Erkendte i retten: 41-årig fængslet i fire uger for børneporno og blufærdighedskrænkelse i børnehave
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Politiet har nu fire uger til at efterforske videre i sagen om blufærdighedskrænkelse i børnehave.
Manden blev anholdt for at fotografere børn under bleskift i børnehave.
Den 41-årige, som onsdag blev anholdt efter at have fotograferet et bare 3-årigt barn i forbindelse med bleskift i børnehaven Feggesundvej i Aalborg Øst, er blevet fængslet i fire uger efter grundlovsforhør torsdag morgen.
- Manden erkendte i retten både sigtelserne for børneporno og blufærdighedskrænkelser, oplyser anklager ved Nordjyllands Politi, Louise Watson til TV2 Nord.
Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, derfor er oplysningerne om retsmødet sparsomme.
- Manden er foreløbigt fængslet til 21. oktober, så politiet fortsætter efterforskningen, siger Louise Watson.
Efter anholdelsen tirsdag fik politiets efterfølgende plysninger om flere billeder af yderligere otte børn fra børnehaven, ligesom man også fik oplysning om andet børnepornografisk materiale på den 41-åriges telefon.
Politiets efterforskningsskridt har betydet ransagning af sigtedes bopæl, hvorunder flere genstande, især elektronik, er beslaglagt. Herudover er der foretaget afhøringer af flere personer, blandt andet af den sigtede samt af en række vidner.
- Nu skal vi efterforske sagen til bunds, og vi vender hver en sten, så vi kan få hele sagen belyst. Derfor kan jeg ikke udelukke, at der rejses flere sigtelser, hvis efterforskningen tilvejebringer nye oplysninger, sagde politikommissær Carsten Straszek umiddelbart efter anholdelsen.
(Artiklen er opdateret med nye informationer fra anklager i sagen, Louise Watson)