mål kampens topscorer. Og det skulle vise sig at være nok.
Vinder grundet indbyrdes kampe
Til syvende og sidst var holdet langt mere kyniske end KIF Kolding, og derfor endte det med en sejr på 24-22.
Aalborg Håndbold er vindere af grundspillet med 45 point. GOG ender også med samme pointantal, men det nordjyske hold er bedre i indbyrdes kampe.
Både Aalborg og GOG får to point med over i slutspillet, mens BSH får et point med videre grundet deres tredjeplads. Skjern kan i kraft af deres fjerdeplads også tage et point med over i slutspillet.