100 fælder opsat i butik - Dagli'Brugs lukker midlertidigt
Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Der er fortsat ikke gået nogle mus i de opsatte fælder, som er at finde i den lukkede butik.
Opdateret lørdag 13:38:
Dørene åbner ikke som vanligt, hvis de lokale borgere i Ulsted vil ind at hente en liter mælk i byens Dagli'Brugs.
Der var nemlig fredag og lørdag mistanke om, at mus havde invaderet butikken. Det skrev Dagli'Brugsen Ulsted på Facebook lørdag formiddag.
- Hunden kunne ikke finde noget. Den har været så lidt interesseret, at den har spist et stykke bland-selv-slik, fordi det var mere interessant end at lede efter mus.
Gitte Andreasen, brugsuddeler, Dagli'Brugsen Ulsted
De oplyste videre, at et professionelt team var i gang med at undersøge butikken, og at de først ville åbne, når alt var blevet godkendt af Fødevarestyrelsen.
I butikken har der derfor været opsat en masse fælder for at komme det mulige problem til livs. Desuden var skadedyrsbekæmperens hund hentet ind for at undersøge, om butikken havde haft besøg af ubudne gæster.
- Hunden kunne ikke finde noget. Den har været så lidt interesseret, at den har spist et stykke bland-selv-slik, fordi det var mere interessant end at lede efter mus. Så det tyder på, at det var falsk alarm, siger brugsuddeler i Dagli'Brugsen Ulsted, Gitte Andreasen.
Håber på snarlig genåbning
Allerede fredag måtte personalet smække dørene i. Nu er håbet, at de atter kan byde kunder velkomne fra søndag.
For på Facebook kommer de lørdag formiddag med en update til kunderne.
- Der er ikke gået noget i fælderne, og derfor er vi nødt til at give det en dag mere. Better safe than sorry. Rengøring er bestilt til i morgen (søndag, red.), så de (rengøringsfolkene, red.) er klar til at rykke ind, hvis alt flasker sig. Tak for jeres forståelse og tålmodighed, lyder beskeden.
Personalet oplyser videre, at folk ikke kan hente pakker grundet lukningen. En del pakker er derfor omdirigeret til nabobyerne Gandrup og Hou.
Hvis kundernes pakker er sendt videre, vil de modtage en sms.