AaB sælger Kaufmann og sikrer tredjestørste salg nogensinde
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB's 19-årige angrebstalent Mikkel Kaufmann skifter til FC København til sommer, og nordjyderne sikrer sig klubbens tredjestørste transferindtægt nogensinde.
AaB har fået et tilbud de ikke kunne sige nej til. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Klubben ovenpå salget af det 19-årige angrebstalent til FC København.
- Det var på ingen måde vores plan, at Mikkel Kaufmann skulle sælges nu, men efter FC Københavns henvendelse har der været ført konstruktive forhandlinger parterne imellem, og efterhånden nåede vi et sted, hvor der for AaB’s bedste ikke længere var fornuft i at sige nej, siger direktør i AaB, Thomas Bælum, i pressemeddelelsen.
Mikkel Kaufmann har scoret syv superligamål i denne sæson, og han er dermed nordjydernes topscorer. AaB får dog lov til at holde på sin topscorer indtil sommer, hvor han skifter til københavnerne på en femårig kontrakt.
- Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg for få dage siden ikke havde tænkt tanken, at jeg skulle væk fra AaB til sommer, men da jeg blev forelagt, at klubberne var i forhandling, så valgte jeg også at indgå i en dialog og i sidste ende sige ja, og jeg er glad for, at AaB som klub får belønning for at have troet på mig og vist mig tillid, siger Mikkel Kaufmann selv om skiftet.
Stort potentiale og stort salg
Hos FC København ser man et stort potentiale i Mikkel Kaufmann, der oprindeligt har sin fodboldopvækst i Hjørring.
- Han har gode fysiske forudsætninger, og han har i efteråret vist sine evner som målscorer for AaB. Han er langtfra færdigudviklet som fodboldspiller, men vi glæder os meget til at følge ham i foråret, hvor vi er overbeviste om, at han vil tage yderligere skridt i sin udvikling i et godt miljø på et stærkt AaB-hold, inden han rykker til København, hvor vi ser frem til at arbejde sammen med ham, siger Ståle Solbakken, cheftræner i FC København.
AaB skriver selv i sin pressemeddelelse, at det er nordjydernes tredjestørste salg nogensinde, og at det "angiveligt er den næststørste handel to danske klubber imellem".
- Naturligvis er vi kede af allerede til sommer at skulle tage afsked med Mikkel, men i et større perspektiv må vi betragte et salg af denne kaliber som en styrkelse af vores klub, så vi fremdeles kan bevæge os fremad såvel på som uden for banen, lyder det fra Thomas Bælum, der samtidig siger, at man overvejer, hvordan superliga-topscoreren skal erstattes.
Hvad den præcise overgangssum er, oplyser ingen af klubberne om, men Ekstrabladet skrev onsdag, at der tale om en pris i omegnen af 25 millioner kroner.