87-årige Kurt har svunget ketsjeren i 30 år - nu kommer flere til
Dagens træning er sæsonens sidste, derfor skal der smørebrød og en snaps til.
En ketsjer, et net og tre venner. Så er 87-årige Kurt Nielsen endnu engang klar til torsdagens formiddagstræning.
For selvom alderen ikke ligefrem indbyder til motion og træning, så holder det ikke Kurt Nielsen fra at holde sig i gang.
- Hvis man har det godt fysisk, så har man det også godt psykisk, lyder det.
I Idrætshallen på Østre Allé har han i 30 år svunget ketsjeren og været en del af Aalborg SeniorSport, som tilbyder en række forskellige sportsgrene.
Og han er langt fra den eneste i sin alder, som er blevet en del af de nordjyske foreninger.
HØR HER MERE OM, HVAD DE GØR I AALBORG SENIORSPORT:
Medlemsfremgang
Ifølge Danmarks Idrætsforbund (DIF) og DGI er der stor medlemsfremgang i klubberne. Og især i aldersgruppen over 60 år, er flere begyndt at melde sig ind i klubberne.
For Kurt Nielsen er det badminton, som trækker. Men det er ikke kun motion, der gør, at han har brugt 30 år i en klub.
- Jeg får også et kammeratligt samvær. Det er også meget vigtigt.
I Aalborg SeniorSport har de alene det seneste år fået omkring 100 nye medlemmer.
Spørger man Henrik Munkholm, som er sportschef i Aalborg SeniorSport er en af årsagerne til fremgang i netop den aldersgruppe, at det først er nu, flere tør at bevæge sig ud igen efter corona, hvor især de ældre var udsatte for at blive voldsomt syge af virussen.
Smørebrød og snaps
Tilbage i Idrætshallen på Østre Allé er dagens træning færdig.
Selvom det ikke blev en sejrrig dag for Kurt Nielsen, så går han stadig glad fra den ugentlige badminton sammen med de 11 andre.
- Det er ikke det, det drejer sig om. Det drejer sig om at få bevæget sig. Det er det primære.
Men der er nok også en anden grund til, at Kurt Nielsen er i ekstra godt humør netop denne torsdag.
Det er sæsonafslutning, og det skal selvfølgelig fejres.
- En af gutterne er ude og hente smørebrød. Vi skal jo have en god frokost med en øl og en snaps. Og selvfølgelig sige tak og farvel for den her sæson, slutter 87-årige Kurt Nielsen.