33-årig forsøgte at snyde politiet i fartsag

Det er uvist før sagens start, hvor stor hastighedsovertrædelsen var

En 33-årig mand forsøgte sammen med en bekendt at bage rævekager til politiet. Det skete i forbindelse med, at den 33-årige vred håndtaget på en motorcykel, men gerne ville have en bekendt til at tage skraldet for det.

Sagen startede præcis klokken 18.21 19. april 2023 på Kærvej i Kongerslev. Her vred den 33-årige lidt for ivrigt i gashåndtaget på en motorcykel med det resultat, at fartfælden klappede, da den 33-årige blev blitzet af en ATK-vogn.

Efterfølgende forsøgte den 33-årige over for politiet at give indtryk af, at det var en anden, der havde kørt motorcyklen. Den anden mand var ovenikøbet indforstået med at forsøge at tage skylden for hastighedsovertrædelsen.

Komplottet blev imidlertid afsløret, og nu er den 33-årige på vej i Retten i Aalborg med sigtelser om falsk anklage hængende over hovedet.

Det fremgår af sagens oplysninger, at manden har tænkt sig at tilstå. Manden, der forsøgte at tage skraldet for den 33-årige, ender også i retten, men skal have sin sag behandlet for sig.

Det er uvist før sagens start, hvor stor hastighedsovertrædelsen var, og hvorfor det var vigtigt for den 33-årige at slippe for konsekvenserne.

Foromtale af retssag

Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.

Den eller de tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.


Vejret i dag: Overskyet, men overvejende tørt

Tirsdag bliver en dag med overskyet vejr. Vejret forbliver overvejende tørt, dog med mulighed for lidt sprækker i skydækket, der skaber mindre byger.

Temperaturen kommer op omkring 9-10 grader og uden særlig meget vind.

I løbet af aftenen kan der godt opstå tågedannelse.

Tjek vejret lige præcis hvor du er med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere

Spoiler: Jonas har fundet hende, der skal flytte ind på gården

Foto: Jesper Christiansen TV2/Nord

- Dem fik du mange af den aften.

Afgørelsen i TV2-programmet Landmand søger kærlighed havde i den grad to nordjyder i hovedrollen. Har man ikke set det endnu og gerne vil bevare spændende, skal du nok ikke læse videre.

Vi starter hjemme i køkkenet på Vestergaard i Snevre nord for Hjørring.

- Det er vores første kys. Det er der, jeg får helt røde kinder, smågriner hende, der endte som den heldige vinder af et styks landmandshjerte.

I sidste afsnit af landmand søger kærlighed får den nu tidligere singlebonde Jonas Ellitsgaard Jensen endelig kysset Katrine Povlsen.

- Det er virkelig underligt at se, men også sjovt. Det er nok lidt grænseoverskridende, siger Katrine Povlsen.

TV2 Nord er taget på besøg hos kæresteparret - for det er de nemlig i dag, Jonas Ellitsgaard Jensen og Katrine Povlsen.

Nu, hvor seriens sidste afsnit ruller over skærmen tirsdag aften, kan Jonas og Katrine endelig vise deres kærlighed offentligt.

- Det bliver virkelig dejligt at kunne tage ud. Bare tage hinanden i hånden, og så går vi en tur eller tager i biografen. Det bliver virkelig dejligt at kunne være almindelige kærester, for det er jo også en del af det med at være kærester. Det er, at man er ude og vise sin kærlighed til andre, forklarer Jonas Ellitsgaard Jensen.

Der er kærlighed i køkkenet på Vestergaard i Snevre. Foto: Hans-Christian Lauritzen

Landmanden fra Snevre fandt sin udkårne i Stenum. Et faktum flere af hans venner tit griner af og kommenterer.

- Du søger i hele Danmark, og så ender du op med at finde en 20 minutter fra, hvor du bor, griner Jonas Ellitsgaard Jensen.

I tv-programmet Landmand søger kærlighed er der spænding til det sidste. I virkeligheden havde Jonas Ellitsgaard Jensens hjerte besluttet sig længe inden de sidste dates.

- Der foregår jo noget, når kameraerne er slukkede, og der foregår en del, som ikke er med i selve programmet. Der klipper man nogle ting ud, for at det ikke skal virke for indlysende, fortæller Jonas Ellitsgaard Jensen.

I dag bor Katrine hos Jonas på Vestergaard i Snevre hver anden uge, når hun ikke har sine to piger på 3- og 7 år. I begyndelsen af 2025 planlægger de at flytte sammen

- Vi ser helt klart en fremtid for os, og vi prøver at se, om det er møblerne, der skal rykkes sammen først, og så må vi se, om vi kan finde ud af at bo sammen på fuld tid, siger de begge.

Jonas Ellitsgaard Jensen får altså snart hele tre piger hjem til ham og hunden. Og måske også mere end det.

