100.000 biler larmer i Helles baghave: - Vi er ikke helt tilfredse
HOVEDBILLEDE
TV2 Nord har henvendt sig til Helle Rasmussen for at få hendes holdning til de nye støjskærme, som sættes op langs motorvejen.
I Helle Rasmussens have stråler smukke blomster i sommervarmen, men det er motorvejsstøjen bag plankeværket, der løber med opmærksomheden.
Som nabo til motorvejen ved Aalborg Øst, og har hun i mange år forsøgt at få politikerne til at bevilge penge til nye støjskærme.
Det lykkedes, men nu er der opstået en uventet ny udfordring.
De gamle støjskærme blev nemlig fjernet allerede i starten af december sidste år, men de nye er ikke sat op endnu.
Derfor har Helle og hendes naboer i over et halvt år har haft støjen fra motorvejen for fuldt drøn lige i baghaven.
- Vi er rigtig glade for, at vi får et nyt støjværn, det skal der ikke være nogen tvivl om. Men vi er ikke helt tilfredse med måden det er foregået på, siger hun.
Se hele indslaget her:
Frustration over tidsplanen
De mange måneder med arbejdet på begge strækninger er Helle Rasmussen godt træt af.
- Jeg kan ikke forstå, at man ikke har valgt at sige, nu tager vi den nordgående. Det ville give meget mere mening for os der bor her og for alle trafikanter.
Men der er en grund til, at arbejdet foregår på den her måde, det fortæller projektleder ved Vejdirektoratet, Mette Aakær Møller.
- Hvis vi skulle have delt det op, og blive hurtigere på enkelte strækninger, så ville borgerne i Aalborg skulle have ventet i meget længere tid på, at vi blev færdige, og vi ville formentligt ikke kunne have bygget den så højt som vi kan nu, siger hun.
- Vi holder ud
Det er knap otte kilometer støjskærme, der er planlagt at skulle op langs Nordjyske Motorvej i Aalborg i løbet af 2024. Arbejdet skal hjælpe omkring 500 boliger med 6 dB's dæmpning, det svarer til at fjerne 65 procent af trafikken.
- Når vi laver støjskærme, så gør vi det mere tåleligt at bo tæt på motorvejen. Det vil sige, vi fjerner ikke støjen, men vi reducerer den, lyder det fra Mette Aakær Møller.
Naboerne til motorvejen er glade for udsigterne til at larmen bliver mindre, men de synes, at ventetiden er for lang.
-Vi holder ud, vi har jo ikke andre valg. Men derfor kan vi godt have en holdning om, at det tager alt for lang tid det her, siger hun.