48 hunde til session: Populær ordning udvides
Foto: Jesper Lange
TrygFonden holdt tirsdag optagelsesprøve i jagten på nye besøgshunde, der kan give ældre på plejehjem gode oplevelser.
Spredt ud over hele landet er 520 hunde i dag en del af TrygFondens besøgshundeordning. De giver ældre medborgere på plejehjem og -centre gode oplevelser og spreder glæde i en hverdag der nemt kan blive ensformig og ensom.
Og ordningen er populær. 600 institutioner er tilknyttet ordningen, så de 520 hunde har nok at se til. Derfor udvider TrygFonden nu igen besøgshundeordningen, og tirsdag var 48 hunde til optagelsesprøve - eller session som det kaldes - på Thomasminde Plejecenter i midten af Aalborg. Alle med ejere, der håbede at deres hund ville komme gennem nåleøjet og blive en del af ordningen.
En af hundene der tirsdag var til session var Aros. Den et år gamle schäferhund var sammen med sin ejer Gitte Tangsted fra Brovst mødt op i håbet om at klare både lægetjek og adfærdsundersøgelse.
Lægetjekket gik glat, men det er også vigtigt, for har hunden skavanker, kan den blive urolig eller ængstelig, når den håndteres.
- Hvis hunden har dårlig ryg og bliver løftet op, kan det være en ubehagelig situation. Det kan også være man har ørebetændelse, betændelse i en tand eller andre ting, der gør, det er ubehageligt for hunden at blive håndteret. Og det er meget vigtigt, de ikke kommer ud og får en dårlig oplevelse på plejecentrene, fortæller Pia Andersen, der var dagens sessions-dyrlæge.
Den anden del af sessionen - der i øvrigt bestås af 70 procent af hundene - foregår i en såkaldt adfærdsgård.
- Jeg tester Aros' adfærd og ser på hvordan han reagerer på de forskellige ting, man kan komme ud for på et plejecenter. Hvad siger han til krykker? Hvad siger han til noget der vælter? Hvad siger han til forskellige underlag, fortæller Irena Jarnvad, der er adfærdsbehandler.
Og Aros klarede alle udfordringerne flot. Han kom gennem nåleøjet, og skal nu besøge nordjyske plejehjem cirka to gange om måneden.
- Det havde jeg nu også forventet, for selv om han er så ung, er han også meget rolig, fortæller den stolte ejer Gitte Tangsted.
Se hele indslaget fra Aros' session lige her: