Aalborg Håndbold undgik skrækmodstander med sejr
Foto: Balazs Popal/Gonzales Photo/Ritzau Scanpix
Aalborg Håndbold møder Fredericia i semifinalen.
Aalborg Håndbold vandt søndag aften med 35-27 over Skjern på hjemmebane.
Dermed sikrede aalborgenserne sig førstepladsen i gruppen, og derfor møder Aalborg Håndbold Fredericia i semifinalen.
Aalborg Håndbold har været svingende gennem sæsonen, hvor man missede final4 og røg ud af Champions League til rivalerne fra GOG. Derfor var søndagens sejr ekstra vigtig ifølge cheftræner Stefan Madsen.
- Det var en vildt vigtig sejr, både i forhold til semifinalen men også i forhold til vores egen fornemmelse af, hvor vi er, lød det fra cheftræneren, da TV2 Nords Morgen Jørgensen sendte live efter kampen.
Sejren var ensbetydende med, at Aalborg Håndbold møder Fredericia i semifinalen i stedet for rivalerne fra GOG. Det er dog ikke ensbetydende med, at den semifinaleserie bliver nemmere.
- Det bliver et vildt opgør, vi har haft vilde kampe mod dem. Nu glæder vi os over sejren, og så gør vi klar til semifinalen mod Fredericia, afsluttede Stefan Madsen.
Se hele live interviewet herunder:
Skidt start
Aalborg Håndbold var inden dagens kamp sikker på at komme videre til semifinalen, men for at undgå at komme til at møde det andet mesterskabs favorithold og Aalborg Håndbolds “onde ånd” - GOG - så skulle Aalborg HÅndbold vinde opgøret i Sparekassen Danmark Arena over Skjern. Med næsten 5000 tilskuere i ryggen i en igen fantastisk håndboldkulisse var der lagt op til en hjemmesejr.
Det startede dog skidt for hjemmeholdet, da Skjern kom foran 3-1, inden hjemmeholdet vågnede op til dåd og opdagede, hvad der egentlig stod på spil. Ved stillingen 10-10 så Aalborg håndbold sig næsten ikke tilbage og vandt derfor fortjent kampen 35-27.
Lucas Sandell scorede hjemmeholdets sidste mål i første halvleg, som sendte Aalborg Håndbold til pause med stillingen 16-11.
Så sig ikke tilbage
I anden halvleg fortsatte Aalborg Håndbold det gode spil fra første halvleg, og efter 13 min var hjemmeholdet foran 25-16 på det sjette mål fra Sebastian Barthold, der var stærk spillende på fløjen.
Kampen synes afgjort, selvom træner Stefan Madsen ved den store føring tog en time out for lige at fortælle spilleren at bevare koncentrationen, for den slap hjemmeholdet et øjeblik, hvor Skjern fik et par lette mål. Men så satte hjemmeholdet trumf på mod slutningen, og derfor var der aldrig tvivl om slutresultatet.
Første semifinale er søndag klokken 14.00 samme tidspunkt, som AaB spiller hjemme mod FC Midtjylland, så der bliver rift om tilskuerene denne søndag, hvis da ikke man kommer til fornuft og flytter enten fodbold eller håndboldkampen til senere på dagen.