Foto: Nial Nordbjerg

AaB’er kan med to mål tangere hele Lyngby-holdets måltotal.

Head to head

  • De to hold har mødt hinanden 63 gange i Superligaens historie. Lyngby har vundet 18 opgør, mens AaB har vundet 28 gange. De resterende 17 kampe er endt uafgjort. Målscoren er 102-69 i AaB’s favør.

  • Seneste møde var i 8. spillerunde, hvor AaB vandt med 2-1 i Aalborg. Mathias Jørgensen scorede 1 af sine i alt 7 Superliga-mål, mens den 18-årige Mads Bomholt scorede sit første Superliga-mål i karrieren.

  • Seneste møde på Lyngby Stadion var i maj 2023. Lyngby vandt med 2-1, hvilket var holdets første sejr over AaB i 9 forsøg.

  • De to hold har mødt hinanden én gang tidligere på selve kampdagen den 10. november. Det var i 1995, hvor opgøret endte 0-0 på Lyngby Stadion foran blot 1.047 tilskuere.

  • Det mest målrige opgør faldt i december 2007. Det endte 5-3 i Aalborg, hvor Lyngby førte 3-0 efter 39 minutter, hvorefter AaB vendte det hele til en bemærkelsesværdig 5-3 sejr. Den tidligere landstræner Kasper Hjulmand var ved den lejlighed træner for Lyngby.

  • AaB’s største udesejr i Superligaens historie lyder på 7-0. I marts 2002 vandt nordjyderne hele 7-0 i Lyngby foran blot 889 tilskuere. Den tidligere landsholdsspiller Michael Silberbauer scorede 3 mål i kampen.

  • De to trænere, Menno van Dam og Morten Karlsen, mødte hinanden i 9. spillerunde, hvor Menno van Dam trak sig sejrrigt ud. Karlsen har også én gang tidligere mødt AaB i pokalturneringen, da han stod i spidsen for HB Køge. Her vandt AaB med 3-0.

  • AaB’s Mathias Jørgensen har scoret 7 Superliga-mål i denne sæson. Hele Lyngbys hold har tilsammen scoret 9 Superliga-mål i denne sæson.

  • AaB’s nuværende højreback Kasper Jørgensen skiftede i januar 2023 fra Lyngby til netop AaB. Jørgensen er noteret for 56 Superliga-kampe for Lyngby og scorede i september måned 2022 for Lyngby mod AaB i en kamp, der endte 1-1.

  • AaB’s Superliga-mål nummer 600, 900 og 1500 er alle scoret mod Lyngby. Målene er sat ind af henholdsvis Indrek Zelinski, Rade Prica og Mathias Ross. Sidstnævntes bror, Oliver Ross, er nuværende spiller i AaB og samtidig den spiller i den nuværende trup med næstflest Superliga-kampe for AaB.

  • Det er de to hold i Superligaen, der har indkasseret flest afslutninger imod sig indtil nu i sæsonen. AaB (122) og Lyngby (114).

  • Dommer Mikkel Redder dømmer sin Superliga-kamp nummer 93 i karrieren. Lyngby og AaB er de to klubber, som Redder har dømt 3.- og 4.-flest gange i karrieren. Han har dømt det interne opgør 3 gange tidligere, og Lyngby har endnu ikke formået at vinde et af opgørene.

Lidt om klubberne - Lyngby

  • Hvis Lyngby scorer 2 mål i kampen, vil det være klubbens mål nummer 800 i Superligaens historie.

  • Sævar Atli Magnusson kan spille sin Superliga-kamp nummer 75 i karrieren. Islændingen har lavet 1 mål i denne sæson og har således stadig et stykke til de 5 Superliga-mål, han lavede sidste år.

  • Lucas Lissens kan spille sin Superliga-kamp nummer 25 i karrieren. Lissens blev den 10. spiller fra Belgien til at få debut i Superligaen og er nu den belgiske spiller med 3.-flest Superliga-kampe i historien efter Igor Vetokele (44) og Anthony D’Alberto (31). Lissens er tilmed den spiller med flest bolderobringer per 90 minutter i Superligaen.

  • Pascal Gregor blev senest noteret for et selvmål mod AGF. Det var forsvarsspillerens selvmål nummer 3 i karrieren, hvilket placerer Gregor på en delt 7.-plads over flest selvmål i Superligaens historie. Flest har Kian Hansen, der har lavet 7 selvmål i Superliga-karrieren.

