AaB vinder - for første gang med Hamrén som træner
Foto: Philip Davali / Rtizau Scanpix
Det har vist sig at være en god idé at få Younes Bakiz på holdet. Han har sikret AaB sejren i aftenens kamp.
Her til aften tørnede AaB sammen mod Lyngby på Lyngby Stadion, og det blev til en klokkeklar sejr for nordjyderne, som spillede mod et af superligaens andre bundhold.
Det var en tiltrængt sejr for holdet, der har kæmpet med gentagende nederlag og uafgjorte kampe. Ved den seneste Superligakamp råbte de mange fans ned på banen: "Vi er Aalborg - hvem er I?".
Aftenens sejr er den første med en ny kaptajn ved roret, nemlig den svenske træner Erik Hamrén.
Younes sikrer sejren
42 minutter inde i kampens første halvleg lykkedes det Younes Bakiz at bringe holdet i front med et velplaceret mål, som lykkedes takket være et godt indlæg fra Jakob Ahlmann.
60 minutter ind scorer Bakiz endnu engang. Denne gang med stil - bolden blev nemlig spillet mellem benene på Mads Kikkenborg. 74 minutter ind var Lyngby lige ved at reducere føringen, men målet blev annulleret.
Kampen i aften har været vigtig for AaB, for at sikre, at klubben har en mulighed for at komme op på den rigtige side af stregen i superligaen.
AaB skal spille igen tirsdag aften i pokalturneringen. Denne gang bliver det mod Vanløse fra tredje division.