Vrede AaB-fans med opsang til spillerne: - Vi er Aalborg, hvem er I?
Hør tilhængernes råb til Aab-spillerne efter kampen. Foto: Mogens Jørgensen
AaB modtog stor opbakning fra de medrejsende fans under kampen mod AC Horsens, men efterfølgende var flere tilhængere i deres følelsers vold efter 0-0-resultatet.
- Det er en skændsel.
Sådan lød reaktionen fra en stærkt utilfreds og ilter AaB-tilhænger efter kampen, da den hollandske midterforsvar Lars Kramer var ovre at takke fansene for opbakningen efter kampen mod AC Horsens.
Han var ingenlunde den eneste, som havde behov for at vise sin utilfredshed. Fra tribunen på Casa Arena i Horsens råbte de omkring 500-600 medrejsende AaB-fans i kor: - Vi er Aalborg, hvem er I.
Der er måske ikke så meget at sige til, hvis fansene har lidt svært ved at kende AaB-holdet. Mandskabet ligger nemlig noget uvant på en 11. plads i 3F Superligaen og har efter 12 kampe kun scoret 10 mål.
Mandagens 0-0-resultat var derfor ikke videre opløftende, og AaB er efterhånden en smule isoleret i bunden sammen med Lyngby. AaB har lige nu fire point op til den "rigtige" side af stregen.
Efter kampen talte TV2 Nord med den 17-årige målmand Theo Sander, som var et af holdets lyspunkter i kampen.
Video: Hør hvad AaB-spilleren havde at sige efter kampen
- Det er en kamp, hvor vi skal have tre point. Vi kommer ind med et mindset om, at vi skal være det dominerende hold, lød det blandt andet fra AaB-keeperen, der trods det uafgjorte resultat godt kunne glæde sig over at holde Horsens fra fadet.
Med mandagens uafgjorte resultat er AaB pisket til at få en sejr på fredag mod Lyngby. Ellers kan hullet op til de nærmeste forfølgere pludseligt blive overordentligt stort.