  • Frederik Gytkjær scorede senest mod AGF og er dermed på 2 Superliga-mål i sæsonen (samme antal som Jonathan Amon). Gytkjær kan nu spille sin Superliga-kamp nummer 105 i karrieren for Lyngby og vil dermed udligne Piotr Harens 17.-plads over flest Superliga-kampe for klubben.

  • Marcel Rømer spillede senest sin Superliga-kamp nummer 115 for Lyngby. Hvis midtbanespilleren spiller igen mod AaB, vil han gå alene forbi Lasse Fosgaard på 10.-pladsen over flest kampe for klubben. Næste mand på listen er Martin Birn, der er noteret for 118 Superliga-kampe for Lyngby. Rømer fik ligeledes et gult kort mod AGF og har nu samlet 23 gule kort i Lyngby-karrieren. Det er 3.-flest efter Martin Birn (32) og Claus Christiansen (25).

  • Lyngby har netop forlænget med Tobias Storm, så kontrakten løber til 2027. Tobias Storm har været skadet og har ikke spillet siden Lyngby sidst mødte AaB. Hvis Storm kommer i kamp, vil det være hans Superliga-kamp nummer 50 i karrieren.

  • Lyngby har blot vundet 1 sejr i 14 Superliga-kampe i denne sæson. Træner Morten Karlsen har dermed et pointsnit på 0,64 per kamp. Næste gang Karlsen står i spidsen for Lyngby, vil det være kamp nummer 15. Han vil dermed udligne Hasse Kuhn, der i 2001/02-sæsonen stod i spidsen for det Lyngby-hold, der undervejs i sæsonen gik konkurs.

  • Lyngby-målmand Jannich Storch er efter AGF-kampen noteret for den næsthøjeste redningsprocent (72 %) i Superligaen efter Viborgs Oscar Hedvall (76 %).

  • Lyngby har blot scoret 9 mål i sæsonen, hvilket inden runden er hele 6 færre end Vejle. 3 af målene er scoret i 1. halvleg, hvilket ligeledes er færrest af alle i Superligaen.

  • Leon Klassen fik rødt kort mod AGF og er dermed i karantæne til opgøret mod AaB. Klassen er den seneste Lyngby-debutant i Superligaen, hvor han samtidig blev den 7. spiller fra Rusland til at få debut i Superligaen.

AaB

  • AaB spillede senest 3-3 mod Vejle. Det var 3. gang i denne sæson, at AaB formåede at score 3 mål i samme kamp. Det var samtidig sæsonens 3. uafgjorte kamp.

  • AaB har tabt 7 Superliga-kampe i denne sæson. I samtlige 7 kampe har holdet ikke formået at score. Målscoren er 0-18.

  • Mathias Jørgensen scorede senest sit 7. sæsonmål for AaB. Klubben har lavet 16 Superliga-mål i denne sæson, så Jørgensens mål udgør 44 % af målene.

  • AaB scorede senest sæsonens første mål via en standardsituation. Omvendt har AaB indkasseret 10 mål via standardsituationer, hvilket er næstflest af alle hold i Superligaen, kun overgået af Vejle (12).

  • John Iredale scorede senest for anden Superliga-kamp i træk. Iredale blev den 11. spiller fra Australien til at score i Superligaens historie og kan nu blive den første australier siden Awer Mabil til at score i 3 Superliga-kampe i træk, hvilket skete i 2019/20-sæsonen.

  • Bjarne Pudel scorede senest sit første Superliga-mål i karrieren, da han scorede til 3-2 mod Vejle. Pudel blev dermed den 19. målscorer fra Tyskland i Superligaens historie.

  • Oliver Ross brændte straffespark mod Vejle, hvilket var AaB’s andet brændte straffespark i denne Superliga-sæson. Det er flest af alle klubber. Dommer Aydin Uslu tildelte AaB 2 straffespark i kampen og er nu oppe på 7 tildelte straffespark i 7 Superliga-kampe i denne sæson.

  • Jubril Adedeji fik senest sit første gule kort i Superligaen. Adedeji blev dermed den 11. englænder til at få gult kort i Superligaens historie.

