Fra Vejgaard til Dubai: Gabriel spiller fodbold i 'vanvittig' Tiktok-klub
Ung stjernespiller har taget springet og skiftet et vildt projekt i Dubai.
Kan man skabe en fodboldklub på blot 365 dage? Det er hvad influenceren Daniyal Sheikh og fodboldspilleren Soheil Varahram forsøger med Tiktok-klubben, Al Qabila FC.
Og en af spillerne er nordjyde.
19-årige Gabriel Kamavuako er født og opvokset i Aalborg, og lige nu tonser hans fodboldstøvler rundt på fodboldbanerne i Emiraterne i det vilde projekt.
- Jeg tænkte, at det var en kæmpe mulighed, fortæller han.
Han har boet og spillet fodbold i England siden han var 11 år gammel. Hans agent er er rigtig gode venner med træneren i Al Qabila FC, Steven Taylor, som er et navn, der måske ringer en klokke hos Premier League-kendere.
Det var også et navn, der var stærkt medvirkende til at Gabriel Kamavuako valgte at drage mod Dubai.
- Jeg tænkte: Jeg tager derned, og så må vi se, hvad han kan gøre for mig, siger han.
Er det en rigtig fodboldklub?
Selvom om fodbold og TikTok ikke nødvendigvis går i hånd i hånd, så lever Gabriel Kamavuako en tilværelse som fodboldspiller, siden han startede i klubben 17. August.
- Hvis du havde spurgt mig for tre år siden om jeg ville spille i en tredjedivisionsklub i Dubai, ville jeg have sagt nej, fortæller Gabriel Kamavuako.
Det kom også bag på ham selv.
- Jeg troede ikke, at jeg kom til at træne særlig meget, det kommer til at være uprofessionelt, siger han og fortsætter:
- Men det er professionelt. Vi træner hver dag. Vi får løn, vi har et sted at bo. Vi får gratis mad, og de vasker vores tøj. De passer rigtig godt på os, lyder det.
Der er dog en ting, der er lidt op ad bakke ved at spille fodbold i Dubai.
- Det har været fedt, men det er bare rigtig, rigtig varmt, griner Gabriel Kamavuako.
De høje temperaturer gør, at træningerne ligger tidligt om morgenen eller om sent om aftenen.
En fremtid med fodbold?
Der er langt fra England, hvor Gabriel Kamavuakos forældre bor, til Dubai. Men selvom Gabriel Kamavuakos mor efter hans eget udsagn var lidt bange for flytningen til at starte med, er de moderlige bekymringer ved at forsvinde:
- Hun er begyndt at synes det er fedt. Hun synes, at jeg har gjort det godt, og at jeg skal prøve at få noget ud af det, fortæller han.
Det er også, hvad Gabriel Kamavuako selv ser det varme eventyr som. Hans kontrakt lyder på et år plus option.
- Hvis jeg har en rigtig god sæson, så tager jeg et andet sted hen. Det hele kommer an på, hvordan jeg gør det i ligaen, fortæller han.
Og med en klub, der har over 300.000 følgere på Instagram og over 500.000 på TikTok, står mulighedernes døre på vid gab.
- Mange kender Al Qabila FC, de 'collaber' med mange folk, og der er mange store spillere, der kommer og ser klubbens træninger.
- For mig handler det jo om hvad klubben kan gøre for dig som spiller. Jeg er kun 19 år gammel, og jeg har mange år foran mig, afslutter han.