- Det har jeg egentlig sagt fra starten af, inden jeg meldte mig til - at jeg godt kunne tænke mig en arving til det her sted. Nu har Katrine to børn, men Katrine er heller ikke afvisende for at få et barn mere. Nu har du oplevet at blive forælder to gange, og den oplevelse vil du gerne være med til at give mig, forklarer Jonas Ellitsgaard Jensen, mens han kigger på Katrine Povlsen

- Helt sikkert, smiler den nye landmandskæreste tilbage.


TV2 Nord-journalister vinder stor pris for afsløringer om skandalehavn

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Jesper Christiansen og Henriette Pedersen vandt mandag aften Spadestiksprisen for det bedste undersøgende lokaljournalistik i landet.

Det hele startede med, at TV2 Nords lokalredaktion i Frederikshavn i efteråret 2023 undrede sig over, hvordan økonomien i det store prestigeprojekt, Frederikshavn Havn, kunne hænge sammen.

Det blev startskuddet til en 14 måneder lang dækning, hvor det er blevet til en lang række afsløringer af en havn i kaos, en milliardgæld til kommunen og et giftigt magtspil mellem Frederikshavn Havn og den absolutte top i Frederikshavn Kommune.

Mandag aften blev de to journalister bag afsløringerne hædret med Spadestiksprisen, som er den største journalistiske hæder for lokal- og regional journalistik i Danmark.

- Juryen var enige om, at afsløringerne om Frederikshavn havn stak ud i et stærkt felt (af nominerede, red.). I har afsløret oplysninger, som man har forsøgt at holde skjult for offentligheden, lød begrundelsen blandt andet fra juryens formand.

Se lidt fra overrækkelsen her:

TV2 Nords lokaljournalister vandt prisen i et stærkt felt af fire andre undersøgende projekter, der på hver sin måde afslørede magtmisbrug eller skandaløs behandling af borgere.

- Det er helt vildt. Det er et kæmpe skulderklap, og det viser, at det, vi har afdækket i Frederikshavn, har stor betydning, sagde de to nordjyske prisvindere, kort efter de fik prisen i hånden.

Foto: Pia Egeberg / TV2 Nord

Hemmelig lyd og giftigt magtspil

Jesper Christiansen og Henriette Pedersen, der til daglig har redaktionslokaler i Frederikshavn, har blandt andet afsløret, at Frederikshavn Havn var i alvorlige økonomiske problemer, selv om daværende borgmester, Birgit S. Hansen (S), afviste enhver snak om krise på havnen.

De har afsløret, at borgmesteren og kommunaldirektøren kendte til de massive problemer på havnen, men ikke gav oplysningerne videre til byrådet, men i stedet lod havnen sejle mod afgrunden.

Det endte med, at Frederikshavn Havn i foråret måtte overlade nøglerne og en gæld på næsten 1,7 milliarder kroner til skatteborgerne i Frederikshavn Kommune.

Samtidig har TV2 Nords journalister afsløret en hemmelig lydfil, hvor en medarbejder fra kommunen forsøger at få havnen til at skjule oplysninger om havneskandalen over for TV2 Nord og dermed offentligheden.

I dag er hele havnens ledelse skiftet ud, ligesom Birgit S. Hansen har forladt borgmesterkontoret i utide til fordel for et job i KL. En melding, der kom samme sag, som TV2 Nord kunne afsløre den hemmelige lydfil.

Der pågår en advokatundersøgelse af hele forløbet, ligesom Ankestyrelsen har rejst en sag mod kommunen.

Jesper Christiansen og Henriette Pedersen fortsætter afdækningen af havneskandalen den kommende tid.


Efter kritik af hård tone: Borgmester anerkender ikke problemet

Den nyslåede borgmester anerkender ikke, at tonen i byrådet er et generelt problem.

Flere byrådsmedlemmer fortalte mandag, at tonen i byrådet, specielt på byrådsmødet onsdag, var grov. Også for grov.

Men også i tiden før byrådsmødet mener eksempelvis Christina Lykke Eriksen (SF) og Mette Hardam (V), at tonen på ingen måder er sundt for arbejdsmiljøet i byrådet, og at der skal handles på den nu - også selvom den betændte havnesag fortsat fylder meget i kommunen.

Manden, der i første omgang kan gøre noget ved problemet, er den nyslåede borgmester, Karsten Thomsen (S). Han overtog nøglerne til kommunen for små 14 dage siden fra Birgit S. Hansen, som forlod posten til fordel for et job hos KL.

Karsten Thomsen synes også, at tonen til byrådsmødet, under punktet om en aktindsigt hos Frederikshavn Havn, blev grov.

- Men det er også skønt nok at mærke, at der er noget sjæl bag ved det, man siger. Man føler noget for det, man siger. Men jeg giver ret i, at den til tider var lidt høj, hvis man kan tillade sig at sige det, fortæller han.