  • AaB har nu indkasseret 28 mål i denne sæson. 8 af målene er faldet inden for kampenes sidste 15 minutter. Det er flest af alle hold, dog samme antal som Vejle og Sønderjyske.

  • AaB har fået næstflest gule kort (29) i denne sæson. AaB har hele 4 spillere med minimum 4 gule kort.


Lars var aldrig flyttet til Skørping, hvis ikke toget standsede i byen

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Lars Vinter er glad for, at kommunen anbefaler et fortsat IC-stop i Skørping.

Rebild Kommune anbefaler til regionen, at der fortsat skal været et IC-stop i Skørping frem mod 2030. Det vækker begejstring i byen.

- Hvis ikke der havde været en station, så havde vi nok ikke bosat os i Skørping.

Sådan lyder det fra pendler Lars Vinter.

Da han og familien i 2021 flyttede til Skørping, havde de ikke nogen bil. Derfor var de afhængige af især IC-togene i Skørping.

Som det er i dag stopper DSBs Intercity-tog i både Skørping og Støvring flere gange om dagen, og Lars Vinter tager toget flere gange om ugen fra Skørping til Aarhus, hvor han arbejder.

- Det er jo selvfølgelig rigtig dejligt, for så kan man måske også få arbejdet noget i toget, siger han.

Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade

Per Alstrup, formand, Skørping-Rebild Lokalråd

Derfor er han lettet over, at politikerne i kommunen nu har peget på, at Skørping beholder deres togstop.

- Det er jeg selvfølgelig glad for, at både jeg og de andre medpendlere sydpå stadig har den mulighed, siger Lars Vinter.

Fra nul til et stop

Fra 2026 skal der dog kun være ét togstop mellem Hobro og Aalborg på DSB's landsdækkende IC-togstrækning.

Det har Transportministeriet bestemt for at opnå hurtigere rejsetid mellem de større byer i Danmark.

Det er regionsrådet, der skal tage den endelige beslutning om togstoppet. Det sker 9. december. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Meldingen lød først på, at der ingen stop skulle være overhovedet på strækningen mellem Hobro og Aalborg, men Rebild Kommune har alligevel haft held med at overbevise ministeriet om behovet for et enkelt stop i kommunen.

Derfor har Rebild Kommune økonomiudvalg i dag taget stilling til, hvilken by, der skal beholde sit stop.

- Der er væsentligt flere borgere i Skørping og omkring Skørping, som benytter sig af den her togafgang. Og dermed er der væsentligt flere påstigninger. Og af den årsag er vi et flertal i økonomiudvalget, som har peget på Skørping, lyder det fra Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.

Se hele indslaget her.

Det er data for, hvor mange påstigninger ud af regionen de to byer har haft, der har været afgørende for økonomiudvalgets beslutning om at pege på Skørping.

- Jeg er godt klar over, at for mange år siden var Støvring jo også en stationsby, men det er ikke på samme måde, som man ser på det i Skørping. Og jeg tror faktisk, at der er mange af de borgere, som flytter til Skørping, som baserer deres transportmuligheder på blandt andet tog, siger borgmesteren.

Ærgerlig beslutning

Beslutningen vækker onsdag ærgrelse hos lokalrådet i Støvring.

- Jamen det handler jo om den statistik, der egentlig er. Og den siger jo, at der er langt flere i Skørping, der tager med toget, end her i Støvring, siger Mogens Dam Andersen, der er formand for rådet.

Formanden for lokalrådet i Støvring-Sørup Sogn, Mogens Dam Andersen er æergerlig over beslutningen. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Så er det den fornuftige beslutning, der er blevet truffet nu?

- Det kommer an på, om det er data fra 2019, man bruger. Altså for fem år tilbage, der er altså sket utrolig mange ting, også her i Støvring.

Anderledes er tonerne i Skørping Lokalrådet, der er fuldt tilfreds med beslutningen.

- Jamen det understreger bare igen, at vi er en stolt stationsby, som vi har været, siden stationen blev skabt. Byen har udviklet sig naturligt omkring stationen, og det gør den stadigvæk. Så vi er glade, siger Per Alstrup, der er formand for Skørping-Rebild Lokalråd og fortsætter:

- Skørping ligger lige midtvejs Hobro og Aalborg, og det er ganske naturligt, der er her der er stop, det hænger godt sammen - også på den lange bane.

