Kort Nyt

Uheld på motorvej: Havareret køretøj

Opdateret 09.21

Der skete et uheld på E45 i nordgående retning fra Hobro mod Aalborg mellem Svenstrup og Info-Teria.

- Der var tale om en 19-årig kvinde, der grundet uopmærksom kørsel påkørte forankørende, siger vagtchef hos Nordjyllands Politi, Christian Thilsted.

Uheldet skete i venstre spor, og sporet blev spærret.

- Den ene bil var fuldstændig havareret, og det skabte trafikale problemer, oplyser vagtchefen.

Der er ikke sket personskade, og Nordjyllands Politi oplyser, at sporet er åbnet igen, og at de har forladt uheldsstedet.

Fabrik evakueret efter brand

Tirsdag morgen modtog Nordjyllands Beredskab en alarm om en brand i en industribygning på Letvadvej i Aalborg. Det førte til en evakuering af fabrikken.

- Et skæresæts iltflaske og acetylenflaske var brudt i brand. Vi fik dem hurtigt slukket og lagt acetylenflasken i et vandbad, siger indsatsleder Frank Winther fra Nordjyllands Beredskab.

Indsatslederen oplyser, at en acetylenflaske kan være farlig, fordi der kan opstå en kemisk proces i flasken ved stød eller varmepåvirkning. En medarbejder på fabrikken med kendskab til behandling af acetylenflasker er tilsendt for at fjerne den, når den ikke længere udgør en risiko.

Acetylen er en gasart, der bruges i industrien. Blandt andet som på fabrikken, hvor branden opstod, hvor acetylen bruges til at skære igennem metal.

- Bygningen har ikke lidt skade af branden, da den ikke nåede at brede sig og hurtigt blev slukket, siger indsatsleder Frank Winther fra Nordjyllands Beredskab.

Nedbrændt toiletbygning: Politiet søger vidner

Opdateret 09.11

Tirsdag morgen opstod der brand i en toiletbygning på Stenbjerg Landingsplads nær Thy. Nordjyllands Beredskab modtog alarmen klokken 5.20.

- Toiletbygningen er nedbrændt til grunden, siger politikommissær Henrik Jensen fra Thisted lokalpoliti.

Politiet søger ny vidner, da man endnu ikke ved, om branden var påsat.

- Hvis nogen har set eller hørt noget, så kontakt 114, siger politikommissæren.

Uheld i tunnelen - bil og lastbil i uheld

I sydgående retning er det lige nu trængt med plads i Limfjordstunnelen, da både en lastbil og bil er havareret.

Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Her fremgår det, at man kan passerer med forsigtighed, da politiet er til stede og dirigerer trafikken.

Opdateres...

To vil være S-spidskandidat i regionen

En urafstemning blandt Socialdemokratiets nordjyske medlemmer skal nu afgøre, hvem der bliver partiets spidskandidat til regionsrådsvalget om et år.

To kandidater havde på forhånd meldt sig på banen. Regionsbestyrelsen valgte at sætte en ekstra frist med mulighed for at stille op, men det førte ikke til nye forslag.

Derfor står urafstemningen efter et ekstraordinært repræsentantskabsmøde mandag aften nu mellem den nuværende gruppeformand i regionsrådet, Mogens Nørgård, der også er 2. næstformand i regionsrådet, og Hjørrings mangeårige borgmester, Arne Boelt. 

Arne Boelt sidder ikke i regionsrådet i dag, men er medlem af byrådet i Hjørring, som han forlader ved valgperiodens udløb næste år.

Urafstemningen varer frem til 1. december, oplyser Preben Dahlgaard, der er formand for Socialdemokratiet i  Nordjylland.

Den ny spidskandidat afløser den mangeårige regionsrådsformand Ulla Astman, der har forladt politik.