Arbejde med kystsikring ved turistmagnet går i gang
Enorme mængder sand bliver lagt ud for at kystsikre toppen af Danmark.
I Skagen er arbejdet med at beskytte den udsatte kyststrækning gået i gang.
Både ved Det Grå Fyr og ved Damstederne er man begyndt at sikre området med massive mængder af sand, for at sikre området mod både havet og det vilde vejr, som gør truslen for stormfloder større end hidtil.
- For at ruste os mod kysternes tilbagerykning har vi afsat 1,1 milliarder kroner de kommende år til sandfodring og investeringer i kritiske kystsikringsanlæg på Vestkysten. Det skal opretholde sikkerhedsniveauet for beboerne i de udsatte områder, siger miljøminister Magnus Heunicke (S).
Både Det Grå Fyr og Damstederne ligger på den østlige side af Skagen, men her er havet i gang med at erodere stranden, og der kommer gradvist til at mangle sand flere steder. Derfor bliver der lagt 130.000 kubikmeter sand ud for at stoppe bølgerne.
Udgifterne til projektet i Skagen fordeles 50/50 mellem Staten og Frederikshavn Kommune i fællesaftalen for Skagen. Projektet der er i gang i øjeblikket vil beløbe sig til ca. 7,5 mio. kr.
FAKTA
• Med klimatilpasningsplan 1 afsættes 1.142 milliard kroner til sandfodring (i perioden 2025-2029), som skal beskytte store dele af den jyske vestkyst. Indsatsen finansieres af staten og de lokale kommuner.
• Uden sandfodring vil cirka 10.000 ejendomme med en samlet ejendomsværdi på cirka 13,6 milliarder kroner være truet af erosion og oversvømmelse inden for en 25-årig tidshorisont.
• Staten har siden 1983 bidraget til beskyttelsen af dele af den jyske vestkyst via fællesaftaler med kommunerne.
• Fra 1954-1995 var der en tilbagerykning af kysten på cirka 160 meter. Tilbagerykningen har været stoppet siden 1995.
• Udover sandfodring ejer staten en række infrastrukturanlæg på den jyske vestkyst, som blandt andet har til formål at beskytte mod havets påvirkning. Disse istandsættes og vedligeholdes løbende.
Kilde: Miljø- og ligestillingsministeriet.