En 33-årig mand fik overbevist sin kammerat om, at han skulle tage skylden for den fartovertrædelse, som han selv lavede 19. april sidste år på Kærvej i Kongerslev på sin motorcykel. Her blev han fanget i en automatisk fartkontrol.
Med overbevisningen kom også en betaling, men det var alligevel et lidt for smart et trick, da Nordjyllands Politi fandt ud af, at det var den 33-årige mand, som havde kørt på motorcyklen.
Derfor var der flere forskellige ting, som manden var i Retten i Aalborg mandag eftermiddag. Det var hastighedsforseelse, forsøg for falsk anklage - og kørsel uden førerret, som var årsagen til, at han forsøgte sig med den falske anklage.
- Han indrømmede i retten, at det var rigtig dumt at gøre, men når han blev taget i at køre for hurtigt, ville det være billigere at få kammeraten til at tage skraldet, da kammeraten havde kørekort, fortæller anklageren på sagen, Mathias Andersen, som tilføjer, at den 33-årige mand tilstod forseelserne i retten.
Nu endte det alligevel med en sammenlagt bøde på 7600 kroner og ti dages ubetinget fængsel til den 33-årige mand.
Kammeraten, som forsøgte at tage skylden, skal også en tur for retten for det, men det bliver i en separat retssag.