77.600 har fået beskeden - sådan berører stort arrangement dig
Foto: Pressefoto - Aalborg Kommune
Beskeden er tikket ind hos folk i eBoks.
Inden længe skal Aalborg være vært for UCI Gran Fondo World Championships Finale 2024 - også kaldet VM i landevejscykling for amatører.
Mesterskabet strækker sig over fire dage, og der ventes at komme op mod 10.000 gæster, som vil heppe på rytterne langs vejene. Det storstilede arrangement, som løber af stablen fra 29. august til 1. september, kommer til at påvirke trafikken.
Derfor har Aalborg Kommune 15. og 16. august 2024 sendt brev ud i eBoks til 77.600 borgere i Aalborg Kommune. Brevet er sendt til borgere, som bliver særlig berørt at trafikale omlægninger og vejlukninger i forbindelse med afviklingen af arrangementet.
Tidspunkter for vejlukninger:
Onsdag 28. august klokken 18.00 til torsdag 29. august kl. 20.00: Afspærres Under Lien nord for indkørslen til KFUM-Hallen til Multebærvej i forbindelse med opbygning af målområde.
Torsdag 29. august klokken 8.30-16.00: Dele af Under Lien, Nørholmsvej, Keldbækvej, Nyrupvej, Mellemholmvej, Munkbækvej, Restrup Kærvej, Restrup Engvej, Nældevej, samt en række andre mindre veje i området vil være afspærret i dette tidsrum.
Kommunens besked til borgerne kan ses ved at klikke på linket her og her.
Det er 3000 deltagere fra over 70 nationaliteter, der skal konkurrere i tre discipliner i løbet af mesterskaberne.
Der er givet tilladelse til at lukke vejene og etablere vejafspærringer fra Nordjyllands Politi og Aalborg Kommunes Vejmyndighed, ligesom Aalborg Byråd har godkendt arrangementet.
Aalborg Kommune, Danmarks Cykle Union og Aalborg Cykle-Ring er værter for arrangementet. De har fået værtskabet af den internationale cykelunion, UCI.