Per Alstrup mener ikke, troen på politikerne havde været intakt, hvis det var faldet ud til fordel for Støvring. Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Men intet er afgjort endnu.

Det er Region Nordjylland, der på et møde 9. december skal tage den endelige beslutning om, hvor IC-stoppet frem til 2030 skal være.

- Jamen jeg håber selvfølgelig, at man lytter til kommunens anbefalinger, lyder det fra pendler Lars Vinter.


Mens han kæmpede indenfor, kæmpede hans datter udenfor

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Den tidligere Falckredder havde onsdag foretræde for folketingets beskæftigelsesudvalg.

I 10 år har den tidligere Falckredder Erik Schack, kæmpet for at få den erstatning, han ved en dom har fået tilkendt. Onsdag tog han sagen i egen hånd.

- Jeg kæmper ikke min egen sag. Jeg kæmper for alle reddere og politifolk i Danmark.

Sådan lød det onsdag fra den tidligere Falckredder Erik Schack.

Flankeret af sin datter og sin fagforening, tog Erik Schack onsdag plads foran folketingets beskæftigelsesudvalg.

For det er efterhånden 10 år siden, at en arbejdsulykke invaliderede den nu tidligere Falckredder, da han i forbindelse med en redningsaktion på havnen i Strandby, indåndede svovlbrintedampe.

En ulykke, der har efterladt ham hjerneskadet, halvsidig lammet og plaget af daglige smerter. 

Siden blev han tilkendt erstatning, men har i årevis kæmpet med både myndigheder og forsikringsselskab for at få erstatningen udbetalt. Og sagen er langt fra slut endnu.

Stævnede Ankestyrelsen

Erik Schack vandt ellers allerede sin arbejdsskadesag i Vestre Landsret i 2021, men nu har Tryg stævnet Ankestyrelsen, og dermed ser det ud til, at han endnu må vente fire år på at få sin sag afgjort.

- Vi håber selvfølgelig politikerne vil lytte til de forslag, vi kommer med. Og så håber vi dermed, at vi får plantet det første frø til, at der kan ske en ændring, siger Per Kjeldsen, der er formand for 3F Midtvendsyssel, der igennem hele forløbet har støttet Erik Schack i kampen for erstatning.

Se hele indslaget her.

Og står det til et nordjysk medlem af beskæftigelsesudvalget, er det på tide at give lovgivningen på området et gennemgribende eftersyn, så andre ikke ender i samme situation som Erik Schack.

- Jeg tror jo desværre ikke, at vi når at ændre lovgivningen i forhold til Eriks sag. Men Erik er jo et stort menneske, og han siger, at det gælder jo også fremtidige reddere, der står i samme situation som ham, siger Bjarne Laustsen (S).

Hvem passer på os?

Og mens Erik Schack talte sin sag indenfor på Christiansborg, demonstrerede flere af hans tidligere kollegaer udenfor i sympati.

Caroline Schack er også blevet Falck-redder. Foto: TV2 Nord

Blandt dem Erik Schacks datter, som er gået i sin fars fodspor.

- Hvis ikke min far vinder den sag, så stiller det os alle dårligt. Alle os, der arbejder i beredskabet, og som hver dag kører ud for at hjælpe andre. Altså hvem passer på os, hvis vi selv kommer til skade? Det er jo det store spørgsmål, siger Caroline Schack og fortsætter:

- Og lige nu er svaret i al fald, at det er der ikke nogen, der gør.

Og selvom det på ingen måde betyder, at Erik Schacks udfordringer er forbi, har det ifølge den tidligere redder været hele turen værd.

- Jeg er meget positivt indstillet overfor beskæftigelsesudvalget, som af flere synliggjorde, at de ville drøfte det her for at sikre fremtiden.


Eleverne udførte arbejdet, men kommunen aflyste deres skitur: Nu er der nyt

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Først aflyste politikerne turen, så råbte eleverne op, og nu er der fundet en løsning.

- Det første, jeg tænkte, var, at det er uanstændig opførsel af voksne mennesker, når eleverne har overholdt sin del af aftalen.

Sådan lød det i slutningen af oktober fra Carl-Gustav Bisbjerg Christensen, der går i 8. klasse på Sæby skole.

