AaB udnyttede ikke drømmestart
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Kampen om tredjepladsen i Superligaen endte 1-1.
AaB måtte nøjes med et point hjemme mod Randers FC. Kampen endte 1-1, og AaB-spillerne følte sig snydt af kampens dommer.
AaB sikrede sig det ene point, efter holdet hjemme på Aalborg Portland Park spillede 1-1 mod Randers FC i Superligaen for øjnene af 7200 tilskuere.
AaB fik en drømmestart, da Milan Makaric i kampens første minut udnyttede en fejl hos Randers-målmanden og derved bragte AaB foran 1-0.
Og i løbet af første halvleg kunne AaB’erne godt have trukket yderligere fra, og blandt andet havde Mathias Ross et skud på stolpen.
Efter pausen kom Randers-spillerne ud med en mere aggressiv attitude, og efterhånden fik gæsterne overtaget i kampen.
Og i det 56. minut udlignede Randers på et hovedstød af Alhaji Kamara til stillingen 1-1. Derefter bølgede kampen frem og tilbage, men efterhånden fik hjemmeholdet mere styr på spillet, og i det 78. minut, troede AaB’erne, at der var straffe, da Kasper Kusk tilsyneladende blev fældet i Randers-feltet. Men VAR mente ikke, at der var tale om straffespark.
Der var til gengæld ingen tvivl om, at AaB’s Pedro Ferreira skulle have gult kort, da han lavede en voldsom tackling på Vito Hammershøj-Mistrati. Og da det var AaB-spillerens andet gule kort, blev det vekslet til et rødt.
På grund af en del spilafbrydelser i anden halvleg, var der lagt hele syv minutter til, men ingen af holdene formåede at score i tillægstiden.
Efter kampen var der blandt AaB-spillerne utilfredshed med kampens dommer, Jonas Hansen.
Flere spillere mente, at der var offside, da Randers udlignede til 1-1, og at dommeren undlod at dømme et straffespark til Kasper Kusk, som selv ikke var i tvivl om, at der var straffe.
- Hvis ikke der bliver dømt straffespark der, så bliver der ikke dømt mange i år. Man kan selvfølgelig sige, at vi måske var heldige i sidste runde mod FC Nordsjælland, og så var vi uheldige i dag, siger Kasper Kusk, som ikke så, om der var offside ved Randers-scoringen.
AaB-anfører Rasmus Thelander stod efter kampen med en følelse af, at AaB var blevet snydt af dommer Jonas Hansen.
Rasmus Thelander mener, at der var offside ved Randers-scoringen - sådan så det i hvert fald ud, derfra hvor han var placeret på banen.
- Og så synes jeg, at KK (Kasper Kusk, red.) bliver hakket ned bagfra. Det virker som om, at de synes, at vi fik noget i Nordsjælland, som vi ikke skulle have i dag, siger Rasmus Thelander.