AaB-boss reagerer på overfald af fans: - Det er for dumt
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hætteklædte personer angreb uprovokeret AaB-fans efter åbningskampen i Farum.
Det blev hverken på- eller udenfor banen til den retur i Superligaen, som AaB og fansene kunne have håbet på.
Her stod den på et 3-0 nederlag til FC Nordsjælland, men det er begivenhederne efter kampen fredag aften, der trækker de største negative linjer.
En gruppe hætteklædte personer angreb nemlig en større gruppe AaB-fans efter kampen, som AaB-fansene svarede igen på. Det skriver Bold.dk.
Mandag er AaBs' administrerende direktør, Michael Tuxen Boll, stadig meget træt af hændelsen.
- Som vi er orienteret og bekendt med det efter dialog med en del af fangrupperingen, formoder vi, at det er udefrakommende personer, som i bil er trukket op til fansene, der forsvarede sig. De overfaldt uprovokeret vores fans, men dybere har vi ikke kunnet gå i det, fortæller han og forsætter:
- Men ja, vi formoder, at det er et uprovokeret overfald, og at nogle tyer til vold, fordømmer vi.
Hører ingen steder hjemme
Videoer fra overfaldet begyndte fredag og lørdag at florerer, som du kan se i linket her.
Michael Tuxen Boll glæder sig dog over, at der forlyder, at ingen AaB-fans kom alvorligt til skade ved overfaldet, men han er ked af, at det overhovedet finder sted.
- Det er vi super ærgerlige over. Det hører inden steder hjemme. Vi ønsker ikke at bruge energi på den slags, fortæller Michael Tuxen Boll.
I Farum, hvor kampen fredag aften blev spillet, var over 750 AaB-fans mødt op.
- Vores fans er outstanding. Det var de hele sidste sæson og før det også. At have så mange fans i Farum er fantastisk på en fredag aften i uge 29. De skabte en god kulisse sammen med FC Nordsjællands fans. Vi er bare ærgerlige over, at det skal skabe skår i glæden med et overfald, siger den administrerende direktør.
AaB-bossen har ikke været i dialog med Nordsjællands Politi efter kampen, men han oplever, at myndighederne og politiet rundt om i landet tager fodboldkampe ganske seriøst.
- Og så vil vi gerne appellere til, at man afholder sig fra vold og ser den fodbold, som man burde, fortæller han og fortsætter:
- Vi ønsker alle, at fans, sponsorer, almindelig fans og udefans får en god oplevelse. Man behøver ikke at ty til vold - det er for dumt.
Skruer selv op
I det nordjyske og på Aalborg Portland Park bliver der også skruet op for sikkerheden, når det igen hedder Superligaen og modstandere som Brøndby, FCK og AGF.
- Det bliver det helt automatisk. Vi har en god dialog med de lokale myndigheder og vores egen sikkerhedsafdeling. Det har vi også med de andre hold i ugerne op til en kamp, og vi synes, vi tager de forbehold, vi skal og er så godt forberedt som muligt.
- Men det er et anderledes setup, vi har - det er trods alt ikke så lang tid siden, vi spillede Superliga, så vi skal tilbage til det, slutter direktøren.