For det skabte ramaskrig blandt de elever, der i 2024 har arbejdet for skolepatruljen i Frederikshavn Kommune, da politikerne meldte ud, at skituren, der var belønningen for indsatsen, var aflyst.

Manglede 346.000

Som et led i en spareøvelse havde kommunen nemlig valgt at omlægge skituren til en endagstur til Djurs Sommerland.

Det skete fordi, kommunens budgetforlig for 2025 til 2028 indeholdt besparelser på områderne center for skole, klub og ungdomsskole.

Men nu er der alligevel fundet de 346.000 kroner, der manglede for, at eleverne kunne komme afsted på turen. Det skete på et udvalgsmøde onsdag aften.

Det bekræfter medlem af børn- og ungeudvalget SFs Christina Lykke overfor TV2 Nord.

Skituren koster i alt 446.000 kroner, men da der kun var afsat 100.000 kroner i år, manglede der 346.000 kroner.

Fremover vil betalingen for dem, der arbejder i skolepatruljen dog være en endags tur. Hvor turen går hen bliver besluttet i samspil med eleverne.


Skæg fugl i rørskoven: Sådan fangede Charlotte den lille skægmejse i tagrørene

Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet

Som navnet siger er skægmejsen nem at kende med de tydelige sorte "skæg" striber.

Den er hurtig og utrolig god til at gemme sig. Charlotte S. Kristensen har været heldig at fange den lille skægmejse i tagrørene.

November er for mange lig med Movember, hvor mænd lader overskægget gro for at sætte fokus på mænds sundhed og prostata- og testikelkræft.

Men de fleste får baghjul i dyreriget, hvor den lille fugl skægmejsen kan prale af en ordentlig skovsnegl. Det viser nogle fantastiske billeder, som vi har fået tilsendt fra Charlotte S. Kristensen, der med et grin konstaterer, at den lille mejse er sådan en skæg fugl.

Hannen har tydelige sorte striber, der altså ligner et stort og flot overskæg, og så er det en fugl der udelukkende holder til i rørskoven, hvor den bevæger sig lynhurtigt mellem rørene.

Skægmejse på jagt efter insekter mellem rørene. Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet

- Det kræver derfor lidt tålmodighed, hvis man gerne vil fotografere skægmejserne. De er simpelthen så hurtige og i den tætte rørskov er de bare svære at fange med kameraet, siger Charlotte S. Kristensen, der ofte tager ud i naturen i Thy, hvor hun bor.

Skægmejsen er her hele året 

Det milde efterårsvejr gør, at skægmejsen stadig kan fange små insekter i rørskoven. Når det bliver koldere og insekterne er væk, går de over til udelukkende at spise fra fra blandt andet tagrørene. Skægmejsen har ifølge Dansk Ornitologisk Forening fuldstændig tilpasset sig livet i rørskoven. 

En hård vinter kan betyde, at mange skægmejser bukker under. Men man skal ikke bekymre sig for bestanden af skægmejser. Arten kan nemlig få 3-4 kuld unger om året, og ungerne fra det første kuld kan allerede yngle samme sommer, så selv om der kun er få fugle tilbage i rørskoven efter vinteren så kommer der hurtigt flere.

- Skægmejsen er en bedårende fugl, og det gælder om bare at sidde stille og vente, for det er en lille, nysgerrig fugl, så lige pludselig kigger den frem mellem rørene, siger Charlotte S. Kristensen, der har sendt os de smukke billeder af skægmejsen.

Man skal være hurtig på fingrene for at fange en skægmejse i rørskoven. Foto: Charlotte S. Kristensen, Vester Vandet

Hvalp slikkede på snuspose: Ann måtte give kunstigt åndedræt foran sine børn

Foto: (Privatfoto)

På billedet ses Olga, da hun er på vej på dyrehospitalet.

Hvalpen slugte ikke snusposen, men kontakten var nok til, at hun var ved at miste livet.

Søndag eftermiddag fandt Ann Hvarregaard pludselig sin fire måneder gamle hvalp Olga liggende livløs på gulvet.

- Hun træk ikke vejret, og hendes tunge var helt hvid. Jeg gav hende kunstigt åndedræt, og så fik vi heldigvis liv hende, hvorefter vi skyndte os ud på dyrehospitalet, forklarer Ann Hvarregaard.