Han oplevede også, at der blev gået efter manden og ikke bolden, og det bryder han sig ikke om. Men som han fortæller, er han også glad for at mærke sjælen i arbejdet.

Men var der noget, der gik over grænsen?

- Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes bare, at man skal tænke sig lidt mere om fremadrettet, og så gå efter bolden og gøre det i en ordentlig tone. Det er jo ikke hver dag, man hører inde i en byrådssal, at tonen er for hård og for grov, fortæller han.

Den nyslåede borgmester mener ikke, at der generelt er et problem med tonen i byrådet.

- Hvis man tænker og hører de andre punkter, gik det stille og roligt for sig. Men det var et punkt, som mange havde følelser med i, og så kan man nemt komme til at gå lidt over gevind. Men det var jo ikke kun i onsdags, at folk har ment, at det har været for groft derinde. Der har også været folk i foråret, der har været fremme og sige, at de mener, at det har været for voldsomme udtalelser, der har været.

Er det ikke noget, du anerkender, er et problem her i Frederikshavn?

- Nej, jeg anerkender ikke, at det er et problem. En gang imellem kan man godt gå over stregen. Sådan er det ved alle dialoger. Men vi skal selvfølgelig opføre os anstændigt, siger Karsten Thomsen.

Vil arbejde for ordentlig atmosfære

På trods af, at borgmesteren ikke selv mener, at der er et generelt problem, vil han i det kommende års tid, hvor han sidder som borgmester være med til at sikre, at tonen ikke bliver for grov.

- Jeg vil til at arbejde alt det, jeg kan, for at det foregår i en rolig og ordentlig atmosfære. Jeg vil gerne arbejde for ordentlighed, siger han.

Det bliver blandt andre i hans virke som ordstyrer på byrådsmøderne, at han vil sikre den.

- Når man sidder og skal styre debatten, kan man jo gøre opmærksom. "Nu synes jeg, man går over stregen", vil jeg selvfølgelig sige, hvis jeg synes det, afslutter Karsten Thomsen (S).


- Hvis først jeg graver mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Aalborg-stjernen forsøger at forblive positiv og holde humøret oppe, selvom han er ude i minimum fem måneder.

Han ved, hvad der skal til.

Det er ikke første gang, at Mads Hoxer er skadet, og det er ikke første gang, han misser en slutrunde.

Aalborg-stjernen missede OL i sommer på grund af en ankelskade, og nu må han sige farvel til VM i januar. Han er nemlig blevet opereret på grund af en drilsk skulderskade, der holder ham ude i minimum fem måneder.

I pausen af Aalborgs kamp mod Grindsted søndag aften gav Mads Hoxer sit første interview efter operationen, og her kunne han fortælle, at det går okay, og at han altid forsøger at holde humøret oppe, selvom det ”ikke er det fedeste at sidde ude.”

Hvis først jeg får gravet mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage.

Mads Hoxer

Jeg går ud fra, det er en svær besked at få at skulle være ude så længe – og for eksempel vide, at du misser VM?

- Helt sikkert. Nu er det ikke en beslutning, vi tog fra den ene dag til den anden. Det har været over længere tid, vi har set det an. Så jeg vidste godt, der skulle ske et eller andet på et tidspunkt. Jeg vil jo gerne spille håndbold. Det er derfor, jeg går til det – og jeg ville også gerne have været til VM. Nu koncentrerer jeg mig om at blive 100 procent klar, så jeg kan hjælpe mine holdkammerater igen, siger Mads Hoxer.

- Men skader er en del af sport. Det er klart, at jeg havde glædet mig rigtig meget til at skulle spille OL. Den var tung at tage. Men jeg holder humøret højt og passer min genoptræning. Hvis først jeg får gravet mig ned, bliver det endnu sværere at komme tilbage.

Har startet træningen i det små

Mads Hoxer har lige nu skudarmen i en slynge, men han håber, at han snart kan komme af med den.

- Det er lidt begrænset, hvad jeg lige kan lave nu med den her bandit på. Men det går okay. Jeg er lige så stille kommet i gang med lidt styrketræning til benene, og så håber jeg, det kommer til at gå hurtigt, når jeg kommer til at kunne smide den her (slynge, red.) om et par uger, siger Hoxer til TV 2 Sport.

Hoxer tilføjer, at han glæder sig til at komme i gang med genoptræningen for at blive klar til de afgørende kampe i denne sæson.

Aalborg Håndbold vandt over Grindsted med 36-33 søndag aften.

Mads Hoxer har spillet 115 kampe og scoret 517 mål for Aalborg Håndbold.

Daniel Svensson

Håndboldekspert, TV 2 Sport

- Mads Hoxer er en international topspiller med et skud i verdensklasse, når skulderen er i orden. Derfor forstår jeg godt, der skal kigges på den, hvis den ikke føles okay, så det kan komme tilbage. Det er så stor en del af Mads Hoxers spil. Så det er en kæmpe kapacitet, de mangler lige i øjeblikket.