Det er frygteligt at tænke på, at mine børn har stået og set det hele. Min datter på seks år kom ind, mens jeg gav hende kunstigt åndedræt, så hun stadig meget chokeret

Ann Hvarregaard

Kort inden havde hun og hvalpen Olga været på gåtur i kvarteret, hvor de bor. Her kom en mand pludseligt over til Ann og sagde, at han troede, at Olga havde spist en snuspose.

- Vi skyndte os at få åbnet hendes mund og få snusposen ud, forklarer hun, mens hun fortæller, at det var ved en børnehave og to meter fra en skraldespand, at hunden havde fundet snusposen.

Efter choket gik Olga og Ann hjem igen, og det var her, at hvalpen pludselig stoppede med at trække vejret.

- Det eneste, jeg tænkte, var, at vi skulle have gang i hende, og det skulle bare være nu, husker Ann Hvarregaard.

'Nåede 'kun' at sutte på den'

Da de ankom på dyrehospitalet, gav dyrlægen Olga noget, som fik hende til at kaste op for at være sikker på, at der ikke var snusposer i hendes mave.

- Hun var ved bevidsthed igen, så hun selv kunne kaste op, og der var heldigvis ikke nogle poser i maven, så hun havde 'kun' nået at sutte på posen, forklarer Ann Hvarregaard.

Olga fik efterfølgende taget blodprøver, tilført væske og blev indlagt natten over, og her fik hun det heldigvis bedre.

- Hun er begyndt at blive mere kvik nu, men hun er stadig ikke som før, og hun har fortsat forhøjet levertal, som vi skal til tjek med i morgen (torsdag, red.).

Ann Hvarregaard og familien har haft Olga, siden hun var otte uger gammel. Foto: (Privatfoto)

'Forbandet svineri'

Før episoden søndag tænkte Ann Hvarregaard ikke meget over snusposer, men efterfølgende har hun set, hvor mange poser, der ligger i naturen og på det specifikke område, hvor hvalpen Olga fandt en pose.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at man gør det. Posen lå et par meter fra en skraldespand, og inden i snusdåsen er der et tomt rum til at ligge dem i. Det er noget forbandet svineri, raser hun

Til dagligt er hun selv dagplejemor, og derfor er placeringen meget chokerende for hende.

- Børn kan jo også finde på at tage sådan en i munden og sutte på eller sluge, når man besøger legepladser eller er ude i naturen, det er helt vildt farligt, pointerer hun.

Hele oplevelsen og timerne på dyrehospitalet generelt er heller ikke en billig fornøjelse for familien, og det er ikke fair, selvom man ikke tænker på penge i sådanne situationer, mener Ann Hvarregaard.

- Hvorfor skal jeg bøde for andres svineri? Det skal bare stoppe, og det er egoisme på høj plan, lyder det.

Ann Hvarregaard delte oplevelsen på sine sociale medier. Hun håber på at nå dem, der smider snusposer, så de stopper med det.

'Mine børn har stået og set det hele'

Hele episoden har sat sine spor hos hele familien både forældre og børn.

- Det er frygteligt at tænke på, at mine børn har stået og set det hele. Min datter på seks år kom ind, mens jeg gav hende kunstigt åndedræt, så hun stadig meget chokeret, og hun snakker meget om, at hun er glad for vi ikke mistede hende, og hvor meget hun elsker hende, mens min datter på fire bare er glad for, hun er her, forklarer Ann, der også selv har været påvirket.

- Første dag ville jeg ikke have Olga ud at gå tur, for tænk, hvis det skete igen. Jeg tænkte også meget over, om hun havde taget skade, samtidig var vi bare glade over, at have hende hjemme igen, tilføjer hun.

Ann nåede at poste et billede på sine sociale medier for at advarer andre. Kort efter var Olga ved at dø. Foto: (Privatfoto)

Familien er også blevet meget opmærksomme på de små hvide poser, når de er ude.

- De (børnene, red.) er blevet meget mere opmærksomme på, at vi kunne have mistet hende, og alt det, der skete, men de er også blevet mere bevist om, at der ikke skal ligge sådan noget i naturen.

- Jeg kan ikke gå en tur uden jeg kigger over alt, og jeg flyver ned til Olga, hvis jeg ser hende tygge eller snuse til noget, så det har helt sikkert sat en skræk i livet, konstaterer hun.